Portrættet her er første gang bragt 27. marts 2020.
Jeg har ringet på døren hos Offersen og Christoffersen og står og venter på, at døren skal åbne, da René kommer op ad trappen. Han smiler venligt og kommer op og tager fat i min hånd med sin – efter normerne – forkerte hånd. Altså venstre mod højre. Han tager fat i den og rusker lidt i den.
Han fortæller, han er træt af regnen og kommer direkte fra træning. Han lever et liv, hvor der skal være plads til god mad og vin, så derfor er det nødvendigt at træne. Han har fundet en personlig træner, han har fulgt trofast de sidste ni år, men træneren rykker længere og længere ud af byen, så nu træner René næsten helt ude ved lufthavnen, fortæller han, mens han har bevæget sig fra trappen i opgangen hen til døråbningen ind til toilettet. Jeg er bange for, jeg holder ham hen, men han fortæller videre. Da René lukker døren, ser jeg til venstre, og der står Jonas. ”Skal vi måske lige starte med en rundtur?” spørger han.
Han viser mig mødelokalet, der er belagt med blødt gulvtæppe. Jeg vurderer, at det er guld, men de to er ret sikre på, det er mosgrønt. Det håber de. Det er Renés hustru, der har hjulpet med indretningen. Der er et stort rundbord, hvor der er plads til 12 personer. Der er sjældent så mange til et møde, men de vil gerne bruge faciliteterne til at arrangere rundbordsarrangementer, hvor viden kan deles og diskuteres. Væggene er tæt belagte med kunst i kulørte farver i alle rummene. Op ad muren står nogle af de store billeder, de har valgt fra: ”Denne her er flot, men min kæreste synes, den var lige i overkanten,” siger Jonas, da han bladrer forbi et billede i mange farver, med en silhuet af en nøgen kvinde.
Jonas’ kontor er stadig ret ryddet, da han ikke er startet officielt endnu, da jeg besøger dem, men Renés vindueskarm står som et lille podie med billeder fra professionelle sammenhænge og familie. Der er blandt andet et billede fra sagen med Peter Brixtofte. Det vender vi tilbage til senere.
Vi sætter os ved rundbordet med kaffen.
For at forstå Offersen og Christoffersen, skal man forstå, hvem de to er hver især. For de kommer fra to forskellige verdener.
Jonas spiller ishockey, og René er en vigtig skikkelse i kunstmiljøet. Tilfælles har de dog det, at de også bruger deres fritid på projekter, der er relevante for advokatbranchen. Tænketanke, aktiviteter i forskellige råd og udgivelse af bøger hører til noget af det.
Inden Jonas blev færdig som advokat, fik han møderet for landsret, da han som fuldmægtig i det, der i dag hedder Gorrissen Federspiel, gik og bankede på døre for at få retssager. Det gik op for ham, at det var en god uddannelse at sidde ved domstolene, så ”i ungdommens kådhed”, som han siger, skrev han til højesteretspræsidenten. Han blev ansat som fuldmægtig i Højesteret, som var sagsbehandling på allerhøjeste niveau.
Derefter vendte han tilbage til universitetslivet for at skrive en ph.d. Det endte med en doktorgrad. Han tog ni måneder i landsretten, men det var for passivt og tilbagelænet, og derfor blev han lektor. Senere blev han direktør for Institut for Menneskerettigheder, men han sagde til sig selv, han kun måtte blive der i 10 år, til han blev 50, så i efteråret begyndte han at undersøge muligheder. Han ville tilbage til retssalene.
René har været syv år hos Kammeradvokaten, hvor han blev partner. Han var glad for det og fik masser af retssagserfaring og landsretssager. Grundet en konflikt med den daværende kammeradvokat ville han gerne derfra – ”jeg var heller ikke så gammel, kun 35” – begrunder han det med. Han kom i 1999 til det daværende Lett & Co, der dengang var et mellemstort firma. Fokus var ubetinget retssager. ”I advokatbranchen går man enten frem eller tilbage, man kan ikke stå stille,” siger René. I Lett & Co. besluttede man derfor, at firmaet skulle være landets 5. største advokatvirksomhed. De åbnede i Aarhus også, gennemgik fusioner, og han var en del af ledelsen. Efter mange år med det træder han et skridt tilbage, fordi han tror, han kan blive valgt som folketingsmedlem for de konservative i Esbjerg. ”Det kunne jeg overhovedet ikke”, siger han grinende og konstaterer, at han end ikke er medlem i dag. Efter fusioner var Lett & Co. i 2017 blevet til DLA Piper, et af Danmarks største, og man har fået transaktioner som dominerende firmakultur. Han begyndte så småt at savne retssalskulturen, men har også overvejelser i forhold til at skulle skifte til et andet firma: ”Det var lidt ligesom at skulle have en ny familie. Så skal man igennem alt muligt f.eks. firmahistorie. Been there done that. Det er en uoverskuelig tanke, men så dukker Jonas op.”
