/Ansigtsgenkendelse.jpg)
"The right to life is an absolute right, whereas the right to privacy is a qualified right."
Det er lige nu stridspunktet mange steder i verden i relation til coronaepidemien – skal vi give køb på vores privatliv for at redde liv, eller skal vi værne om vores ret til autonomi forudsat, at det kan fastholde verden i et højere smittetryk?
Et af svarene på dette samfundseksistentielle dilemma forsøger DLA Piper med en ny analyse at belyse. Ifølge analysen er det nemlig ansigtsgenkendelse, der fremadrettet bliver den helt store slagmark, hvor både løsninger og udfordringer skal stå ansigt til ansigt.
Undersøgelsen er sket i samarbejde mellem DLA Pipers afdelinger i Irland, Danmark og Hong Kong, og den peger på flere interessante perspektiver for fremtidens brug af ansigtsgenkendelse. For når verden om forhåbentlig ikke så længe lægger coronavirusset bag sig, så vil ansigtsgenkendelse være et vigtigt våben i omstillingen til det, eksperter kalder 'low touch economy' – altså en verden, hvor vi ikke fysisk interagerer med hinanden og med diverse anordninger i det offentlige rum.
Fra 60'erne til i dag
De første forsøg med ansigtsgenkendelse blev skabt i 1960'erne, og mens teknologien i mange år lå stille, så har ansigtsgenkendelse for alvor taget fart i de sidste ti år. Herhjemme har vi eksemplet fra Brøndby Stadion, der via ansigtsgenkendelse kunne udpege ballademagere, men flere andre steder har man i kølvandet på coronavirusset for alvor fået nye muligheder i kampen mod sygdommen. I undersøgelsen kan man bl.a. læse, hvordan en grossist i Irland har implementeret i et system, hvor medarbejdere kan tjekke ind og ud af deres vagt automatisk. Og i Kina er der et firma, der, ifølge undersøgelsen, har en hitrate på 95 % med et system, der kan give raske sygeplejersker adgang til hospitaler vel at mærke, mens de havde ansigtsmasker på.
I undersøgelsen kan man også læse, hvordan man kan dele ansigtsgenkendelse op i flere subkategorier – f.eks. verifikationsgenkendelse, som vi kender det fra vores smartphones, og som sammenholder biometrisk data med flere datasæt fra samme biometric på devicen, og så identifikationsgenkendelse, der identificerer ukendte personer via samkøring af data i en database.
Og her er det særligt den sidste form, altså identifikationsgenkendelse, der giver de største panderynker juridisk set, da det er i denne kategori, at masseovervågning finder sted.
De juridiske udfordringer på trods, så er det arbejdsgruppens indtryk, at der over en bred kam er et stort potentiale i at rulle teknologien ud, underforstået at den selvfølgelig lever op til gældende lovgivning. For det er langt fra al FRT, facial recognition technology, der er forkert.
"I nogle amerikanske stater er der indført lovgivning, der markant begrænser brugen af FRT. I EU er den generelle databeskyttelsesforordning den primære databeskyttelseslovgivning, der skal overvejes, men når det kommer til FRT, især når den bruges til at behandle biometriske data, er reglerne komplekse og er ikke nødvendigvis ensartede fra land til land. Og ikke alle tilfælde af FRT-brug er påtrængende, for eksempel FRT, der kan registrere tilstedeværelsen af et ansigt, men ikke bestemmer, hvem ansigtet hører til. I nogle dele af verden, såsom Hong Kong og i offentlige rum i Singapore, kan denne form for dataindsamling muligvis ikke engang udgøre indsamling af personoplysninger, hvis hensigten ikke er at identificere registrerede", siger Mark Rasdale, partner hos DLA Piper Ireland.
I Danmark har partner Marlene Winther Plas bidraget til undersøgelsen, som du kan læse HER.