Med studiestart lige om hjørnet er der nu nyt for de jurastuderende, som overvejer en karriere som advokat. Djøf Advokat lancerer et helt nyt tilbud til jurastuderende på kandidatuddannelsen, der skal give de studerende indblik i livet som advokatfuldmægtig og advokat samt inspirere dem til at forfølge advokatdrømmen.
Djøf Advokat Akademiet bliver det foretrukne mødested for jurastuderende på kandidatuddannelsen, som ønsker et stærkt og fagligt funderet netværk, og som ønsker at forfølge en karriere som advokat. Vejen dertil skal nås gennem et bredt udbud af gratis faglige og sociale arrangementer, foredrag og gå hjem-møder, som alle har det til fælles, at de enten skal give de studerende et unikt og anderledes indblik i advokatbranchen, belysehverdagen som advokat på tværs af brancher og sektorer eller give de studerende nye og konkrete værktøjer, som klæder dem på til en stilling som advokatfuldmægtig.
“For Djøf Advokat er det helt oplagt, at vi også fokuserer på at engagere og motivere fremtidens advokater. Håbet er naturligvis, at en overvejende del af de studerende
efter deres studietid beslutter sig for at gøre karriere som advokater, men samtidig vil vi også gerne motivere dem til at engagere sig i kollegiale sammenhænge og faglige netværk”, fortæller formanden for Djøf Advokat, Mathias Krarup.
Vil tættere på de unge ildsjæle
Sammen med en gruppe jurastuderende har Djøf Advokat henover sommeren arbejdet på at tilrettelægge efterårets program, bl.a. har fokus på advokaten som klientens betroede rådgiver og med oplæg af prominente navne fra branchen. For Mathias Dahlerup Krarup har det med akademiet været vigtigt at skabe et rum, hvor man opmuntre og udfordrer de studerende til at tage de rigtige valg.
“Blandt jurastuderende findes mange ildsjæle, som vi gerne vil opmuntre til at hjælpe med at skabe værdi for deres medstuderende. Vi har været heldige at samle et stærkt hold af jurastuderende, som trods deres unge alder, studiejobs og mange andre aktiviteter i sommerferien alle har ydet en stor indsats for at sikre et stærkt program i forbindelse med vores lancering - det lover godt for fremtiden og bekræfter os i, at Akademiet er en god introduktion til det kollegiale arbejde for fremtidens advokater”, siger han.
Mathias Krarup fortæller videre, at Djøf Advokat også i efteråret vil gå forrest i debatten om at sætte fokus på mere god ledelse i advokatbranchen, mens advokatens særlige DNA vil være det faglige tema for den traditionsrige årsfest, Djøf
Advokat-dagen, som i år afholdes fredag den 25. oktober 2019 i Brøndsalen på Frederiksberg, hvor mere end 150 advokater og advokatfuldmægtige forventes at deltage.
"Vores medlemmer efterspørger i stadig stigende omfang faglige studierejser og advokatkonferencer i såvel Europa som i resten af verden. Derfor tilbyder vi vores medlemmer at deltage på en stor advokatkonference i London i slutningen af september, og inden længe åbner vi for tilmelding til en oversøisk studietur til Washington og New York med afrejse i midten af november."
Akademiets arrangementer bliver åbne og gratis for alle jurastuderende på kandidatuddannelsen, som er medlemmer af Djøf. Første arrangement afholdes den 25. september 2019, og tilmelding er allerede åbnet.