”Debatten om konkurrence mangler grundlæggende nuancer”

”Vi opfordrer venligst til, at interesserede afventer den endelige analyse. Konkurrencerådet har ikke endeligt godkendt analysens indhold og konklusioner. Det ventes, at den endelige analyse offentliggøres i indeværende år. Først herefter vil Konkurrencerådet kommentere analysen.”

Sådan skriver Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen i en pressemeddelelse fredag eftermiddag.

For der er store forventninger til det arbejde, som styrelsen lige nu er igang med. Høringsprocessen er som bekendt i fuld gang som en del af arbejdet frem mod den rapport, der skal komme med anbefalinger til, hvordan man kan modernisere og konkurrenceoptimere markedet for juridiske ydelser.

Den endelige rapport er endnu ikke klar. Det på trods, så har mange medier de sidste måneder fremvist det ene lækkede udkast fra rapporten efter det andet. De mange udkast forholder sig til mange forskellige ting – overvejelser om alt fra Kammeradvokatens aftale med staten til mulig deregulering af advokatbranchens ejerstrukturer, retssikkerhedsmæssige udfordringer ved branchens prissætning og ikke mindst markedet for kuratorer.

Det er et problem for det fremtidige arbejde med rapporten, at der kommer de her ufærdige kommentarer ud på noget, der jo hverken er færdigt eller besluttet endnu

Men den store pærevælling af forskelligt rettede diskussionspunkter risikerer at sløre de reelle og konkrete diskussioner, som lige nu sker bag lukkede døre i Konkurrencerådet.

Det mener generalsekretær hos Advokatsamfundet Andrew Hjuler Crichton. Her er man inddraget i arbejdet med at kvalificere den endelige rapport, og den er ikke i nærheden af at være færdig. Andrew Hjuler Crichton ønsker af samme grund ikke at kommentere på rapportens indhold, men mener, det er bekymrende, at medierne går i selvsving over at pege på konkrete delelementer i en rapport, der endnu ikke er færdig.

”Jeg er rigtig bekymret for, at man baserer konklusionerne om nuancerne i den her diskussion om konkurrence på baggrund af ikke-færdige udkast. Det er et problem for det fremtidige arbejde med rapporten, at der kommer de her ufærdige kommentarer ud på noget, der jo hverken er færdigt eller besluttet endnu”, siger han til K-News.

Deregulering af marked eller stand?

Hos Advokatsamfundet hæfter Andrew Hjuler Crichton sig ved, at man på nuværende tidspunkt taler om deregulering af en samlet branche for at skabe mere konkurrence. Og det er i hans øjne misvisende. Han peger på, at man først og fremmest skal se advokaten som aktør på et allerede konkurrenceudsat marked for juridiske ydelser, hvor advokaterne kun står for en del af det samlede marked.

”Når man kigger på advokatbranchen, eksisterer der en bred misforståelse om, at det er en monopolbranche. Og derfor tror jeg det er rigtig vigtigt, at man tager sig den rigtige tid til at sætte sig ind i nuancerne i diskussionen. Markedet for de juridiske ydelser har på den ene side et samlet marked i Danmark på ca. 42 mia., og kun 14 mia. af det bliver dækket af personer, der må benytte sig af titlen advokat. Men alle kan jo byde på de her opgaver. Der er et meget lille afgrænset område, som er møderetsmonopolet, og her er det kun advokater, der må byde ind, men det udgør kun 5-10 % af den samlede omsætning for advokater. Ellers er alt andet arbejde, som advokaten laver, jo konkurrenceudsat”, siger han og uddyber:

”Derfor er det i vores øjne en lidt farlig diskussion, at vi skal deregulere for at skabe mere konkurrence, for der er jo fuld konkurrence for købere af juridiske ydelser – om du vil have en advokat, en jurist eller en anden til at levere den juridiske ydelse, det står dig jo frit for. Det kunne jo også være legaltech-firmaer. Og det er denne misforståelse, som jeg er allermest bekymret for, ikke bliver tydelig nok hos dem, der skal træffe beslutningerne i sidste ende.”

I samme ombæring er det i Andrew Hjuler Crichtons øjne vigtigt, at man har for øje, om man diskuterer deregulering i relation til markedet for juridiske ydelser eller standen for advokater. For det er to vidt forskellige ting, som ikke må blandes sammen.

