”Det sker ofte, at vi snakker jura, når vi ses”

Michael åbner døren ind til sit kontor. ”Skal jeg hente noget vand eller kaffe til dig?”. Han står i døråbningen og lader døren stå åben, da han går ud på gangen for at hente vand. Kontoret er smalt. Hele den ene væg er forklædt med bøger, som var det et tredimensionelt tapet. Et skrivebord ved vinduet for enden af rummet og et lille mødebord med tre stole ved døren på venstre side, når man kommer ind. Mathias sidder ved mødebordet lige inden for døren. Han taler i telefon, men smiler og rækker hånden i vejret, da han ser mig. Michael vender tilbage med koldt vand i et hvidt krus med Aarhus Universitets grafiske blå logo.

I bygning 1414 på Bartholins Allé i Aarhus holder Det Juridiske Fakultet til. Går man fra hovedindgangen op ad trapperne, kommer man efter tredje sal til en smallere trappe, som drejer mod venstre. Som vindeltrappen i Harry Potter, hvor man skal helt op i toppen for at komme til destinationen. På fjerde og øverste sal er der få forelæsningslokaler. Bag en aflåst dør med glasfacade ligger en gang, hvor nogle af professorerne holder til. I lokale 417 har Michael Hansen Jensen kontor. Han er professor i statsret ved Aarhus Universitet.

Michael har siden sit andet år på studiet været fascineret af offentlige ret og især statsret. Men det var faktisk mere et tilfælde, at han i sin tid endte med at læse jura.

Jeg tror nok, at hjertet pegede mod historie, men det blev altså alligevel jura

”Oprindeligt var jeg i tvivl om, hvad jeg skulle læse. Da jeg gik på gymnasiet, var jeg faktisk vældig optaget af historie, men jura spøgte også. Da jeg så skulle vælge, tænke jeg, at jura nok var lidt mere sikkert, fordi man var mere sikker på at få et job. Jeg tror nok, at hjertet pegede mod historie, men det blev altså alligevel jura”, fortæller han og forklarer, at han også kunne se, at det var nogle spændende jobs, man kunne få med en jurauddannelse.

Michaels søn Mathias Rose Svendsen er advokat hos Bech-Bruun, hvor han rådgiver klienter inden for vedvarende energi eller ’Renewable Energy’, som er den internationale term. Ligesom sin far var Mathias heller ikke fast besluttet på, hvad han skulle efter gymnasiet.

”Jeg tror, jeg var lige så meget i tvivl, måske endnu mere, fordi jeg nok mest så mig selv som en naturfaglig, matematisk person. Så i starten havde jeg nok egentlig troet, at jeg skulle ende ud som læge”, fortæller han.

For Mathias stod valget mellem økonomi, medicin og jura. Hans mor er læge, og Michael jurist, så der var inspiration at hente hjemmefra. På trods af forestillinger om en tid på medicinstudiet, endte Mathias med at læse økonomi i et lille års tid, før han ombestemte sig og søgte ind på jura i stedet for.

”Og hvad var det så lige, der gjorde, at det lige blev jura?”, spørger Mathias sig selv og lader blikket glide rundt i rummet. Sådan sidder han lidt.

"Jeg var egentlig glad for økonomi, og jeg tror også, jeg havde været glad for at læse medicin. Så der var nok et eller andet, der sagde til mig, at jeg godt lige ville prøve jura, inden jeg lagde mig helt fast på, hvad jeg ville beskæftige mig med i resten af mit liv. Og så gik det jo hverken værre eller bedre, end at jeg blev glad for det og sådan set bare holdt fast i det”, siger han.

På trods af at tilfældighederne spillede en rolle, tror Mathias også, at familien havde en betydning for hans valg.

”Der er en eller anden tryghed i, at ens forældre har valgt det, og at de er glade for det. Du spejler dig jo lidt i omverdenen og ser, hvad folk har valgt, om de har haft succes med det og er glade for det”, fortæller han og kigger mod sin far.

