/dajegsagdefra.jpg)
Som en tsunami rammer hashtagget #dajegsagdefra Twitter i disse dage. Et hashtag, som hundredvis af kvinder har brugt til at dele deres historier om, at det ikke altid hjælper at sige fra i en overgrebssituation.
Hashtagget kommer i kølvandet af #MeToo, en ny samtykkelovgivning og et øget fokus på aftabuisering af seksuelle krænkelser. Udviklingen skubber til gamle voldtægtsmyter og stereotypiske fordomme om ofrene, der selv havde en aktie i, at de blev voldtaget.
Denne udvikling ser kriminolog og forskningsleder på Juridisk Institut på SDU, Linda Kjær Minke, positivt på, og hun synes, at vi er på rette vej, når det kommer til at gøre op med myterne om voldtægt og seksuelle overgreb. Men hun er overbevist om, at vi kan gøre meget mere i forhold til udviklingen for at mindske antallet af voldtægter.
Med #dajegsagdefra bliver der gjort op med spørgsmålet: Hvorfor sagde du ikke fra?
Linda Kjær Minke mener, at spørgsmålet skal erstattes af et spørgsmål til den, der faktisk har begået overgrebet: Hvorfor gjorde du det?
Samtykkelovgivningen og #dajegsagdefra er eksempler på skridt på vejen i en udvikling, der flytter ofrene for overgreb væk fra årsagen til overgrebet. Årsagen til overgrebet er voldtægtsforbryderen og ikke offeret, og derfor mener Linda Kjær Minke, at vi skal blive bedre til at fokusere på gerningspersonen.
”Det er vigtigt, at vi som samfund tør tale om voldtægt og seksuelle overgreb. For des mere det tales om, desto mindre tabuiseret er det. Men det er svært. For voldtægtssagerne er heftige, og de skriver sig ind i vores intimsfære. Det går tæt på. I detaljer. Det er næsten ikke til at læse eller snakke om, fordi sex i sin natur burde være noget, som mennesker gjorde, fordi begge parter havde lyst,” siger Linda Kjær Minke.
Hun mener, at vi skal begynde at bruge motivet som årsagsforklaring i samfundet:
”Det kan bevisliggøre, at det ikke handler om, at kvinden lagde op til samleje, fordi hun havde drukket sig fuld, gik i nedringet tøj eller ikke sagde fra. Det handler i stedet om den, der voldtog.”
En fornemmelse i baghovedet
I retssalene stilles spørgsmålene: Var der fortsæt? Og siden årsskiftet: Var der samtykke? Linda Kjær Minkes spørgsmål til motivet er også allerede en indgroet del af sagskæden, og indtager ofte en plads i mentalobservationen.
Psykolog Lars Bjerggaard, der er specialist og supervisor i psykopatologi på Retspsykiatrisk Afdeling, Aarhus Universitetshospital, udtrykker her enighed med Linda Kjær Minke. Han påpeger, at så længe det drejer sig om kontaktvoldtægter, hvor offer og gerningsmand kender hinanden i forvejen, vil et sprog og en kultur, der ikke peger på offeret som del af årsagen til voldtægten, kunne medvirke til at mindske antallet af overgreb:
”Øget debat og folkelig bevidstgørelse om, hvad der udgør potentielt seksuelt krænkende adfærd, kan ikke undgå at få betydning for en stor del af de kontaktvoldtægter, der finder sted, og formentlig også en del partnervoldtægter, såfremt at krænkerne ikke har psykiske lidelser eller svære personlighedsmæssige afvigelser," fortæller Lars Bjerggaard og fortsætter:
Netop det at unge mennesker tager emnet op, vil give størstedelen af dem en fornemmelse i baghovedet om, at man skal være forsigtig med, hvor langt man går.
Tal fra Center for Voldtægtsofre viser, at ca. 66 % af voldtægter i 2018 var kontaktvoldtægter. Kontaktvoldtægterne hører ofte til de historier om unge mennesker, der møder hinanden beruset i nattelivet. Der, hvor signalerne går forbi hinanden, og det ender på en måde, som den ene i hvert fald ikke ønskede.
De fem klassiske motiver
Lars Bjerggaard bruger motivet i sit arbejde, da det ofte er en genvej ind i den tiltaltes sindstilstand. I hans arbejde med mentalobservationer er opgaven først og fremmest at afdække, om den sigtede har en svær sindslidelse eller er mentalt retarderet og derfor hører hjemme under §16 i straffeloven.
”Hvis vedkommende erkender det påsigtede, kan motivet og omstændighederne i hændelsen indgå som en del af vurderingen deraf, idet der kan være indikatorer for sindssygelig eller karakterafvigende tankegang deri. Sekundært – hvis juristerne ønsker en farlighedsvurdering – kan forståelsen af motivstrukturer yderligere indgå deri,” fortæller Lars Bjerggaard.