”Da man skulle skrive Grundloven, der havde man jo en masse paragraffer. Men allerede som paragraf nummer tre valgte man at splitte magten op – i den lovgivende, udøvende og dømmende magt. Simpelthen for at de tre magtinstanser kunne holde hinanden i skak. Her definerede man altså, at domstolene skulle være uafhængige – og med det følger, at man også som borger i et samfund har mulighed for at have helt uafhængige advokater. Og det er advokatstanden – den mulighed for at borgere og virksomheder kan gå til en advokat, der ikke må have andre interessers end klientens, der har været hele grundlaget for måden, vi har bygget vores regulering af vores advokater op, hvor vi har skabt et advokatsamfund, der helt specifikt ikke er en del af centraladministrationen på trods af, at vi har et tilsyn, der for alle andre brancher ligger i det offentlige, men der må ikke være mulighed for at magthaverne kan påvirke advokaternes ageren, for advokaterne skal kunne rejse en sag mod magthaverne upåvirket af politisk indblanding.”

Det er i Andrews optik derfor vigtigt at forstå, om snakken om deregulering af advokatbranchen handler om advokatstanden eller om markedet for juridiske ydelser, som i hans optik allerede er konkurrenceudsat. Han sammenligner det med valget i supermarkedet:

”Det er lidt det samme billede som økologisk landbrug – her kan forbrugeren jo frit vælge den regulerede økologiske grøntsag, eller de kan vælge den konventionelle. Og her er det vigtigt at forstå, at der ikke er noget, der hedder advokatmarkedet, det findes ikke. Der er en advokatstand, som lever op til nogle bestemte kriterier, og så agerer de på et juridisk marked, der er åbent for alle. Og det er den kontekst, som jeg er bekymret for, bliver sat i baggrunden, når man snakker om deregulering, for det vil have betydning for det produkt, som man forbruger kan vide sig sikker på, at man får. For man risikerer jo med en deregulering at deregulere det beskyttelsesniveau, som man som virksomhed eller borger har, når man vælger en advokat. På samme måde, som du ved, at en økologisk grøntsag jo ikke må have sprøjtegift i sig, så nytter det jo ikke noget, hvis den pludselig gerne må. En deregulering af advokatstanden vil jo være det samme, som hvis de konventionelle landmænd fik lov til at kalde deres sprøjtede varer økologiske uden at skulle leve op til kravene til økologi”, siger han til K-News.

Pris og monopol

En af de andre knaster i diskussionen handler om pris. Altså advokaternes takster. For hvor dyrt skal det være at få prøvet sin ret, kunne man spørge.

Senest kunne man læse i Berlingske, at lønninger i toppen af de store advokatfirmaer ligger på niveau med eller over mange topchefers hos landets største virksomheder. Det viste endnu et lækket udkast fra den omtalte rapport fra Konkurrencerådet. Ifølge partner Kristian Elvang hos det mindre advokatkontor Elvang & Partnere er de høje lønninger problematisk i relation til den samfundskontrakt, som advokater har indgået.

”Vi advokater har for mange år siden indgået en pagt med samfundet om, at vi får monopol på at løse den samfundsvigtige advokatfunktion mod hver især at garantere vores uafhængighed, altid at sætte klientens interesser først – og ikke tage en urimelig betaling. Den pagt har vi som stand værnet om at overholde årti efter årti, og det har givet os stor troværdighed og samfundets tillid. Den tillid og troværdighed er væk. På under et årti. Smadret af grådighed”, siger han til Berlingske.

Ifølge Andrew Hjuler Crichton er det dog vigtigt igen at holde for øje, hvad det er, vi taler om. For man er nødt til at skelne mellem det samlede marked for juridiske ydelser, som i det store hele er konkurrenceudsat, og så det faktiske møderetsmonopol, som primært er forbeholdt advokater. Og der er stor forskel på lønninger afhængigt af, hvor man befinder sig.

”For det første, så er branchens lønninger virkelig differentierede. Der er ingen tvivl om, at der bliver tjent rigtig mange i toppen af de store advokathuse. Og så kan man jo fint diskutere, hvorvidt der er nogen, der tjener for mange penge. Men jeg har svært ved at se koblingen til, at det skulle være et retssikkerhedsmæssigt spørgsmål forstået på den måde, at 90 % af advokaters indtjening jo er på et allerede konkurrenceudsat marked, hvor andre aktører fint kan byde ind.

