Dom fra Norges højesteret udstiller de juridiske udfordringer ved at dømme på klimaets vegne

Kan staten være juridisk forpligtet til at stoppe fremtidige investeringer i udvinding af gas og olie, hvis det belaster mængden af CO₂-udledninger? 

Det spørgsmål har den norske højesteret  netop behandlet i en sag, der har fået stor opmærksomhed hos vores norske naboer. 

Sagen handlede om ti nye tilladelser til udvinding af olie i Barentshavet nord for Norge. Tilladelserne, der blev givet i 2016, var blevet indbragt til domstolen af bl.a. Greenpeace, der kaldte dem ulovlige og på kant med den norske grundlovs § 112, der i Norge kaldes 'miljøparagraffen'. Paragraffen blev skrevet ind ved en grundlovsændring tilbage i 1992, og den siger bl.a., at den har til formål at "verne naturen for kommende generasjoner. Den gir innbyggerne rettigheter og pålegger myndighetene ansvar. At miljøparagrafen står i Grunnloven betyr at den har rang over andre norske lover."

Den norske højesteret fastslog dog i deres afgørelse, at det alene er myndighedernes mandat at vurdere, hvilke miljømæssige investeringer der skal iværksættes i fremtiden. 

Ikke den bedste sag

Sagen er interessant, fordi sagsøgerne i tidligere instans hos den norske pendant til landsretten, lagmannsretten, havde fået medhold i deres anklager.

Her gav man sagsøger ret i, at § 112 i den norske grundlov skal forstås sådan, at den "også omfatter retten til å unngå klimaforverring gjennom global oppvarming, og herunder mente lagmannsretten at også utslipp av klimagasser fra forbrenning av olje og gass i utlandet må tas med i betraktning."

Afgørelsen her var en sejr for sagsøger, men sagen havde ikke de store muligheder for at vinde ved højere instans, vurderer advokat hos Simonsen Vogt Wiig, Christian Reusch. For sagen afspejler ifølge ham et usikkert sagskompleks, hvor man beder Stortinget tage stilling til usikre vurderinger af potentielt fremtidige udledninger og miljøbelastninger. Og det ville være urealistisk at tro, at landets højeste instans ville dømme i sagsøgernes favør i et spørgsmål behæftet med så stor usikkerhed.

"Kunne det ikke vært mulig å ha funnet en bedre sak? Med det mener jeg en sak som ikke gjelder mulige fremtidige utslipp av usikkert omfang, men noe som kan være mer målbart her og nå? Var det virkelig noen realistisk mulighet for at Høyesterett ville gå enda lenger i å anvende § 112 som en konkret rettighetsbestemmelse", skriver han i en kommentar til onlinemediet Rett24.

Reusch peger på, at Stortinget i den konkrete sag har truffet den eneste rigtige beslutning. For at afgørelsen ikke falder ud til sagsøgers side, skal ikke ses som, at det højeste organ i Norge er klimaskeptiske. Tværtimod skal det ses som udtryk for, at retssystemet står sin prøve.

"Det betyr ikke at Høyesterett er klimaskeptikere. Den innledende delen av dommen gir en omfattende redegjørelse for menneskeskapte klimaendringer, og dommen forutsetter på mange vis at dette er et problem som krever betydelig innsats for å løses. Mandatet for å gjøre dette ligger imidlertid ikke hos dommere, men primært hos våre folkevalgte organer. La oss vri saken og tenke oss at høyesteretts dommere var en gjeng klimaskeptikere som ikke har tillit til vitenskapen – da ville vi vel vært skeptiske til om de med Grunnloven i hånd skulle komme til at innførte klimatiltak skulle tilsidesettes for eksempel etter § 102 fordi de er for inngripende i privatlivet?", skriver han i Rett24.

Sagen er det seneste skud på stammen af gruppesøgsmål, som flere steder i verden bringes for domstolene i forsøget på at bruge juraen som løftestang for at få landene til at reagere hurtigere på klimakrisen.