”Det var kun den juridiske forelskelse i starten”

Fra kontoret i tagetagen er jeg blevet vist en etage nedenunder og står i noget, der minder om en minimalistisk spisestue i en københavnerlejlighed. Et stort træbord i midten af det aflange lokale og en bogreol i den side, hvor man træder ind. Her er alt fra bøger om Christiania til kunst og dansk møbeldesign. Øverst ligger også ”Lovord”, Bo Lidegaards nyligt udgivne bog, hvor Knud medvirker med fortællinger fra sit arbejde som advokat. Lulla kommer ud fra kontoret på venstre side. Hun har en grå kjole på, løst hår og klipklappere på fødderne. ”Har du ventet længe?”, spørger hun. ”Knud er klar på sit kontor herinde”. Vi går ind på Knuds kontor til højre.

”Jeg har været klar længe, det er dig, der kommer for sent, ikke?”, spørger Knud med et smil. Men jeg har stået i receptionen på etagen ovenover, som også hører til kontoret, siden 8.50. ”Det var da fjollet”, siger han og vinker med sin arm mod det store bord ved vinduerne. ”Sæt dig ned. Vil du have vand eller kaffe?”. Lulla hælder vand op i vores glas og tager selv en tår.

Siden 2003 har Lulla Forchhammer og Knud Foldschack arbejdet sammen på kontoret på Skindergade 23. Samarbejdet har taget dem rundt i forskellige miljøer i Danmark, fra Ungdomshuset på Jagtvej og Christiania, hvor de i en kortere periode havde kontor, til Bulgarien. De bor nu sammen i et bofællesskab i Lynge.

Med retfærdighed som trækplaster

Lulla har selv boet på Christiania i mange år, og det var også der, tanken om at blive advokat startede hos hende.

”Jeg boede på Christiania og begyndte som 29-årig at tænke over, hvad jeg skulle være. Jeg var håndværker og havde bygget mit eget hus, arbejdede i Smedjen derude og byggede blandt andet solceller. Men jeg blev pludselig bange for, at jeg skulle gå og være håndværker resten af mit liv og ikke have nogle penge overhovedet”, siger hun og fortsætter:

”På det tidspunkt havde jeg været med i nogle paneldebatter i TV-udsendelser om Christiania. Og så var der en ældre advokat, der kontaktede mig. Jeg sagde først nej tak. Men så dukkede han op nede i Smedjen”, fortæller hun. Knud indskyder: ”Og det var ikke mig.” De griner. Lulla fortæller videre: ”Nej, det var en ældre mand i 80’erne med lyseblåt jakkesæt og stråhat. Han inviterede mig på frokost, og det kunne jeg ikke stå for, når han nu også havde været der én gang før forgæves. Vi spiste på ’Huset med det grønne træ’. Han fortalte mig, at hvis jeg ville læse jura, ville han gerne betale min uddannelse. Han havde et advokatkontor nede ved Gammel Strand og fortalte mig, at jeg ville blive en strålende advokat.”

Lulla begyndte at læse jura. Hun havde et behov for at hjælpe mennesker, der på den ene eller anden måde var kommet i klemme i systemet. Som christianit havde hun også set, hvordan der opstod misforståelser og konfrontationer med myndighederne – konfrontationer, Lulla blandt andet mener opstod, fordi christianitterne var bagud i forhold til at forstå de juridiske rammer for det, de kæmpede for, nemlig deres egen berettigelse.

Også Knud mærkede som ung et behov for at kæmpe for retfærdighed. ”Jeg er børnehjemsdreng, så det der med at søge retfærdigheden har også tændt mig”, fortæller han. Knud havde ellers en drøm om at blive skolelærer, men han brugte sine ungdomsår på at råbe ”Atomkraft? Nej tak” og demonstrere mod Vietnam-krigen, så han endte med et snit på 5,52 på den gamle skala.

”Jeg blev jurist, fordi jeg var for dum til at blive andet. Men dengang var der ikke adgangsbegrænsning for at komme ind på jurastudiet. Som Karl Madsen, en gammel advokat og kommunist sagde, så kunne man ikke have adgangsbegrænsning på jura, fordi det var de riges dumme børn, der skulle komme ind på universitetet. Så derfor blev jeg jurist”, siger han.

