/Harris%20trump.jpg)
”Stop the steal!” ”The election was rigged!”
Parolerne flyver om ørerne på de amerikanske vælgere op mod tirsdagens præsidentvalg og har gjort det lige siden Donald Trump tabte valget til Joe Biden i 2020. Det handler om mistro til det politiske system, der pustes til af dele af den yderste højrefløj i et politisk splittet USA. Og med det frygten for, at partipolitiske kræfter vil forsøge at omstyrte det endelige valgresultat før, under eller efter valget d. 5. november 2024. Ikke mindst med øje på angrebet på den amerikanske kongres 6. januar 2021, der anses som kulminationen på måneders bidsk retorik fra Donald Trump efter nederlaget til Biden. Og det har fået frygten for en lignende episode til at opstå på ny.
Frygten er til at tage og føle på i den amerikanske offentlighed. Senest onsdag den 16. oktober, hvor den amerikanske juraprofessor og tidligere medlem af Barack Obamas kabinet Neal Katyal i et indlæg i New York Times stillede spørgsmålet – hvad sker der egentlig med USA, hvis der skulle opstå en såkaldt electorial crisis? I artiklen opstiller Katyal en række skrækscenarier, som han frygter kunne blive virkelighed, hvis Kamala Harris vinder valget. For kan det ske?
Umiddelbart er svaret nej. Det burde ikke kunne ske. Og det er der en god grund til, mener en anden juraprofessor Richard Pildes, der er prodekan på NYU School of Law med fokus på juridiske problematikker i relation til demokratiske strukturer og institutioner og konstitutionel deling af magten. I en artikel til det amerikanske juramedie Lawfare, går han i rette med Katyals bekymringer.
Årsagen skal findes i noget så særegent, set med amerikanske briller, som en lov, der er stemt igennem på tværs af partiskel. Nemlig den såkaldte Electoral Count Reform Act (ECRA), som blev vedtaget i den amerikanske kongres i 2022 af et flertal bestående af både republikanere og demokrater. Og netop denne lov fremtidssikrer for nuværende de risici, der kunne opstå i kølvandet på den forestående amerikanske præsidentvalg, mener Pildes.
Korrupte guvernører
Richard Pildes er ikke blind for, at det amerikanske demokrati er presset. Således er han enig med Katyal i, at der er udfordringer, som skal addresseres i forhold til det kommende valg. Richard Pildes medgiver, at der er intet system, der er fejlfrit. Selv er han mest bekymret for de lange afgørelsesfrister, der er i Pennsylvania og Wisconsin, hvor man her har love, der gør verifikationsprocessen i forbindelse med valghandlingen svær at få godkendt. Det tager nogle gange flere dage at få resultaterne fra de stater, og det vil ifølge Pildes blot puste til konspirationsteorierne og mistænkeliggørelsen af det politiske system.
Men her stopper enighederne mellem Pildes og Katyal. For Richard Pildes mener at kunne bevise, at der i det amerikanske retssystem er tilpas mange juridiske guardrailes, der skal sikre, at manipulation med valgresultatet ikke vil kunne lade sig gøre i praksis.
Neal Katyal, der altså var en del af demokratiske Barack Obamas kabinet, peger blandt andet på, at der er risiko for korrupte guvernører. Altså at der er i de amerikanske svingstater kan være guvernører, som nægter at anerkende de valgresultater, som de regionale myndigheder er kommet frem til, eller som slet og ret vil søge at manipulere resultaterne. Det er nemlig efter amerikansk lov guvernørerne, der har ansvar for at indrapportere det korrekte valgresultat til de føderale myndigheder.
Men bekymringen er i den nuværende situation grundløs, mener Pildes. Langt størstedelen af de amerikanske svingstater har nemlig demokratiske guvernører, og der har ifølge Pildes ikke været demokratiske guvernører, der offentligt har ytret modstand mod et valgresultat på linje med den retorik, som Trump har lagt for dagen. Ganske få svingstater som f.eks. Georgia, har en republikansk guvernør, her Brian Kemp, men her har både Kemp og hans stab gjort meget ud af offentligt at forpligte sig til at indrapportere et juridiske korrekt resultat. Pildes nævner desuden Nevada og Nebraska som stater med potentiale for såkaldte rogue governors, men her er vi tilbage til den føromtalte lov, den nyligt vedtagne ECRA.