/offersen%20og%20christoffersen%20banner4.jpg)
Kun et par måneder forinden stod René og Jonas begge to i en situation, hvor de overvejede, hvad arbejdslivet ellers kunne. Jonas havde tilbragt de sidste 10 år hos Institut for Menneskerettigheder og var blevet opfordret til at søge stillingen som Folketingets Ombudsmand. René havde tilbragt 20 år hos DLA Piper og var i tvivl om, hvorvidt de kommende 15 år også skulle bruges der. Jonas tog fat i flere profiler i branchen i jagten på gode råd om, hvordan han kunne vende tilbage til retssalene og paragrafferne. Han inviterede blandt andre René til højtbelagt smørrebrød på en klassisk smørrebrødsrestaurant på Gammeltorv.
René var faktisk lidt bekymret for, at Jonas ville ind til DLA Piper, for han mente ikke, at en 50-årig dr.jur. med speciale i menneskerettigheder var den rette i et transaktionsfirma. Det var meget mere kommercielt og havde andre værdier. ”Han ville brænde op indvendigt,” tænkte René. Heldigvis søgte Jonas bare sparring, fandt René ud af, da de sad der over smørrebrødsmadderne.
”Jeg spurgte ham: Hvad ville du gøre, hvis du var mig?” fortæller Jonas.
De to snakkede frem og tilbage om, hvad Jonas drømte om, og hvilke muligheder der var.
Da René gik fra restauranten, tænkte han over, at han – ligesom Jonas – havde søgt andre veje i noget tid, og nu var der en oplagt mulighed. Da han kom hjem til sin hustru, åbnede de en flaske rødvin og snakkede om, om det virkelig var nu, René skulle starte sit eget – og skulle det være sammen med Jonas?
Jeg grinede lidt – Offersen og Christoffersen har jo en vis klang – men så tænkte jeg, at det er fandeme interessant
”Hun var slet ikke i tvivl, for hun kender godt Jonas, så hun sagde, at nu skulle jeg bare sende den besked.”
Ved halv ti-tiden, inden René børstede tænder og gik i seng, skrev han en SMS på én linje til Jonas: ”Offersen & Christoffersen?”
”Jeg grinede lidt – Offersen og Christoffersen har jo en vis klang – men så tænkte jeg, at det er fandeme interessant og skrev tilbage og spurgte ham, om han mente det,” fortæller Jonas.
Efterfølgende mødes de tre gange, før de officielt giver hånd; Offersen og Christoffersen er en realitet.
Det gik ret stærkt. Og det handler måske om, at de to har en høj faglig respekt for hinanden, og de kan godt sammen personligt. De har en fortid, hvor de har krydset veje. René har undervist Jonas på studiet, og René har hørt Jonas i forskellige sammenhænge som forsker og direktør. ”Du var også til min tiltrædelsesreception på instituttet,” siger Jonas. Ingen af dem kan huske det, men Jonas har fundet René på gavelisten.
Men den egentlige grund til, at Jonas er interesseret i Renés gode råd, er, at de har tilbragt de sidste seks år i den danske lokalstyrelse for de Nordiske Juristmøder. Jonas er for tre år siden blevet formand. De forklarer, at man har samlet de bedste indenfor domstolene, embedsværket, advokater, professorer osv. Jeg hæfter mig ved ”de bedste”. Måske over middel retter de det til. ”Det må du få andre til at sige,” siger de og griner. Efter de begge blev en del af det, begyndte de at rejse sammen og tilbringer tid sammen. ”Det nordiske kræver ikke en stor arbejdsindsats, men det er et specielt sted, så når man lærer hinanden at kende i den ramme, er man tryg ved hinandens professionelle habitus,” siger René.
