22/12/2017 -

"De nye persondataregler har været et wake-up-call for mange" - Tom Karí Kristjánsson


2017 har vist at 2018 handler om at være på fod med forandringens vinde. Plesners managing partner Tom Karí Kristjánsson runder serien 'Året der gik, og året der kommer' af med fokus på nytænkning og innovation

Redaktionen


Plesners RISMAgdpr er nomineret til Karnovs Nytænkerpris, og netop nytænkende initiativer vejen frem i 2018. Det mener managing partner hos Plesner Tom Karí Kristjánsson, der runder året af med sine tanker om året der gik, og året der kommer.

 

Hvad vil du fremhæve som det mest interessante, der er sket i den juridiske verden i 2017?

2017 blev året, hvor vi transformerede de juridiske rådgivningsydelser, så det digitale er en del af den ydelse, vi leverer. Det har givet mulighed for nytænkning af, hvordan vi kan hjælpe vores klienter. De nye persondataregler, som træder i kraft til forår, har været et wake-up-call for mange og vil påvirke stort set alle virksomheder, organisationer og myndigheder i Danmark. Plesner har i samarbejde med softwareleverandøren RISMA udviklet et digitalt værktøj, hvor de komplekse juridiske krav i persondataforordningen bliver omsat til praktiske og forståelige opgaver og procedurer. Løsningen er velfortjent nomineret til Karnovs Nytænkerpris.

Persondata er det første område. Men vi ser det som starten på en ny tendens, hvor den juridiske rådgivning fra advokathusene bliver bakket op af digitale systemer hele vejen ud til klienten. Det er interessant og giver nye muligheder.

 

Hvad ser du frem til som det mest spændende i 2018?

Det bliver helt i forlængelse af de seneste års udvikling: At sikre en rettidig reaktion på forandring. Dette er blevet et grundvilkår for vores klienter - og dermed endnu mere for os som rådgivere. Hastighed har fået en ny betydning. Det er ikke bare et spørgsmål om at løbe hurtigere. Det handler nok så meget om at tænke ud af boksen, udtænke smartere løsninger og afprøve disse. Og hurtigt tage konsekvensen, hvis det ikke virker. Alt sammen med skarpt fokus på fastholdelse af kvalitet og et særdeles højt fagligt niveau. Dét er en utrolig spændende udvikling at være med i, og mulighederne er nærmest uanede.

Del denne fra K-NEWS

Skal vi holde dig opdateret?

Få besked om nye artikler og podcast direkte i din mailboks ved at tilmelde dig herunder.

Vi indsamler ikke data om dig – og journalistikken, vi leverer, er gratis.

Nyhedsmail. Ja tak