Helen Siegumfeldt læner sig ivrigt ind over hæve-sænkebordet, der lige nu er kørt ned. Hun skal vise noget vigtigt på computeren.
Mellem os står et par kopper dampende kaffe fra kontorets nye espressomaskine, der blandt andet skal bidrage til hyggen blandt de 15 pensionerede jurister, der flere gange om ugen arbejder ulønnet på kontoret.
Hun studser over den markante digitalisering hos politiet.
”Politiet har digitaliseret politianmeldelsen, så det i dag kun er nogle bestemte kategorier, man kan anmelde. Eller også må man ringe 112 eller 114. Jeg kan lige vise dig det!”
Vi er i Hillerød Retshjælp, der fra kontoret på byens torv yder gratis juridisk rådgivning til borgere, der kommer ind fra gaden.
Det kan være alt fra tvist om samvær med børn i skilsmissesager til krav fra banker, forsikringer og forsyningsselskaber.
Senest har kontoret i foråret udvidet med en ny forening ved navn Gældsrådgivningen Nordsjælland, hvor økonomer hver onsdag hjælper folk med råd om gæld.
Døren er åben cirka 20 timer om ugen og telefonerne 10 timer.
”Hillerød Retshjælp arbejder på at sikre, at færre danskere lider åbenbare retstab, fordi de ikke har ressourcer til at gøre deres ret gældende,” som det hedder i årsberetningen for 2018.
Engagementet er stort. Det handler om borgernes retssikkerhed, og den bliver ikke større, når det bliver sværere at anmelde en sag.
”Hvad med alle de andre ting, folk kan blive udsat for, som ikke står på formlen?” spørger Helen Siegumfeldt og peger på skærmen.
”Der er ting, der ikke kan beskrives inden for politiets kategorier. Jeg har haft en konkret sag, hvor jeg ikke kunne finde en rubrik.”
Hun er uddannet jurist og advokat og har også en fortid som journalist.
”Og hvis en borger ringer til politiet, så er det ikke sikkert, politiet vil tage mod anmeldelsen, fordi den ikke er konkret nok. Så kan politiet henvise til os, hvad de også gør.”
Over 100 kontorer
Der ligger 44 godkendte retshjælpskontorer og 62 advokatvagter spredt ud over landet.
K-News er taget på en rundtur til tre af dem og Hillerød er første stop.
Vi banker på samtidigt med, at Familieretshuset – det tidligere Statsforvaltningen – der blandt andet hjælper familier ramt af skilsmisseproblemer, kritiseres hårdt for lange ventetider og ubehandlede sager.
I stedet kommer mange af forældrene i retshjælpen – der presses til det yderste.
Der synes at være et stort dybt hul, hvor der egentlig burde være vejledning, dialog, reel klagemulighed, retssikkerhed og retshåndhævelse i Danmark.
”Der synes at være et stort dybt hul, hvor der egentlig burde være vejledning, dialog (partshøring), reel klagemulighed, retssikkerhed og retshåndhævelse i Danmark,” som Helen Siegumfeldt sammenfatter i årsberetningen.
Den redegør så detaljeret for de uretfærdigheder, hun ser, at Civilstyrelsen ligefrem har bedt hende skrue lidt ned og kun redegøre for det mest nødvendige.
Helen Siegumfeldt har været leder af kontoret siden 2012. Frem til 2018 havde 8.000 borgere brugt retshjælpen, der ydes efter reglerne i Retsplejeloven som et supplement til reglerne om fri proces.
Behovet for hjælp bliver større og større. Hver gang kontoret udvider telefontiden, er der også flere der ringer.
Retshjælpen får tilskud fra Civilstyrelsen under Justitsministeriet. Der skal søges om – og redegøres for - hver enkelt post på budgettet hvert år.
Det er ikke en post i stor udvikling:
”Bevillingen til retshjælp på Finansloven har i al den tid, jeg kan huske, lydt på 22 millioner kroner.”
Helen Siegumfeldt får 28.000 kr. om måneden som leder af retshjælpen. Det beløb er uændret siden 2012. Jobbet er fuldtids – og engang var det meget mere end fuldtids og fyldte også mange aftener.
”I dag er der styr på arbejdstiden,” siger hun med et stålfast blik, man ikke har lyst til at stå i vejen for.
Borgerne kommer i klemme
Helen Siegumfeldt mener, at situationen er alvorlig. Når almindelige borgere oplever, at de bliver klemt i systemet, så opstår der større afstand mellem menigmand og dem, der laver lovene.
I hendes årsberetning henvises der til et citat fra retsfilosoffen Alf Ross.