I arbejdet med mentalobservationer, anvender retspsykolog Lars Bjerggaard bl.a. den såkaldte MTC:R3-model (Massachusetts Treatment Center Rapist Typology 3), når sagen drejer sig om voldtægt. Den benyttes primært i forhold til overfaldsvoldtægter, hvilket oftest – når det drejer sig om voksne - er de voldtægtssager der henvises til retspsykiatrisk udredning. Modellens formål er at kategorisere voldtægtsforbryderes motivstruktur. De klassiske motiver for voldtægtsadfærd: impulsiv opportunisme, dysproportionel vrede, sadistisk nydelse og kontrolbehov, seksuel forløsning og bekræftelsessøgen, samt kvindefjendsk hævntørst.
Det er ikke kun i mentalobservationen, at Lars Bjerggaard kredser om motivet. Også i behandlingsordningen for sædelighedskriminelle, bliver motivet italesat:
”'Uagtet om den dømte får en retspsykiatrisk behandlingsdom under §16, eller indgår i behandlingsordningen for dømte sædelighedskriminelle fra fængslerne, er det uundgåeligt, at motiver for seksuel adfærd skal adresseres undervejs. Det tjener intet formål at gå uden om den varme grød og kun snakke om noget andet,” siger Lars Bjerggard og fortsætter:
”At påtale det hændte, det motiv og de tanker og omstændigheder der drev det, såvel som vedkommendes aktuelle risikoadfærd i det daglige, er med til at øge bevidstgørelsen om egne negative tendenser, og kan i nogle tilfælde medvirke til at sænke recidivrisikoen og forhindre fornyet kriminalitet.” fortæller Lars Bjerggaard.
Det helt "absurde"
Men selvom MTC:R3-modellen og retspsykiatrien kan grave i motiverne, så er det ikke altid lige så nemt at forstå.
Linda Kjær Minke har længe beskæftiget sig med voldtægtsmotivet i forbindelse med udgivelsen ”Voldtægtssager – retssystemets akilleshæl”, som hun har skrevet sammen med Tine Søberg og Trine Baumbach. Her har Linda Kjær Minke undersøgt dét, som få andre end retspsykiatrien kommer nærmere: Voldtægtsforbrydernes motiv.
I sit arbejde har hun hentet i alt 187 domme om voldtægt fra Karnovs domssamling.
”Jeg var ikke kommet særlig langt igennem stakken af domme, før jeg blev ramt af, hvor forskellige de egentlig var. Det var både i graden af vold og i motivet. Motivet kunne være såvel ureflekteret som bevidst, ligesom motiver både kunne overlappe og supplere hinanden.”
Selv efter over 100 domme og 100 dømte efter straffelovens § 216, kunne Linda Kjær Minke stadig blive overrasket og stille store spørgsmålstegn ved, hvad der fik voldtægtsforbryderen til at gøre det.
For blandt dommene gemmer sig, hvad Linda Kjær Minke betegner som ”helt absurde” situationer, hvor det er meget vanskeligt at udlede noget som helst motiv.
Undtagelser, hvor faktum i voldtægtssagerne er så absurd, at motivet ikke er til at forstå. Ifølge Lars Bjerggaard vil der altid være et motiv, men det er ikke altid, at vi hverken kan forstå det, eller at gerningspersonen ønsker, at vi forstår det:
”Det er ikke ukendt at mentalobservander – som på det tidspunkt hvor de undersøges kun er sigtede og ikke dømte – ikke ønsker at tale om, hvad de er sigtet for, men som regel er de meddelsomme og samarbejdsvillige nok til at give oplysninger om deres liv og levned. I enkelte tilfælde afviser de fuldstændig at tale med os,” fortæller Lars Bjerggaard og fortsætter:
”I sådanne tilfælde giver vores psykiatriske interview og psykologiske tests os mindre viden end ønskeligt, og det bliver derfor sværere at 'afkode' hvilken type person, de er. Derfor er det uafvendeligt at enkeltes motiver ender med at forblive en gåde for os.”
Lars Bjerggaard mener, at den udvikling, der i skreven stund særligt udspiller sig på Twitter, kan gøre meget for ofrene. Det er et skridt på vejen af en kulturændring, der kan komme mange voldtægter og seksuelle overgreb til livs. Men der vil altid være undtagelser:
”Ser man bort fra dem med psykotiske lidelser eller mental retardering, der har svært ved at forholde sig til virkeligheden omkring dem, så findes der en betydelig mængde mennesker, hvis personlighedsmæssige forstyrrelse betyder, at de er styret af deres afvigende ideer og impulser. De tager ikke bestik af omgivelserne, lytter ikke til andres korrigerende meninger, forholder sig ikke til kulturelle strømninger, og lader sig ikke påvirke af offentlig debat eller sociale trends,” fortæller Lars Bjerggaard.
I den retspsykiatriske vurdering af farlighed og egnethed til sexologisk behandling balancerer man ønsket om at korrigere et individ med realisme. Her konstaterer Lars Bjerggaard, at der findes en række personer, der er svært karakterafvigende. Og det bliver de ved med at være trods årevis af behandling.
Her vil offentlig debat om kvinders ret til at sige fra betyde ligeså lidt for deres adfærd, som den konkrete kvinde der i situationen siger fra. Specielt for overfaldsvoldtægter vil debatten derfor næppe medføre nogen sænkning i tilfældene. Derfor vil præcis den type af overgreb ikke blive slettet fra landkortet som følge af debat og kulturel forandring.