Hver sin vej med juraen

Michael har sin daglige gang på universitetet, og Mathias har kontor på Værkmestergade 2, hvor Bech-Bruun holder til. For Michael blev det hurtigt en realitet, at han skulle arbejde med statsret. På andet år på jurastudiet havde han offentlig ret og blev meget optaget af det. Særligt statsret fangede hans interesse. Så da han blev tilbudt et studiearbejde på instituttet, hvor han skulle assistere professor Peter Germer, var han ikke i tvivl om, at han var på rette spor. Under studiet blev han tilbudt et stipendium og fik fri i et halvt år for at skrive.

”Og det blev faktisk til en lille bog om EU-ret, som er her et eller andet sted”, siger Michael. Både ham og Mathias drejer sig i stolen og kigger op og ned ad bogreolen bag dem. ”Nå, det er også ligemeget”, siger Michael, da projektet med at spotte bogen blandt de adskillige andre, virker for omstændigt. Han fortsætter:

”Men det var så endnu et søm i kisten, og jeg begyndte at tænke over, at der måske kunne være mulighed for et job inden for den offentlige ret på universitetet, hvis jeg skulle være så heldig.”

Mathias indskyder:

”Jeg tror, der er mange, selvom de ikke beskæftiger sig med statsretten direkte, som vil sige, at det er et rigtigt spændende område. Hvis man har muligheden for at få et professorat inden for det, så virker tanken bestemt ikke fjern for mig, at det er noget, man vil prøve at forfølge.”

Det er dog ikke statsret, Mathias har valgt at kaste sin faglige kærlighed på. Da han læste, fik han et studiejob i et af de store advokatkontorer. Som med hans valg af uddannelse bar også studiejobbet præg af tilfældigheder.

”Jeg havde både tanker om konsulentbranchen og om at gå dommervejen, men jeg blev ansat på et advokatkontor relativt tidligt på studiet. Og det gav mig en rigtig god introduktion til juraen og ikke mindst advokatverdenen, og så tror jeg, at jeg fik smag for det og blev hængende”, siger han og fortsætter:
”Som tiden gik vidste jeg derfor nok inderst inde, at det var i advokatbranchen, jeg hørte til. Derfor har jeg heller aldrig forladt branchen, og det er vist snart næsten 10 år siden inkl. min studentertid”, siger den unge advokat.

Et liv fyldt med jura

For både Michael og Mathias fylder jura en betydelig del i deres hverdag.

”Hvis man skal træde et skridt tilbage, må man nok sige, at det fylder ret meget. Det gør det i hvert fald for mit vedkommende, og det ved jeg, at det gør det også for Mathias”, siger Michael. Mathias nikker, og Michael fortsætter:

”Men vi tackler det jo ikke som nogen byrde, fordi vi synes, det er spændende. Jeg synes, jeg har det bedste job, man kan have.”
Ved siden af professoratet er Michael forfatter og redaktør hos Karnov og sidder i forskellige nævn og udvalg. Så på den måde arbejder han også med jura ved siden af den tid, han bruger som professor på det juridiske fakultet.

”Det er nogle ting, man vælger til, fordi de er interessante – og så kommer arbejdet jo til at fylde meget. Det gør det. Men ikke fordi det er nogen pligt, det er et valg. Det er, fordi det er sjovt.. Jeg har svært ved at sige noget negativt. Jeg føler mig privilegeret.”

Mathias tilslutter sig sin far:

”Arbejdet og juraen fylder nok meget for en udenforstående, men det er grundlæggende, fordi jeg synes, det er sjovt at beskæftige mig med de ting, og derfor tror jeg også, det automatisk kommer til at fylde en del. Så den der almindelige sondring mellem privatliv og arbejde, den er nok ikke så udpræget hos mig”, fortæller Mathias. For ham flyder arbejde og privatliv let sammen, og det er nok et mere eller mindre bevidst valg. Han forstår ikke helt, hvorfor der behøver at være en sondring:

”Det må da være lidt trist, hvis man skal dele sit liv skarpt op mellem arbejdslivog privatliv”, siger Mathias. Hverken ham eller Michael har styr på, hvor mange timer om dagen, jura på en eller anden måde rumsterer inde i hovedet.