De har spændende CV’er begge to, haft succes indenfor hver deres felt. Spørgsmålet er, hvordan de kan bruge hinanden og ikke mindst, hvorfor de overhovedet har brug for hinanden.
”Det er ikke så svært. Nogle gange kan 1 og 1 give 3,” siger René. Han er overbevist om, at han ikke selv kunne starte ”René Offersen” med principielle og komplekse retssager. Det er i forhold til troværdighed helt afgørende, om man er alene eller gør det sammen. ”Så når der kommer en profil som Jonas med den historik, så løfter vi hinanden langt over, hvad vi gør hver for sig,” siger René.
For Jonas giver samarbejdet også god mening, for René har fødderne godt nede i branchen og kender den ud og ind. ”Han kan en masse advokatfagligt, jeg kan lære meget af. I al beskedenhed er vi to habile jurister, som nu har fagligt ping-pong om sagerne, fordi vi tænker forskelligt.”
/offersen%20og%20christoffersen%20banner3.jpg)
Fra de to gav håndtryk midt i december er det gået rigtig stærkt, og det er faktisk lykkedes dem at starte en virksomhed på syv uger.
”På syv uger giver vi håndslag, siger op, forhandler aftaler med videre, laver hjemmeside, køber advokat-it-systemer, ansætter medarbejdere, indgår lejemål, køber møbler, flytter ind og passer arbejde ved siden af,” siger Jonas.
René vågner dagen efter, de har givet håndtryk og har sovet uroligt. De havde faktisk aftalt, at de skulle tage det roligt hen over julen og lige vente med at afsløre deres skifte, men han kunne allerede se, at der ville være sager, han ikke kunne gå ind i, velvidende han ikke ville fortsætte. Der var loyalitetskonflikter. Han er klar over, han ikke kan vente, og de to bliver enige om at dele det med centrale personer. For Jonas' vedkommende var han den øverste leder for 140 mennesker, så afgangen skulle tilrettelægges ordentligt med bestyrelsesformanden.
Noget af det første, de giver sig i kast med, er hjemmesiden – og selv om de havde aftalt at vente lidt med lejemål, kunne de alligevel ikke sige nej, da de fandt deres nuværende kontor. De skrev under, og ugen efter var lejemålet deres. Først dagen efter lejekontrakten blev underskrevet, fik René endeligt at vide, om han kunne få lov til at gå med det samme – normalt er der seks måneders opsigelse – men han fik heldigvis lov.
De sager, de særligt gerne vil finde plads til, er også en slags, de har haft erfaring med før. Det er dem, der driver værket og giver dem lyst til deres arbejde.
”Det, jeg er god til, er komplicerede, komplekse sager med meget dygtige mennesker, der er kommet i store problemer, for jeg kan fastholde deres tillid. Det er meget spændende med den menneskelige dimension. Det har jeg lavet meget af,” fortæller René.
Her nævner han blandt andet Peter Brixtofte, som han bistod fra start til slut og gennem megen modgang.
”Alle forbandt ham dengang med at være kompliceret og besværlig. Han var i en meget vanskelig situation på alle måder. Jeg så ham også bagefter. Man kan få, hvad der minder om et kollegialt forhold – man er ikke venner som med gamle venner – men man har noget sammen, når man har været igennem otte år og over 200 dage i retten med utrolig megen modgang,” fortæller René.
Altså, hvis man skal sige noget til unge jurister, så er det, at det hele er tilfældigt
Det er den type retssager, han ønsker, der skal være plads til flere af. Han har erfaring med at repræsentere professorer, politikere og direktører.
”Dygtige mennesker på højt niveau. Det har jeg det allerbedst med. Den oplevelse af at være med i et kritisk forløb, hvor der er andre facetter end det stringent juridiske. Den rolle vil jeg gerne have, og det har jeg rig mulighed for her,” siger René.
”Det vigtigste er, at der også er plads til det, der giver mig min energi, nemlig det, som har personlig og samfundsmæssig betydning,” siger René.
De drømmer ikke om at tjene ligeså meget som alle de store. Det er en spændetrøje. De har skabt en ramme med et forholdsvist beskedent niveau og uden ambitioner om at tjene vanvittigt mange penge. Det lægger deres specialer ikke op til. Det er de stærke sager. Det at repræsentere mennesket. Og den mulighed har de måske begge to drømt om uden helt at være klar over det.