En deregulering af advokatstanden vil jo være det samme, som hvis de konventionelle landmænd fik lov til at kalde deres sprøjtede varer økologiske uden at skulle leve op til kravene til økologi

Hvordan man har indrettet sin virksomhed til at generere en omsætning, det er jo ikke noget, vi som advokatsamfund går ind og vurderer. Der findes jo ikke en lov i Danmark om højeste løn eller mindste løn, det er jo lidt markedet, der regulerer. Det kunne jo i den sammenhæng være interessant at lave en undersøgelse til andre sammenlignelige brancher, revisionshuse og konsulenthuse og se på, hvad lønniveauet er på øverste hylde der”, siger han og henviser til spændet i markedet:

”Diskussionen om løn er jo ud fra en tese om, at advokater ikke skal kunne konkurrenceudsættes på markedet. Der findes foruden alle andre aktører 1800 advokatvirksomheder i Danmark, som konkurrerer med hinanden benhårdt. Om noget, så gør reglerne om interessekonflikter jo netop, at du, som man ser det i revisionsbranchen, ikke kun har fire store spillere. Du har faktisk rigtig mange store advokatfirmaer. Og derfor er der også en naturlig markedsmekanisme, der definerer, hvad en ydelse er værd. Hvis du går ind på den allerøverste hylde hos de store advokatfirmaer, ja så er lønningerne høje. Det er private virksomheder, der opererer på et frit marked, og størstedelen af økonomien er jo bundet op på ydelser, som andre også kan byde på. Så hvis ydelsen ikke er det værd, så ville andre aktører jo tilbyde samme ydelse til en billigere pris, og så ville markedet regulerer sig efter det. Vi ser løbende, at andre rådgivertyper byder ind, og et godt eksempel på, at advokater er konkurrenceudsatte, er fx børsnoteringen af høreapparatvirksomheden Audientes, hvor opgaven gik til Deloitte Legal.”

Ejerskabsstrukturer

Og så er der diskussionen om ejerskabsstrukturer. Én af de ting, som man i Konkurrencerådet også undersøger, er ejerskabsstrukturerne i advokatbranchen, hvor det i dag jo som bekendt kun er advokater, der må eje et advokatfirma. I Storbritannien har man givet mulighed for et udvidet ejerskab af advokatvirksomheder, ligesom regeringspartiet Høyre i Norge også vil forsøge med et lignende tiltag.

Tidligere på året kunne man læse, hvordan formanden for Danske Advokater Jørgen Kjergaard Madsen blev citeret for at problematisere muligheden for udvidede ejerstrukturer med argumentet, at man kunne risikere, at rockere så kunne eje advokatfirmaer. En overskrift, som har fyldt meget og skygget for det egentlige budskab.

”Retrospektivt var eksemplet om rockerne ikke det bedste eksempel. Jeg kan godt forstå, at det kom til at fylde i debatten på trods af, at det er nævnt i en bisætning. Men det, der er pointen, er jo, at man potentielt kan være ude for, at du har advokathuse, hvor der er ejerforhold, som kan have interesser ud over klientens bedste”, siger Andrew Hjuler Crichton og uddyber:

”Når du ser en bandesag, hvor der er seks tiltalte og dermed også seks forsvarsadvokater, så kan man jo godt udefra tænke, at det ressourcemæssigt er i overkanten. Men det er jo netop, fordi at hver klient har ret til at få prøvet sin sag særskilt med en særskilt advokat, som kun har én klient, og at der kan være modstridende interesser mellem de tiltalte.”

Argumentet for ikke at bryde med den nuværende stramme ejerstruktur findes ifølge Andrew present i Storbritannien lige nu med et godt eksempel om, hvor svært det er for virksomheder at håndtere interessekonflikter uden meget klare og faste regler. Sagen om entreprenørfirmaet Carillion, der fra den ene dag til den anden kollapsede, har efterladt britiske politikere i harme over de mange modsatrettede interesser, der var i relation til den rådgivning, som firmaet fik. Og det viser ifølge Andrew Hjuler Crichton med al tydelighed, hvad der kan ske, når man ikke har et værn mod interessekonflikter.