”Hvis man skal tænke lidt nærmere over det, så fylder 'arbejdet' meget af min tid. Jeg tænker over spørgsmål og sager, når jeg er hjemme hos mig selv, som man måske mere ”kasseagtigt” ville henregne til privatlivet. En lørdag eller en søndag, når jeg går og laver noget andet, kan jeg fx let komme til at tænke på en sag, og det, vil jeg jo ikke sige, er arbejde. Jeg tænker jo over det, fordi jeg synes, det er sjovt”, fortæller Mathias.

Juridisk sparring

Og det er ikke kun, når de er hver for sig, at juraen fylder hos far og søn. Familien ses flere gange om ugen, og det sker ikke sjældent, at jura svæver i luften sammen med osen fra aftensmaden.

”Det sker ofte, at vi snakker jura, når vi ses. For det første tror jeg, det kommer helt naturligt, når man har samme professionelle sfære, som man bevæger sig indenfor. Ydermere synes jo vi begge, det er sjovt”, siger Mathias og kigger mod sin far. De kigger begge på hinanden i lidt tid, indforstået, som sad de ved middagsbordet.

Så jeg tror, at uden vi vil karakterisere det som hardcore jura, sniger det sig ind, selvom vi diskuterer noget, som ikke umiddelbart er jura i sin direkte form

”Og så indeholder jura en stor portion af logik. Hele den juridiske tænkemåde kan man jo anvende i forskellige sammenhænge. Så jeg tror, at uden vi vil karakterisere det som hardcore jura, sniger det sig ind, selvom vi diskuterer noget, som ikke umiddelbart er jura i sin direkte form”, siger Mathias.

”Ja, det fylder meget, ingen tvivl om det”, bekræfter Michael.

Når der lige langes en paragraf over middagsbordet sammen med sovsen, så er det også for at vende spørgsmål og drøfte. Hvis eksempelvis Mathias sidder med et spørgsmål, som bunder i en mere generel problemstilling og med rum for fortolkning, så vender de af og til spørgsmålet sammen.

”Mathias sidder med rigtig mange spørgsmål. Og nogle af de spørgsmål vedrører sjove dele af juraen eller fremstiller problemstillinger, jeg aldrig nogensinde ville have tænkt over. Og så er det, jeg tænker: Nå for søren, hvad gør man egentlig her? Og det der med at blive skubbet ud af det, du normalt sidder med og har styr på, og ud på lidt tyndere is, det er interessant.”, siger Michael, tager en tår af sin kaffe og kigger op fra koppens kant og mod sin søn overfor.

”Min fars grundige og metodiske tilgang til et juridisk spørgsmål er noget, som han inspirerer mig med”, siger Mathias og læner hovedet let på skrå og betragter sin far. Michael smiler og tager en ny tår af sin kaffe. Mathias svinger sit ben over kors og bevæger sin stol tilbage i retning af bagvæggens bogreol.

De eneste jurister i familien

”Når jeg tænker over det, tror jeg faktisk, vi er de eneste jurister i familien – også hvis man går ud over den helt nære familie”, siger Mathias.

”Ja, det er vi”, bekræfter Michael.
Mathias har tre søskende, en søster og to brødre. Mathias’ søster er gået morens vej og er snart færdig på medicinstudiet, og heller ikke hans to brødre har valgt at gå juravejen.
Så det er sjældent, at familien deler samme begejstring, når Michael og Mathias hører hinanden i et komplekst juridisk spørgsmål.

”Det gør jeg ikke med de andre. Så kan jeg i hvert fald tydeligt se, at de ikke hører efter. Det, synes de ikke, er særlig interessant. Så det er kun Mathias, jeg bruger der”, griner Michael.

Når de to ikke er optaget af jura, taler de om det, man sædvanligvis gør i familier. Hvordan dagen har været, hvem man mødte på gågaden i dag, hvilken ny restaurant man har opdaget.

Engang kunne Michael og Mathias for eksempel finde på at hive Nintendoen frem og spille mod hinanden. Det gør de ikke længere. Nu bruger de hinanden som faglige sparringspartnere – og så selvfølgelig som henholdsvis far og søn.

De læner sig begge tilbage i stolen og griner.