I 2015, da størstedelen af Danmarks befolkning gik til stemmeboksen, måtte Martin Rosenlind, der ellers var et godt stykke over de 18 år og stemte ved folketingsvalget fire år forinden, blive hjemme.
Det måtte han, fordi han fik frataget sin stemmeret mellem de to valg. Martin Rosenlind, der er udviklingshæmmet, kom mellem de to valg under økonomisk værgemål, da han ikke var i stand til at styre sin økonomi selv.
Men Martin Rosenlind, der er meget samfundsinteresseret og følger med i politik via både tv-nyheder og diverse gratisaviser, ville ikke affinde sig med at miste retten til at stemme.
“Jeg var skuffet og trist over, at jeg ikke fik valgkort. Når alle andre må komme ned og stemme, og jeg ikke må, føler man sig udenfor,” sagde han i 2017 til Dagbladet Information.
Derfor har han kæmpet bravt lige siden. Først lagde han - sammen med tre andre - sag an mod Social- og Indenrigsministeriet ved Højesteret i Danmark og senere kom sagen for Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i Strasbourg.
Sammen med hans medsagsøgere, der ligesom Martin Rosenlind selv, har fået frataget stemmeretten, fordi de er udviklingshæmmede og er under økonomisk værgemål, mener han, at den danske stat har krænket deres rettigheder med henvisning til konventionens artikel 3 og 14 - henholdsvis retten til det frie valg og forbuddet mod diskriminering.
Desværre for Martin Rosenlind og de andre, fik de hverken medhold ved Højesteret eller i Strasbourg.
Intet medhold
I grundloven står der, at hvis man er umyndiggjort kan man ikke stemme til et folketingsvalg. Men i starten af 90’erne blev umyndiggjort taget ud af den danske lovgivning. I stedet for umyndiggørelse, blev det muligt at kombinere et værgemål med fratagelse af den retlige handleevne. Og det er sådan, det fungerer den dag i dag.
Det var netop det, det ene af punkterne ved Højesteret gik på, da Rosenlind-sagen blev ført. Var Martin Rosenlind og hans medsagsøgere umyndiggjorte i grundlovens forstand? Det andet punkt gik på om det overhovedet er i orden at fratage mennesker deres stemmeret, eller om det er i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention?
Højesteret svarede ja til begge spørgsmål, og Martin Rosenlind måtte gå derfra uden medhold.
Da sagen i februar blev afgjort ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, var det kun det andet spørgsmål, der blev taget stilling til. Og igen måtte Martin Rosenlind erfare, at domstolen ikke var enig med ham. For domstolen i Strasbourg mente heller ikke, at fratagelsen af hans stemmeret var i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.
”Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har de senere år formentlig indtaget en mere formaliseret indgangsvinkel overfor medlemsstaternes domstole. Det vil sige, at de primært kigger på, om der har været formelle mangler eller afgørende, væsentlige mangler i den måde den lokale domstole har kigget på tingene, og hvis der ikke har været det, er det vanskeligere at få underkendt – i dette tilfælde – den danske højesterets afgørelse,” siger Christian Dahlager, der har været advokat på sagen ved både Højesteret og Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol. Han tilføjer
”Det er der muligvis en vis logik i, for der er et ønske om, at der skal være en vis grad af selvautonomi i de forskellige lande.”
Grundloven spænder ben
Egentligt var Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol ifølge Christian Dahlager tæt på at sige ja. Det var de, fordi mennesker under økonomisk værgemål, som det er tilfældet med Martin Rosenlind, gerne må stemme til både regionsvalg, kommunalvalg og valg til Europa-Parlamentet, men de har ikke ret til at stemme ved folketingsvalget.
”Derfor vaklede Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, men de endte med at sige, at de ikke kunne sige andet end, at Højesteret formelt set har fulgt det, der står i Grundloven, hvor det i 1849 er indskrevet, at man som umyndiggjort ikke må stemme til folketingsvalget,” siger Christian Dahlager.
Det var den ene sætning fra grundloven, der bestemte udfaldet.
”Og principalt skal Højesteret også se til teksten i grundloven, og det er vi enige i, så formelt set, er der blevet gjort det rigtige, men vi mener, det er stridende mod de Europæiske Menneskerettigheder og mod den udvikling, der er sket i samfundet fra 1849 til nu. Og det anerkender næsten alle medlemmer af Folketinget og befolkningen. Det er også klart eksemplificeret ved, at de jo gerne må stemme ved kommunalvalg, regionsvalg og EU-valg. Alle anerkender, at de bør have fuld stemmeret, så hvorfor er der den her stopklods i Grundloven, siger han.
Netop ovenstående gør det ifølge Christian Dahlager vigtigt at få sagen for Grand Chamber, der er den højeste instans i Europa, fordi Grand Chamber ofte har en mere progressiv og dynamisk tilgang til fundamentale rettigheder.
En principal sag
På samme måde mener Institut for Menneskerettigheder, at sagen skal for Grand Chamber, og det arbejder de i øjeblikke på kommer til at ske.
De mener, at det er i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, og at sagen endda er principiel.
