22/01/2021 - Samtykke

En samtykke-app kan måske være i strid med lov og ærbarhed


En ny samtykke-app skal sikre ja før samleje. Entreprenørerne bag appen håber, den kan bidrage til at understøtte den nye samtykkelov. Advokat mener ikke, et samtykke i appen kan stå som bevis i en retssag. Derimod kan den måske være i strid med lov og ærbarhed.

Tekst: Cecilie Uhre


Flere steder på de sociale medier har en ny samtykke-app iConsent, der blev tilgængelig mandag d.18. januar, mødt kritik. Appen, der fungerer lidt på samme måde som MobilePay, fremstår for mange som en dårlig joke, der undergraver budskabet med den nye samtykkelov.

Advokat med speciale i databeskyttelses- og markedsføringsret Heidi Højmark Helveg troede også ved første øjekast, at appen var satire.

“Min automatreaktion var, at hvis man ikke kan finde ud af at få samtykke til sex på normal vis, så skal man nok bare lade personen være. Man skal i hvert fald ikke begynde at bruge en app til det,” siger hun.

Til Femina forklarer en af entreprenørerne bag, at de med appen prøver at understøtte ændringen i lovgivningen i forhold til, at man skal give samtykke til samleje. Og så håber de på, at den kan bidrage til noget dokumentation.

 

Sjov gimmick men svær at bruge juridisk

For Heidi Højmark Helveg er samtykke-appen mere en sjov gimmick end et brugbart redskab i retslokalet.

“Det, den kan, er at skabe noget debat og opmærksomhed omkring, at der selvfølgelig skal være samtykke før samleje. Det er det positive, jeg ser ved appen,” siger hun.

Hvis en person eksempelvis vil bruge appen som bevis på, at personen har fået samtykke før sex, vil dommeren, ifølge hende, stadig skulle undersøge sagen nærmere.

“Jeg tror, at det bedste eksempel, hvor appen ville kunne bruges til noget i en retssag, er, hvis der er et nej til sex i appen, og en mand så påstår, at der har været samtykke, så er han lidt bagud på point i en given retssag,” siger hun og fortsætter:

“Det er kun i de meget tænkte situationer, hvor jeg kan forestille mig, at det kan få betydning. Jeg har meget svært ved at se for mig, at man kan indfortolke et juridisk gyldigt samtykke til sex via appen.”

 

I strid med lov og ærbarhed

I værste fald for entreprenørerne bag appen kan det måske være i strid med lov og ærbarhed at udbyde den, mener Heidi Højmark Helveg.

Hvis en person giver samtykke i appen og lidt tid efter fortryder, kan det måske være svært at trække tilbage, fordi personen måske ikke synes, han/hun kan være det bekendt, og måske føles det endnu mere, som om man ikke kan være det bekendt, fordi der er givet samtykke på skrift inde i en app.

“Hvis det er tilfældet, så er vi jo ude i, at det kan være i strid med lov og ærbarhed at udbyde den,” siger hun.

I det hele taget har Heidi Højmark Helveg svært ved at se, at man kan skabe en app, der skal kunne indhente samtykke til sex og dermed dokumentere, at der ikke er tale om voldtægt.

“Jeg tror i høj grad på, at det digitale kan bidrage med information og opmærksomhed omkring samtykke før sex. Men jeg kan ikke se, hvordan indhentning af samtykke skal gøres digitalt, og jeg har heller ikke lyst til at leve i et samfund, hvor det er sådan,” siger hun og tilføjer:

“Jeg forstår godt, at mænd kan have en frygt for at blive beskyldt for voldtægt, og hvis appen er tiltænkt til at hjælpe dem, så skal vi bare lige huske, at der ikke kan dømmes for voldtægt, hvis anklagemyndigheden ikke kan dokumentere, at der ikke var samtykke. Der er ikke nogen bevisbyrdekrav, der er vendt om med den nye lovgivning.”

Del denne fra K-NEWS

Skal vi holde dig opdateret?

Få besked om nye artikler og podcast direkte i din mailboks ved at tilmelde dig herunder.

Vi indsamler ikke data om dig – og journalistikken, vi leverer, er gratis.

Nyhedsmail. Ja tak