”Ledelsen står under folkets kontrol og er betinget af, at den fortsat formår at beholde folkets tillid.”
Med andre ord smuldrer tilliden i disse år, mener hun.
”Der er skabt afstand mellem både folk og det offentlige og folk og virksomheder - blandt andet gennem overvågning og overregulering,” understreger hun og forklarer, at regeringens ambitioner om at flytte offentlige instanser væk fra København tilmed har skabt en stor pukkel.
”Staten er ved at indhente et kæmpe videnseftersslæb, fordi så meget er lagt til Jylland. Det giver meget længere sagsbehandlingstider.”
Vi ser tit, at det er ikke-jurister, der træffer afgørelser i kommunen, på baggrund af lovgivning, der er ret kompleks.
Helen Siegumfeldt peger på en række faktorer, der står i vejen for borgernes retssikkerhed, som hun ser det fra kontoret på torvet i Hillerød.
En af de vigtigste er, at de ansatte i de offentlige instanser, der laver sagsbehandlingen når borgerne henvender sig, enten har for lidt tid eller for lidt juridisk indsigt. Eller måske begge dele.
”Det går ud over kvaliteten af det, der bliver lavet, eller det bliver lavet for sent. Det er ikke i orden,” siger hun.
”Og vi ser tit, at det er ikke-jurister, der træffer afgørelser i kommunen, på baggrund af lovgivning, der er ret kompleks. Og ligegyldigt hvilken speciallov du sidder med, skal du jo kunne de generelle forvaltningsmæssige regler også.”
Kommunen må tjekke din bankkonto
De fejl, hun især ser, handler om, at der mangler parthøring – eller at sagen ikke er oplyst bedst muligt over for borgeren inden afgørelsen bliver truffet.
”Der er nogle helt almindelige principper, som den, der træffer afgørelsen, ikke tager højde for. Der står i alle mulige love, at borgerne skal vejledes. Men det sker jo ikke.”
Det er et faktum, at Ankestyrelsen omstøder 36 procent af de sager, hvor en borger klager over en social afgørelse i en kommune. Tallet er på 47 procent på børnehandicapområdet, påpeger Helen Siegumfeldt.
”Hvad så med alle dem, der ikke orker at klage, eller ikke kan finde ud af det,” spørger hun.
Blandt andet står der i retssikkerhedsloven, at kommunen skal søge efter alle muligheder i lovgivningen for at give borgerne hjælp efter reglerne.
”Det ser jeg ikke ske. Det er illusorisk,” siger hun.
Når jeg beder Helen Siegumfeldt nævne en lov, hun er særligt skeptisk over, når vi taler borgernes retssikkerhed, så fremhæver hun ”Lov om retssikkerhed og administration på det sociale område.
”Jeg får altså en dårlig smag i munden,” siger hun - og udpeger paragraf 11 a.
Kommunen må gå direkte ind og overvåge din bankkonto, UDEN dit samtykke og uden retskendelse, hvis du modtager en eller anden form for offentlig ydelse.
”Her har vi en bestemmelse, hvor kommunen må gå direkte ind og overvåge din bankkonto, UDEN dit samtykke og uden retskendelse, hvis du modtager en eller anden form for offentlig ydelse,” forklarer hun.
”Kommunen har her et redskab, der er stærkere end det, politiet har, når det handler om at kontrollere borgeres økonomi efter retsplejeloven, og stærkere end hvad Skat har i forhold til skatteydere i skattekontrolloven,” forklarer hun.
Helen Siegumfeldt mener, loven måske bliver brugt mere end hvad rimeligt er. Også når man tager i betragtning, at en gruppe borgere måske snyder for at få sociale ydelser.
”Det er min fornemmelse at man ikke altid husker kravet om, at der skal være konkret, begrundet mistanke i en sag, og at kontrollen skal være sagligt begrundet og proportional,” forklarer hun.
”Jeg havde en ung kvinde, der havde fået 9.000 kroner af sin mor til at købe køleskab og sofa. De penge blev modregnet hendes ydelse, fordi kommunen havde set, at der var gået 9.000 kroner ind på hendes konto.”
- Kunne retshjælpen gøre noget?
”Jeg skrev til kommunen og påberåbte mig, at enhver har ret til en beskeden levefod.”
Kærestefoto brugt af kommunen
I det hele taget fremstår nogle kommuner ikke altid som skatteydernes bedste ven, når man lytter til retshjælpens erfaringer.
En kvinde fra Fredensborg oplevede, at kommunen havde tjekket hendes sociale medier, og fundet et billede af hendes kæreste. Det fandt kommunen inkriminerende og kaldte hende til møde, forklarer Helen Siegumfeldt.
