“Mange tak for beskeden, det lyder spændende!
Jeg bruger utroligt meget tid på at slå græs og spille Diablo, så om jeg i virkeligheden er interessant nok, er jeg måske i tvivl om. ;)”.
Sådan skriver advokat hos Plesner Thomas Gønge - der for knap et år siden vandt en sag i Højesteret mod Københavns Kommune, hvor han optrådte som borger og part - til mig (forfatteren af artiklen) i en mail, efter jeg har spurgt om, jeg må skrive et portræt af ham til K-NEWS.
Det ender jeg med at overbevise ham om, at han er. Og vi mødes på Gavlen på Nørrebro til en snak.
For mig var det et konkret spørgsmål om forholdet mellem borgere og myndigheder og om rigtigt og forkert.
Noget af det første, Thomas Gønge siger til mig, dér på caféen, er, at han har bestemt sig for at svare ærligt.
“Så du må sige til, hvis det lyder for fjollet,” tilføjer han.
Sagsøgning fra sofaen
Thomas Gønge har før talt med journalister, og selvom han ikke selv går så meget op i, hvad der bliver skrevet om ham, fortæller han mig, at flere har sagt, at han skal bede om at få sine citater til gennemsyn.
Så det, sikrer han sig, er en mulighed, da vi taler sammen før mødet på Gavlen.
Sidst han var i kontakt med pressen, handlede det om, at han førte og vandt en sag mod Københavns Kommune, Kommunernes Landsforening og staten.
En sag, han selv var part i, og som gik hele vejen fra byretten gennem landsretten til højesteret.
Det hele bundede i, at Københavns Kommune havde opkrævet et gebyr fra en virksomhed, som Thomas Gønge kører ved siden af sit erhverv som advokat.
Gebyret var for erhvervsaffald.
“Da jeg fik den (opkrævningen på gebyr, red.), troede jeg, det var en fejl, fordi jeg ikke havde noget erhvervsaffald,” fortæller han.
Derfor skrev han til kommunen og spurgte, om det var en fejl. Det var det ikke.
“Man skulle betale, selv om man ikke havde noget affald, og når man så havde betalt, så måtte man kun smide affald ud, hvis man oven i det betalte nogle andre gebyrer. Jeg blev så provokeret af den praksis, som altså omfattede 300.000 virksomheder hvert år, at jeg i et lidt utålmodigt øjeblik sagsøgte dem hjemme fra min sofa,” siger Thomas Gønge og fortsætter:
“Jeg tænkte, det skal de ikke slippe afsted med.
Det var sådan, det startede.”
Den virksomhed, som Københavns Kommune opkrævede et affaldsgebyr fra, var Den Grønlandske Lovsamling, som Thomas Gønge lavede, da han fra 2006 til 2008 arbejdede som dommerfuldmægtig og hos ombudsmanden i Grønland.
Vodka, pølsehorn og en homobar
På mange måder var det et tilfælde, at Thomas Gønge endte i Grønland i 2006. Han var fuldmægtig i Datatilsynet, hvor han havde været i godt 1,5 år, da han en forårsaften mødte sin nuværende kone på en første date i København
“Jeg boede på Christianshavn i en lejlighed, hvor hun kom på besøg. Jeg sad og spillede guitar. Det gjorde jeg ikke så godt. Så vi drak lidt vodkasjusser og gik ud for at spise pølsehorn på 7-Eleven. Bagefter tog vi på homobar på Frederiksberg. Det var en high-end date, og vi har været sammen siden da,” fortæller han.
Hans dengang date og i dag kone havde i forbindelse med, at hun havde skrevet sit speciale om grønlandske forhold, fået job ved ombudsmanden i Grønland.
Bare et par måneder efter daten tog hun afsted.
Og et par måneder senere fulgte Thomas Gønge efter.