Fokusset på at hjælpe dem, der ikke er så godt stillet, har Lulla og Knud taget med sig på til det to-etagers advokatkontor, hvor retfærdighed og personligt engagement gennemsyrer rummene.

Et samarbejde for livet

På trods af at begge havde samme grund og ønske med at gå juravejen, mødte de to først hinanden i 1998. Og det var i en venskabelig sammenhæng.

Lulla begyndte at arbejde på Knuds kontor. Til at starte med var det bare Knud og Lulla og så en sekretær til at tage telefonen. Knud og Lulla havde mange fælles ambitioner. De ønskede at drive et kontor, hvor man skulle deles om sagerne og hjælpe hinanden til en god løsning. Deres første projekt blev en tur til Bulgarien – og det var også den tur, som skubbede til det private forhold mellem de to.

"Det var kun den juridiske forelskelse i starten. Men det andet kom", siger Knud og kigger mod Lulla, som bidrager: 

”I virkeligheden startede det jo med, at jeg var engageret i Bulgarien og havde nogle venner der. Hele den bulgarske økonomi lavede et styrtdyk, og der var devaluering på 33 procent over et år, så de blev sindssygt fattige på kort tid, og de var jo fattige i forvejen. Og så skrev de til mig, om jeg kunne hjælpe. Og jeg tænkte: Hvad fanden gør jeg?”

Lulla spurgte Knud, som straks var med på idéen. De samlede et par stykker og tog sammen til Bulgarien, til en lille landsby, hvor alt var lavet af egetræ. Og der fik Knud den idé, at de skulle købe et hus, betale for at sætte det i stand og hjælpe de to familier med at leje det ud. Så nu har Lulla og Knud et lille hotel i Bulgarien, som de ikke tjener penge på, men som står der og er blevet drevet som hotel siden 2000.

Når ambitioner bliver virkelighed

I dag er de 20 ansatte på kontoret. Lulla og Knud sidder ikke på samme måde med sagerne i fællesskab mere. De sparrer med hinanden, men Lulla arbejder primært med bofællesskaber og arbejdsret, og Knud tager sig af de lidt mere kontroversielle sager. Men generelt for kontoret på Skindergade gælder det, at sagerne gerne må være lidt skæve og kontroversielle.

(…) vi tager de der lidt skæve sager, de lidt alternative sager, hvor der er brug for at tænke tre grader uden om juraen og måske tænke ud over lovbøgerne i stedet for at lade sig undertrykke af lovbøgerne

”Som kontor har vi haft en rigtig kraftig vækst og succes, fordi vi tager de der lidt skæve sager, de lidt alternative sager, hvor der er brug for at tænke tre grader uden om juraen og måske tænke over lovbøgerne i stedet for at lade sig undertrykke af lovbøgerne”, lyder det fra Knud.

Valget af sager har ført til, at Knud og Lullas kontor efterhånden har fået et ry af ideologisk karakter.

”Vi bliver jo tit kaldt det røde advokatkontor. Men alt er ikke rødt eller blåt. For os handler det om den rigtige sag, den rigtige beslutning, det rigtige mål, den retfærdige løsning, den fornuftige løsning. Det var jo ikke fornuftigt, at Ruth Evensen fik lov til at købe Ungdomshuset af Københavns Kommune – en bindegal beslutning, som kostede samfundet 300-400 millioner kroner. Den rigtige beslutning var, at der kom et Ungdomshus. Alle sagde, at det ville blive voldeligt, og at der ville ske ditten og datten. Men der har aldrig været så fredeligt. Det er lige før, man synes, det er lidt gabende kedeligt efterhånden”, siger Knud og strækker armen over ryglænet på Lullas stol. Hun griner og tilføjer:

”Og så tror jeg faktisk, at vi er med til at binde miljøerne sammen. En stor del af problemet – og det kan jeg virkelig huske, fra da jeg var fuldblodschristianit, det er mytedannelserne om de andre. Vi er sådan her, og dem der, de er på en anden måde. Jeg tror, det er rigtig godt, at man laver de der sluser ud og ind af miljøerne og får dem bundet sammen. Vi har jo været talerør for både Christiania, Ungdomshuset og for Folkets Hus på Stengade, på en måde så det bidrager til, at de her steder får en anden klang i offentligheden. At man får en ny forståelse for, hvordan noget i virkeligheden rører sig.”

