Datatilsynet har i dag påbegyndt en undersøgelse af video-app'en TikTok. Målet er at finde ud af, om tjenesten lever op til reglerne for databeskyttelse.
Det skriver Datatilsynet i en pressemeddelelse.
"TikTok er meget populært blandt især børn, som ifølge GDPR har krav på en særlig beskyttelse af deres oplysninger. Derfor ser vi nu på omfanget af den behandling af personoplysninger, der sker i appen, og på, hvad der er det lovlige grundlag for behandlingen. Desuden undersøger vi en række sikkerhedsmæssige aspekter af TikTok," siger Datatilsynets direktør Cristina Angela Gulisano.
Der er tale om en såkaldt egendriftssag, som Datatilsynet kan vælge at åbne. Egendriftssager er – på linje med tilsynsbesøg, klagesagsbehandling og behandling af underretninger om brud på persondatasikkerheden – en af de muligheder, Datatilsynet har for at føre kontrol med, at der bliver passet på danskernes personoplysninger.
Når Datatilsynet i dette tilfælde selv kan indlede en egendriftssag direkte over for en dataansvarlig, som opererer internationalt, skyldes det, at platformen pt. ikke har etableret et hovedsæde i Europa. En lang række globale tjenester har hovedsæde i Irland, og derfor er det i disse tilfælde det irske datatilsyn, der er såkaldt ledende tilsynsmyndighed på vegne af de andre europæiske tilsynsmyndigheder.