“Det var uden at vide, hvad jeg gik ind til. Helle (hans kone, red.) havde været i kontakt med en dommerfuldmægtig i landsretten, som sagde, at de manglede folk deroppe. Så sagde jeg okay, kan jeg få en af de pladser. Det kunne jeg. Og så tog jeg afsted,” siger han og fortsætter:
“Det var et sats. Det kunne gå begge veje. Jeg kunne være hjemme om en uge. Jeg havde aldrig været der før, og jeg havde ingen anelse om, hvad jeg kunne forvente. Jeg måtte bare se, hvad der skete. Jeg tænkte, lad mig lige prøve at forfølge det.”
At kende reglerne gør en stor forskel
Egentligt var det efter gymnasiet Thomas Gønges plan at læse matematik. Det gjorde han også i tre år. Men efter en værnepligt i Viborg og en faldende interesse for matematikken, skiftede han til jura. Ikke fordi han rigtigt vidste, hvad han skulle med det, eller hvad det indebar, men fordi han under sin tid i Forsvaret havde opdaget, at det kan gøre stor forskel, hvis man sætter sig ind i reglerne.
Og det lidt tilfældige valg førte senere Thomas Gønge til retssalene i Nuuk, hvor han til sin første sag i retssalen kørte ud over kanten af en repos på sin kontorstol, men senere blev så hjemmevant i det grønlandske retssystem, at han besluttede sig for at lave en onlinetjeneste med lovgivning vedrørende Grønland.
Indtil da stod alle lovene kun skrevet i fysisk trykte bøger hvilket betød, at man som jurist skulle sidde og klippe og klistre love, regler og ændringer sammen, når man arbejdede med dem.
“Det kom til skridt for skridt. Til at starte med var det for at se om det kunne lade sig gøre. For det var for åndssvagt, at man skulle sidde og klippe klistre i sådan nogle print,” siger han.
Da jeg, i København på cafeen, spørger ham, hvorfor han gad gøre det, når han nu ikke rigtigt fik nogen betaling for det, svarer han, at han ikke i begyndelsen havde tænkt over, hvor stort et projekt, det var.
“Hvis jeg havde tænkt over, hvor stort et projekt det var fra start af, så ved jeg ikke, om jeg havde gjort det. Men jeg tænker kun fem sekunder ind i fremtiden, når det kommer til sådan nogle hobbyprojekter” siger han og fortsætter:
“Jeg var sådan, at hvis det her virker, så ser vi, hvad der sker, og tager det trin for trin. Så jeg havde ingen færdig plan. Det viste sig, at med et par hyldemeter bøger om webprogrammering og lidt trial and error virkede det heldigvis. Nu har det kørt i snart 15 år og har en lang række myndigheder, advokater og virksomheder i Grønland og Danmark som brugere.”
Lægger ikke planer
I sidegaden på Nørrebro, hvor jeg sidder sammen med Thomas Gønge og snakker om Grønland og erhvervsaffald, får jeg lyst til at spørge ham, om han ved, hvad der driver ham i hans arbejde og måske også i hans liv.
“For det meste følger jeg bare min indre fornemmelse. Som udgangspunkt tager jeg tingene, som de kommer, og så vælger jeg ud fra de muligheder, der er. Jeg er ikke typen, der lægger store planer for mig selv eller projektstyrer mit liv. Så der ligger ofte ikke større tanker bag, men jeg vil da gerne udrette noget.” svarer han.
Jobbet hos Plesner, som Thomas Gønge startede i, da han kom hjem fra Grønland, var heller ikke en del af en større plan.
“Jeg havde en kammerat, der var hos Plesner, og som talte godt om det. Og så var jeg heldig at få muligheden for at starte der. Jeg havde orlov fra Justitsministeriet og sagde op i 2009 eller 2010, fordi jeg havde fundet det rigtige sted, og jeg har været der lige siden,” siger han.
Det var dog som virksomhedsejer, at han i sofaen med sin bærbare computer i skødet, sagsøgte Københavns Kommune tilbage i 2015.