”Du ser jo konsekvensen af det her med den sag, der hedder Carillion i UK lige nu, hvor du har et sammensurium af modstridende interesser med alle de store revisionshuse, der har været sammensmeltet på en sådan måde, at man tilsyneladende ikke har kunne lave en stærk nok revision, fordi rådgivningen har fyldt så meget. Det britiske parlament er så rystede over, at man har haft så ikke-retvisende revision, at man kigger på, om der har været et sammenfald af interesser. Man kommer frem til, at der har været så stort et sammenfald af interesser og manglende uafhængighed, at man efterfølgende har bedt revisionshusene komme med et udkast til, hvordan de kan splitte sig op, så de ikke kommer i den situation fremadrettet. For hvis du sidder med en revisor, der både yder revision, altså sørger for, at samfundet får de penge de skal på den ene side, og på den anden tjener en masse penge ved at rådgive selv samme kunde, er du så bidsk nok som revisor? Og derfor er det så dybt problematisk, hvis advokathuse kan ejes af andre end advokater – for hvis du skal lægge sag an mod en bank, som samtidig ejer en del af advokatvirksomheden, kan du være helt sikker på, at der ikke er modstridende interesser?”

Retrospektivt var eksemplet om rockerne ikke det bedste eksempel. Jeg kan godt forstå, at det kom til at fylde i debatten på trods af, at det er nævnt i en bisætning

De mange konkurser

Til sidst er der diskussionen om kuratorer. Området for insolvens og rekonstruktion er et utroligt lukrativt marked for mange af landets store advokathuse, og revisorernes brancheorganisation FSR har erklæret, at de meget gerne vil ind på det marked, der ifølge dem er forbeholdt advokater. Derudover kunne man læse i en artikel fra Advokatwatch i første linje, at:

”Kuratorhvervet er så godt som lukket land for alle andre end advokater.”

Men det er et postulat, som ikke har hold i virkeligheden, mener Andrew Hjuler Crichton.

Ifølge ham er der ikke noget i advokatreguleringen, der forhindrer, at alle kan anmode om at komme på skifterettens lister over kuratorer, men det er i sidste ende kreditorer og de implicerede parter i en konkurs, som vælger, hvilke kuratorer de foretrækker.

”Alle kan blive kuratorer. Markedsaktører kan jo altid byde ind på et marked, men det kræver noget investering. Man kan ikke kræve, at noget regulering, der ikke har noget med markedet at gøre, skal ændre på det. På den anden side er der så kreditorerne, der jo som udgangspunkt kan vælge alle de kuratorer, de ønsker. Og det er jo en privat beslutning. Om man så vælger en advokat, eller hvad man gør, det er jo op til dem. Så der er altså ikke tale om et monopol eller en særlig aftale for advokater eller forrang på lister hos skifteretten – i sidste ende er det dem, der har penge til gode i boet, der bestemmer, hvem der skal være kurator.”

Et af de firmaer, der har mange konkurssager, er Kammeradvokaten. Og den ordning bliver også blandet ind i diskussionen om deregulering af advokatbranchen, mener Andrew Hjuler Crichton.

”Jeg mener ikke, at det er retvisende at tale om både pris, kammeradvokatordningen, deregulering af advokatrollen og ejerskabsstrukturer under én hat. F.eks har aftalen mellem Kammeradvokaten og staten intet med deregulering af branchen og advokatgerningen at gøre”, siger han og uddyber:

”Kammeradvokatens rolle og aftale med staten er i vores optik som Advokatsamfund ikke retssikkerhedsmæssigt problematisk, da det udelukkende har noget at gøre med statens retningslinjer for indkøb af juridiske ydelser. I sidste ende er det jo en ren politisk beslutning – der ikke har noget med advokatregulering at gøre.”

Andrew Hjuler Crichton ser frem til den endelige rapport, som han håber vil være et værktøj til at modernisere branchen, hvor det giver mening.

”Vi ser frem til at få et konkurrencerøntgenbillede på branchen, for vi ser det altid som et sundhedstegn, at man diskuterer konkurrencesituationen i et marked. Så jeg forventer, at det bliver et produkt, som på den ene side peger på nogle muligheder for forbedringer, men som samtidig også italesætter vigtigheden af at bibeholde de strukturer, der er så vigtige for at bibeholde standens uafhængighed, så den kan blive et godt udgangspunkt for en videre politisk debat. Advokatsamfundet er jo Danmarks eneste positive parallelsamfund, og det skal vi blive ved med at være, for det handler om advokaters uafhængighed og i sidste ende vores allesammens retssikkerhed."