”Altså, hvis man skal sige noget til unge jurister, så er det, at det hele er tilfældigt. For mig har det her længe været en drøm, men jeg har også lavet noget andet, der også var en drøm. Hvis man holder sig åben overfor, hvad der er sjovt, viser det sig, at mange ting er sjove. Mange tror, min karriere har været retlinet, og at jeg har fulgt en karriereplan. Men i virkeligheden har den været fuld af kolbøtter og tilfældigheder. De bedste idéer har andre fået for mig,” fortæller Jonas.
/offersen%20og%20christoffersen%20banner2.jpg)
Til at starte med fortalte René om, at en advokatvirksomhed ikke kan være statisk. Enten er den i fremdrift eller tilbagegang. Jeg spørger ind til, hvad deres strategi er. De vil ikke være for store. Og de er der ikke for pengene alene. De er der for sagerne og retssagerne. De vil lave principielle, komplekse retssager og højspecialiseret juridisk rådgivning på udvalgte områder. Svaret er indøvet, nedskrevet og gennemtænkt. Hvis de skal lave de sager, de gerne vil, så skal de holde en vis størrelse. Der er i det nye kontor plads til 10 mennesker, så der er plads til at vokse – ikke dermed sagt, det er en del af strategien.
Udviklingen af strategien er nemlig netop blevet igangsat, og der sidder en erfaren kvinde – en tidligere advokat med erfaring som direktør i en stor virksomhed – og hjælper med at lave en passende strategi til dem. Lige nu søger de efter en fuldmægtig, og det forpligter:
”Åbner vi op for yngre advokater, så har de en interesse for deres egen situation, ligesom vi har for vores. Så hvor skal vi hen af? Yngre jurister søger et stærkt strategisk fundament, der er formuleret skarpere, så det har vi sat i gang,” siger René.
”Den store opgave bliver at lære at sige nej. Vi skal holde os til vores butik, og vi kan ikke få det hele. Vi skal ikke være et stort varehus, men en nichebutik præget af høj kvalitet,” siger Jonas.
”Klienterne skal vide, at hvis vi tager deres sag, så er det bare i orden. Vi leverer ikke noget, vi ikke kan stå inde for. Så dør vi. Det skal rendyrkes. Min erfaring som direktør siger, vi hele tiden skal justere, for der sker hele tiden noget,” siger Jonas.
I de gamle jobs oplevede de ofte interessekonflikter og måtte ind i mellem sige nej til sager, de faktisk brændte for. Det er meget nemmere at undgå med en lille virksomhed.
”Ethvert advokatfirma kan kun være med en gang, og jeg kan ikke se, hvorfor vi ikke skal tages i betragtning i det marked, hvor de største er med. Det er svært at sige uden at lyde lidt pralende, men det er jo fakta,” siger René.
Det er ikke sådan, at de er nervøse. Fremtiden er måske uklar, men den er ikke forbundet med nervøsitet. Det har de været for mange år i branchen til, og de har hurtigt fået bekræftet, at de har et godt klientgrundlag. Men der er alligevel noget, der har overrasket dem. Det at åbne kontoret har faktisk været sværere end alt det, der skulle ordnes forinden.
”Det går den rigtige vej, men hver dag er der 10 uforudsete ting. Så er der ikke kaffe, og der kommer en klient lige om lidt. På et tidspunkt fik jeg min hustru herned, og hun har været her i en periode for at hjælpe,” fortæller René.
”Alt det vi skulle, inden vi åbnede, kender jeg fra min hverdag. Det handler om lejeaftaler, forhandling af udtrædelse osv. Men at komme i drift – alt er nyt! Der er mange børnesygdomme, og de er meget voldsommere for mig at håndtere. Der er jeg magtesløs,” siger René.
”NemID,” udbryder Jonas.
”Jeg vil slet ikke tale om NemID,” svarer René.
”At få NemID, NETS og PostNord til at gå op i en højere enhed på samme tid. Det er skrækkeligt. Det er de små ting, der er svære, ikke de store. Så køber man en hæfteklammemaskine, men der er ingen hæfteklammer med,” siger René.
”René har brugt mere tid på hæfteklammer end på vores forståelsespapir. Den helt store beslutning var nem at træffe, men de små er svære at gennemføre,” konstaterer Jonas.