“Havde jeg kunnet forudse hvilket omfang, det ville få, havde jeg måske ikke gjort det. Men lige i det øjeblik, var det nok kværulant-genet i mig, der vandt,” siger han.
Hvordan var det at være advokat for sig selv?
“I forhold til sagens indhold var det nemt og bekvemt, fordi ingen kender ens sag bedre end en selv, og sagen handlede om skattebegrebet og forvaltningsret, som er noget, jeg til daglig beskæftiger mig med.
Men når man er sin egen advokat, kommer man nærmest uundgåeligt til at opføre sig dumt nogle gange, fordi man ikke kan distancere sig fra sagen. Som advokat er det normalt, at modparten leger små julelege med dig, det kan godt være lidt irriterende, men man gør det også selv, og det er en del af spillet. Hvis man i stedet er part i sagen og derfor er målet og er den, der har skin in the game, så opleves det meget anderledes, hvis der for eksempel kommer en offentlig myndighed og siger noget, man mener er løgn. For så opfatter man det ikke som en del af spillet, men som snyd og som mere personligt, og så kan det være svært at holde hovedet koldt.
Så i forhold til den praktiske førelse af sagen var det ikke optimalt at føre sin egen sag, og det var klart mere tvunget af omstændighederne, end det var et valg. Det er jo udelukket at bruge et par hundrede tusinde kroner på en advokat til at føre en sag, der for en selv er 750 kroner værd, uanset om myndighederne årligt har kradset 100 millioner ind på gebyret alt i alt” siger han
Nogen vil kalde det Thomas Gønge gjorde aktivistisk for beløbet, som han fik tilkendt fra Højesteret i december 2020 var blot på 750 kroner (ekskl. moms).
Jeg spørger ham, hvordan aktivismen spiller sammen med det at være advokat i et stort, seriøst advokatfirma. Til det svarer han, at Plesner er et sted med højt til loftet, og at han i øvrigt ikke mener, at der er tale om aktivisme.
“Jeg opfatter ikke mig selv som aktivistisk,” siger han og tilføjer:
“For mig var det et konkret spørgsmål om forholdet mellem borgere og myndigheder og om rigtigt og forkert, som så tilfældigvis havde vidererækkende betydning, og som viste sig at illustrere nogle aspekter, når myndighederne møder borgerne i retssystemet, der var overraskende. Med hensyn til at formidle oplysninger om det, så siger jeg, hvad jeg mener. Så er jeg godt klar over, at min grænse for at sige, hvad jeg mener, den måske ligger et andet sted end visse andres.”
Hvorfor er det vigtigt at sige?
“På det højtsvungne plan er det jo noget med borgernes deltagelse i den demokratiske debat. I sammenhængen her synes jeg, det er relevant med information om, hvordan det foregår, når man fører sag mod det offentlige. Min egen personlige oplevelse har været, at myndighederne tager forskellige metoder i brug, som jeg ikke nødvendigvis havde forventet, at de ville gøre. Sådan noget med at prøve at lukke sagen ned på usagligt grundlag, og sige ting, som jeg tror, de godt ved, er forkerte,” siger Thomas Gønge og fortsætter:
“Jeg synes nok mest, at mine oplevelser var overraskende og også - da der jo ikke var liv og velfærd på spil - lidt underholdende. Så det var mere, fordi det så mærkeligt og sjovt ud end for at være aktivistisk. Jeg tænkte ’lad os lige få det lidt frem’.”
Så det var ikke fordi, du synes, det er vigtigt, at folk hører om det?
“Jo, jeg synes, at det er vigtigt, at folk hører om det, men der ligger ikke et større frelserkompleks bag det, tror jeg. Det er måske interessant info og i øvrigt i sammenhængen lidt sjovt.”
Thomas Gønge synes generelt, at flere advokater gerne måtte åbne munden og fortælle lidt mere om, hvad der sker, og hvad de synes vedrørende retsområdet og retssystemet.
“Advokater siger ikke så meget om, hvad der foregår. Det burde de måske. Jeg synes, det kunne være rart,” siger han.