Dronningens samtykke er ikke letkøbt

Herhjemme er Dronning Margrethes eneste rolle, når det kommer til landets lovgivning, at underskrive de færdigt udformede lovforslag, der kommer fra politikerne. Hun er en ceremoniel figur uden nogen reel magt over udformningen af lovforslaget.
Indtil for knap en uge siden troede briterne, at deres dronning havde en lignende rolle.

Men ifølge afsløringer fra The Guardian ser det nu ud til, at dronningen langtfra har holdt sig til blot at være en underskrivende kransekagefigur, når det har gjaldt ny lovgivning. Tværtimod. The Guardian har fundet mere end 1000 tilfælde, hvor dronningen og hendes rådgivere har været direkte inde og vurdere – og i flere tilfælde revurdere – lovgivningen, før den er blevet udformet. Det drejer sig blandt andet om en episode tilbage fra 1970’erne, hvor dronningens rådgivere og advokater lobbyede den britiske regering til at tilføje ændringer til en lovgivning, hvilket betød, at dronningen kunne få lov til at skjule sin reelle formue for den britiske befolkning.

Årsagen til, at dronningen overhovedet havde muligheden for dette, skal findes i den procedure, der kaldes Queen’s Consent. Dronningens samtykke. Denne omhandler nemlig ikke bare den standardprocedure, hvor dronningen skal være den formelle underskriver af en lov. Dronningens samtykke skal nemlig søges, før et lovforslag overhovedet kan godkendes af parlamentet, skriver The Guardian. Denne procedure kræver, at ministre skal gøre dronningen opmærksom på ethvert lovforslag, der potentielt kan have effekt på den royale stand eller royale interesser. Det har reelt betydet, har det nu vist sig, at dronningen har haft mulighed for at påvirke lovgivningen, før den overhovedet er blevet offentliggjort, og derfor i skjul fra offentlighedens lys.
Som en kronikør beskriver det i The Guardian: ”(…) Det er en konstitutionel skandale.” 

Højesteretsdommer: Ikke så mærkeligt, at dronningen vil beskytte egne interesser

Men hvordan ser det ud herhjemme? Selvom ”kongen” og dennes magt og begrænsninger nævnes 41 gange i den danske grundlov, er det faktisk ikke særlig meget, vores konge eller dronning har at skulle have sagt.

”Det er utvivlsomt sådan i Danmark, at dronningen ikke har nogen magt i statsretlig sammenhæng. Efter grundloven kan hun ikke foretage nogen statshandlinger, uden at en minister skriver under. Dronningen er som person ansvarsfri, og det er i stedet ministeren, der har ansvaret. Magten følger ansvaret. Er man som dronningen ansvarsfri, har man heller ikke nogen kompetencer eller magt. Det betyder i praksis, at dronningen ikke kan nægte at skrive lovforslag under eller i øvrigt handle på egen hånd i statsanliggender. Hun er en ceremoniel figur, der politisk skal holde sig på måtten,” lyder det fra højesteretsdommer, Jens Peter Christensen, der er tidligere professor i statsret, og sammen med to kolleger har skrevet den lærebog i statsret, der er pensum på jurastudiet.

Jens Peter Christensen

Hvad angår situationen England, kan højesteretsdommeren godt se, at det måske ikke ligefrem ser videre pænt ud, når det kommer frem til overfladen, at den engelske dronning har påvirket lovgivningen i et demokratisk styre. Men derudover ser han det ikke som noget ’unaturligt’, at hun – når nu hun har muligheden for det – forsøger at varetage sine egne interesser.

”Det handler jo om, at dronningen på en række lovgivningsområder har en egeninteresse i, hvordan reglerne ser ud. Det behøves der strengt taget ikke at være noget galt i, selvom det pressemæssigt kan være noget skidt. Men når man har en særlig praksis i England om, at lovgivning, der vedrører dronningen, skal have hendes samtykke, så er der jo ikke noget voldsomt mærkeligt i, at hun bruger den praksis og forsøger at påvirke lovgivningen,” siger Jens Peter Christensen og uddyber:

”Problemet er jo, hvis praksis om Queens’ Consent ikke skal forstås så direkte, hvilket formentlig er præmissen for den kritik, der er nu. Hvis praksis blot skal forstås som al anden forfatningspraksis, hvor dronningen bare har at stikke piben ind og underskrive, så er sagen en anden. Men man kan stadig spørge, er det helt utilstedeligt, at hun arbejder for sine egne interesser? Det er selvfølgelig noget skidt, når det kommer frem, men det er vel ikke vanvittigt unaturligt.”

Jens Peter Christensen kan ikke forestille sig, at man på samme måde i Danmark ville se eksempler på, at Dronning Margrethe ville få sine egne advokater til at lobbye for bestemte ændringer i danske lovforslag, før hun ville underskrive dem. Men han afviser dog ikke, at der selvfølgelig kan være områder, hvor dronningen herhjemme også kunne have en vis interesse i at ville påvirke udfaldet af en lovgivning.

”Hvis vi i dansk lovgivning pludselig sagde til dronningen, at nu skal du til at betale skat og moms, eller at nu må du ikke bo på Amalienborg, men du skal bo på Amager, så vil det jo også være noget, vores dronning naturligvis kunne have en vis interesse i at ville påvirke. Det ville jo ikke være grundlovsstridigt, hvis hun gik til statsministeren for at sige, at en sådan lovgivning ville hun være ked af.”