For ifølge loven er det domstolene i hver stat, der har det sidste ord i forhold til det endelige valgresultat. Og skulle en guvernør få den gode ide at ville omstøde et valgresultat i den enkelte stat, så er det delstatsdomstolens ord, der er bindende, når Kongressen skal tælle valgmandsstemmer.
En anden bekymring, som Neil Katyal fremhæver, er bekymringen for, at nogle de valgtilforordnede, altså de personer, der har ansvaret for optællingerne ved de enkelte valgsteder, vil gøre, hvad de kan for at afvise at verificere deres valgsteds resultater. En sådan afvisning skete blandt i 2022, skriver Pildes, under valget til kongressen i Michigan. Men her kan de enkelte delstatsdomstole kræve en endelig verifikation af valgresultatet med krav om bøde eller fængselsstraf, hvis kravet om at verificere valgresultatet ved det enkelte valgsted ikke overholdes. I de fleste stater kan domstolene indsætte nye valgforordnede, hvis de siddende nægter at samarbejde, mens det i andre stater er guvernøren selv, der kan indsætte nye valgforordnede.
Ændring af reglerne og kongressens magt
En tredje bekymring Neil Katyal fremhæver er bekymringen for, at den tabende part vil lægge så stort pres på det lovgivende system og komme med så tilpas mange grundløse påstande, at det vil vende valget. Det var blandt andet det, som Donald Trump prøvede efter valgnederlaget i 2020, hvor han i tiden frem mod angrebet på Kongressen forsøgte at overbevise de amerikanske vælgere om, at valget var blevet manipuleret, og at han var den rigtige vinder. Trump fremhævede blandt andet behovet for at ændre valgreglerne, så det for eksempel blev sværere at brevstemme, ligesom der også skulle være færre valgsteder, så der blev længere mellem hvert valgsted i håbet om at færre ville komme til stemmeurnerne.
Men ifølge Richard Pildes vil det både være imod forfatningen og et brud på adskillige amerikanske love, hvis man ændrede reglerne og omstændighederne for valghandlingen efter befolkningen har afgivet deres stemme. Føderale domstole har tidligere afgjort, at ændringer af valgregler efter valget, i skikkelse af at "fortolke" statens valglove, overtræder retfærdig proces, skriver Pildes.
Slutteligt mener Neil Katyal, at der også er en risiko for, at kongressen kunne gå sammen og bruge sit flertal til at vende valgresultatet på hovedet og omstøde valget med særlig henvisning til republikanernes flertal i Repræsentanternes Hus. Men ifølge Pildes vil en sådan manøvre være ulovlig i forhold til ECRA. Den amerikanske kongres kan nemlig kun modsætte sig et valgresultat på to måder. Den første muligheder er, hvis den enkelte stats valgmænd er regularly given. I USA har hver stat et antal valgmænd, som gives til den kandidat, der i den enkelte stat får flest stemmer. Så hvis man for eksempel i Maine får et flertal til Donald Trump i antallet af stemmer, så får han alle valgmændende og dermed den endelige sejr i den enkelte stat.
Det betyder, at en stats valgmænd kun er gyldige, hvis en vælger afgiver sin stemme på det rigtige tidspunkt eller sted, eller på den rigtige måde, ligesom en vælger ikke må afgive sin stemme på grund af tvang eller bestikkelse. Hvis det er tilfældet, så har kongressen muligheden for at indbringe det for domstolene, som er dem, der har undersøgelsespligten.
Den anden mulighed er, at kongressen kan gøre indsigelse, hvis det dokument, en guvernør sender ind, der identificerer det endelige antal valgmænd, er defekt eller fejlagtigt på en eller anden måde.
I begge tilfælde kan kongressen dog ikke modsige sig det endelige resultat i den enkelte delstat, ifølge reglerne i ECRA.
Pildes påpeger, at der så selvfølgelig kan være en risiko for, at kongressen handler uden om ECRA. Det ville i så fald kræve et flertal i begge kamre, hvis et valgresultat skal afvises. Og den mulighed er stort set ikke eksisterende, da det som Pildes påpeger vil være noget nær umuligt at samle et flertal af både demokrater og republikanere, der vil være med til at stemme for at omstøde et valg.