Justitsministeren har beskadiget justitsministeriets integritet og ry, når det kommer til retssikkerhed. Sådan lyder den kontante dom fra de 1143 embedsmænd, herunder flere statsadvokater og tidligere ansatte i justitsministeriet, i et brev, der forsøger at afsætte justitsminister William Barr. Det skriver The Guardian.
Underskriverne af brevet mener, at Barr gik præsident Trumps ”eget personlige ærinde”, da han gik ind i Roger Stone-sagen og anbefalede en lavere straf, hvilket fik sagens fire anklagere til at træde tilbage. Det kan du læse mere om her.
Yderligere skriver de i brevet, at det ikke tidligere er set, at en leder af justitsministeriet på den måde går ind og omstøder anklageres dom for at give særbehandling til personer, der står nær præsidenten. Embedsmændene mener derfor, at det er skadeligt for ministeriets ”kernemission og dens hellige forpligtelse til at sikre alle lige behandling under loven”.
Barr har derfor, ifølge embedsmændene, sat republikken under en eksistentiel trussel, fordi “regeringer der bruger retshåndhævelsens store magt til at straffe sine fjender eller belønne sine allierede er ikke konstitutionelle republikker; de er autokratier,” skriver de.
Både Barr selv og præsident Trump afviser, at der er blevet reageret på ordre fra præsidenten. Trump mener dog selv, at det ligger inden for hans magt at interfere i retssager, hvis han havde villet det. Sådan lyder det i hvert fald i et tweet:
” 'Præsidenten har aldrig bedt mig om at gøre noget i en kriminalsag', siger justitsministeren. Det betyder ikke, at jeg som præsident ikke har den juridiske ret til at gøre det, men jeg har indtil videre valgt ikke at gøre det,” skriver Donald Trump.