“Grand Chamber er et storkammer, hvor der kun bliver taget principielle sager op. Der er ikke fri klageadgang,” siger Nikolaj Nielsen, der er chefkonsulent ved Institut for Menneskerettigheder.
Sagen om Martin Rosenlind er ifølge Nikolaj Nielsen principiel, fordi den har betydning for mange andre lande end Danmark, da der er mange lande med lignende lovgivning om stemmefratagelse af personer, der er under værgemål.
“Man kan sige, at der mangler en helt generel praksis på området i Europa. Samtidigt har Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol afsagt nogle domme, som vi mener, er svære at forene,” siger Nikolaj Nielsen.
Det handler blandt andet om en lignende ungarsk sag, hvor den ungarske stat havde frataget to personer stemmeretten. Her vurderede Institut for Menneskerettigheder, at forholdene stort set var de samme som i Rosenlind-sagen - men resultatets udfald blev det modsatte. Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol gav de to ungarske mænd medhold i sagen.
“Vi mener, de to sager var stort set ens. Men de mener, at de to sager er forskellige, fordi den ungarske sag vedrører et større antal borgere,” siger han.
Stigmatiserende og tilfældig lov
Udover at sagen ifølge Institut for Menneskerettigheder er principiel, er den ifølge Christian Dahlager også vigtig at kæmpe for, fordi den netop kun rammer ganske få mennesker og dermed er med til at stigmatisere dem i højere grad, end hvis det handlede om en større gruppe.
”Det er ganske få mennesker, der rammes af det her, men det er stadig for mange. Det er få, der oplever en stigmatisering og på den måde, er det endnu grovere. Man føler sig mere ramt, når man er en lille gruppe, der ikke har samme rettigheder, det er ikke fair,” siger han og tilføjer;
”Vi har en grundlov, der ikke følger med tiden. Og der er lidt en slåskamp om, hvorvidt fortolkningen af Grundloven skal være dynamisk, så man kan læse samfundsændringer ind i grundloven, eller om den skal være statisk og når det først en gang står der, så gælder det for evigt.”
Derfor er det vigtigt at få sagen for Grand Chamber, fordi den netop ifølge Christian Dahlager er mere dynamisk i sin tilgang. Og derfor er der håb for, at de vil prøve på at fortolke grundloven meget mere indskrænket. Hvilket vil sige, at det skrevne ord vil blive forstået i forhold til det samfundssyn, vi har i dag, og ikke det samfundssyn, der var, da grundloven blev skrevet.
”Det er en forældet tankegang at holde nogen fra at kunne stemme i et demokratisk samfund,” siger Christian Dahlager.
Også Institut for Menneskerettigheder mener, at lovgivningen falder tilfældigt ud og er uretfærdig.
”Det er en ulogisk og arbitrær ordning, vi har, som hviler på et forældet syn på mennesker med handicap. Der er mange mennesker, som har samme funktionsnedsættelse som Martin Rosenlind, der ikke får frataget deres stemmeret, eksempelvis fordi de ikke har en privatøkonomi, som gør det sandsynligt at de vil misbruge deres midler eller blive udsat for svindel. Samtidig har fratagelsen af stemmeretten for meget få personer ingen betydning for, hvilken vej valgresultatet kommer til at gå. Derfor er det en arbitrær forskelsbehandling,” siger Nikolaj Nielsen fra Institut for Menneskerettigheder.
Man kan nemlig godt kan være under værgemål, men beholde sin retlige handleevne og dermed sin stemme til folketingsvalget.
Har et menneske eksempelvis en funktionsnedsættelse i en sådan grad, at personen nærmest kun kan ligge i sin seng, er det ikke nødvendigt at fratage personen hans eller hendes retlige handleevne, for der er ingen risiko for, at personen går ud og bruger en masse penge ved en fejl. Derfor har personen bare brug for en værge, der kan handle på personens vegne i forbindelse med eksempelvis opskrivning til plejehjem osv.
Men så er der personer som Martin Rosenlind, der arbejder og generelt er aktiv samfundsborger. Han er blevet vurderet til ikke at kunne styre sin egen økonomi, fordi der er en risiko for, at han kommer til at bruge sine penge på en uhensigtsmæssig måde. Derfor er hans værgemål blevet kombineret med en fratagelse af hans retlige handleevne. Og så mister han sin stemmeret til folketingsvalget.
“Pointen er, at den, der har meget dårlig funktionsevne og som overhovedet ikke har nogen mulighed for indsigt i politiske spørgsmål og så videre, får lov til at bevare sin stemmeret, men den som er aktiv og lever et normalt liv, men har brug for hjælp til at styre sin økonomi mister sin stemmeret. Det er arbitrært, og der er ikke en god begrundelse for at nogen kan, og andre ikke kan,” siger Nikolaj Nielsen og tilføjer:
“Det i sig selv, at have mange penge, f. eks fordi man har arvet en stor sum penge, kan give forhøjet risiko i forhold til økonomi, og kan være grunden til en person får frataget sin retlige handleevne og derfor sin stemmeret.”