Advokatkontoret i en gammel ejendom på Skindergade

Vi går op på øverste etage og forbi sekretærens plads, hvor jeg stod og ventede for en lille time siden. Passerer man skrivebordet, kommer man til et køkken, som må betegnes som det modsatte af industrielt. Bordpladerne er af lysebrunt træ, der står krydderurter i vindueskarmen, og ved vasken ligger et spækbræt efterladt med en brødkniv og adskillige krummer. Vidste man ikke, at det er et advokatkontor, kunne det være køkkenet i et hjem. ”Det er måske næsten for meget”, siger Lulla og viser ud på den første altan, som går lige ud fra køkkenet. ”Men vi lægger stor vægt på det sociale – her skal være rart at være.”

Knud stiller sig på modsatte altan. Sådan står de og kigger skiftevis på hinanden og ned mod gården, hvor håndværkere har lavet et hul i jorden, fordi de er i gang med at renovere. Altanerne i tagetagen er så højt oppe, at man kan røre ved taget. Knud og Lulla kunne godt tænke sig en tagterrasse, men det er et af deres fremtidige projekter. De har også en drøm om at lave kontoret om til et kooperativ, Danmarks første kooperative advokatkontor.

”Men vi har jo sådan en kedelig lovgivning, der gør det svært. Imidlertid må vi finde ud af, hvordan vi så kan gøre det. Det er ligesom vores filosofi her på kontoret, at man jo ikke betaler en masse penge for at komme op og få at vide, hvad der ikke kan lade sig gøre. Hvis man har en god sag, så skal man da finde løsningen, også hvis det betyder at bøje reglerne og finde afstanden mellem to dumme paragraffer, som gør, at det så kan lade sig gøre.”

Om Lulla og Knud får deres tagterrasse og får opstartet et juridisk kooperativ vil vise sig. Men begge ved, hvor de ser sig selv i fremtiden.

”Jeg er ikke helt lige så dedikeret som Knud, hvis jeg skal være ærlig. Jeg er rigtig glad for mit arbejde, for vores kontor og vores medarbejdere, men jeg har også seks heste i en stald derhjemme og en gammel drøm om at være landmand. Jeg vil gerne holde op med at arbejde som advokat, mens jeg stadigvæk har kræfter til at dyrke landbrug. Knud kommer til at arbejde, til han bliver 80”, siger Lulla og drejer blikket mod Knud som for at puffe venskabeligt til ham med øjnene.

Han svarer:

”Nej, hvorfor skulle jeg stoppe der?”. Køkkenet, hvor vi har bevæget os ind igen, fyldes med latter. ”Men hvad er arbejde? Hvis jeg skulle spille golf, ville jeg synes, det var et meget hårdt arbejde. Når man er så privilegeret, som vi er, og får lov til at arbejde med de sager, vi gør, så synes jeg ikke, det er arbejde. Så synes jeg, det er lige så meget at være levende. Det synes du vel også, ikke?” Knud kigger mod Lulla, som nikker.

”Jeg forestiller mig overhovedet heller ikke, at jeg nogensinde holder op med at arbejde. Forstået på den måde, at jeg altid vil have gang i et eller andet projekt. Jeg kommer ikke til at sidde og læse ugeblade og drikke te”, siger hun. Knud tilføjer:

”En af mine drømme har altid været at lave en juridisk skadestue. Måske når jeg det, når jeg bliver 80. Så vil jeg bare sætte mig ned et sted og skrive et neonskilt, hvor der står: ’Juridisk Skadestue’. Så kan folk komme og snakke med mig.”

Tiden vil vise, om 80-årige Knud er til at finde på en trappesten på Skindergade, siddende med et neonskilt og et tilbud om juridisk assistance, og om Lulla til den tid kører på en gravko på markerne ved bofællesskabet i Lynge. Det er en forestilling, jeg må tage med mig, da jeg får hånden af begge og træder ud på Skindergade igen til en formiddag i indre by.