”Hun var enlig mor og fik tilskud til boligen. Kommunen mente hun havde snydt, fordi kæresten havde været mere på besøg,” siger Helen Siegumfeldt.
”Der lå så to papirer, da hun kom ind til mødet: Det ene er en politianmeldelse og det andet er et billede af kæresten og pigen sammen fra Facebook, som kommunens ansatte har printet ud.”
”De siger så: ”Han har jo været der mere, end hvad du oplyser, er det ikke rigtigt?!” De laver det, der ligner et forhør, og der burde have været en advokat ved siden af. Og så siger de: Vi kan politianmelde dig lige med det samme, og så kan vi få udleveret masteoplysninger på din kæreste mobil!”
Kommunen havde videofilmet konfrontationen og den optagelse fik Helen Siegumfeldt aktindsigt i, forklarer hun.
Hun klagede derpå på pigens vegne.
”Jeg skrev til kommunen og de henlagde sagen. Det var jo pinligt.”
Fredensborg Kommune kan ikke genkende historien
K-News har forelagt ovenstående beskrivelse for Fredensborg Kommune. Henrik Vendelbo, centerchef for Center for Borgerservice og Digitalisering, siger, at kommunen ikke kan genkende forløbet i den konkrete sag. Han mener ikke versionen afspejler virkeligheden, men vil af hensyn til borgeren ikke kommentere sagen yderligere, forklarer han i en e-mail.
Han fortsætter:
”Generelt kan vi sige, at vi – fx når vi får en underretning fra en anden myndighed som kan tyde på mulig social bedrageri – undersøger alle offentlige tilgængelige oplysninger. Det kan konkret foregå via en Google-søgning, som fx bringer os til Facebook, Instagram mm,” forklarer han og påpeger, at den praksis er godkendt af Folketingets ombudsmand.
”Oplysninger af den type kan og vil aldrig stå alene i en sag, og vi vil derudover også altid søge i vores egne systemer. Hvis vi derved finder oplysninger, som fornyer vores undring over, hvorvidt der er tale om bedrageri, kontakter vi borgeren og beder vedkommende indsende forskellige oplysninger. Det kan fx være pas, kontoudtog mm,” uddyber Henrik Vendelbo.
Hvis oplysningerne bekræfter kommunens forundring, bliver der indkaldt til et møde, hvor borgerne kan medbringe en bisidder.
”Da sager om bedrageri er omfattet af straffeloven, gør vi på mødet opmærksom på, at vi videregiver sagen til politiet, hvis udfaldet af mødet yderligere bestyrker vores undren. Det er dog vigtigt at understrege, at dette møde på ingen måde har karakter af en ”retssag”, hvor der fældes dom. Derimod er det målet med mødet at belyse sagen fra begge sider så godt som muligt,” forklarer Henrik Vendelbo – der slutter:
”Et sådant møde kan derfor også give anledning til, at der kommer nye oplysninger frem, som gør at kommunen vælger ikke at forfølge sagen yderligere. Det kan fx ske, hvis den konkrete praksis hos borgeren, som var genstand for vores undring, er blevet ændret og dermed lovliggjort.”
Svært at få fri proces
Det er et overordnet problem, at det er for svært at få bevilget fri proces, mener Helen Siegumfeldt.
Ud af 43.500 sager i byretten i 2018 var cirka 20.000 såkaldte småsager, hvor det offentlige ikke mener, at man behøver advokat.
”Typisk giver Civilstyrelsen som regel heller ikke borgeren fri proces i småsager,” siger Helen Siegumfeldt.
”Derfor må mange borgere selv håndtere sagerne, og det bliver en stor del af vores arbejde her i retshjælpen.”
Hvis du spørger en advokat, om han vil hjælpe dig i en småsag eller i en sag, hvor du har fået fri proces, så siger han ofte nej.
I alt blev der 2018 meddelt fri proces i godt 3.000 sager. Men det betyder ikke nødvendigvis, at borgerens problem er løst. For honoraret til advokaten, når der bevilges fri proces, er en fast takst, som mange advokater synes er for lav.
”Hvis du spørger en advokat, om han vil hjælpe dig i en småsag eller i en sag, hvor du har fået fri proces, så siger han ofte nej. Han får kun omkring 4.000 kroner for at møde i en småsag. Og i familiesager måske alene 10.000 kroner. Derfor er advokaterne ikke til stede i borgernære sager. Det er skidt for borgernes retssikkerhed.”
”Man skal også gøre det mere appetitligt at tage de borgernære sager, eventuelt ved at hæve de faste takster for advokaterne. Det hele handler om adgang til juridisk retfærdighed.”