Danskere streamer og downloader ulovligt som aldrig før. Det viser nye tal fra Rettighedsalliancen. I 2016 var der 356 millioner besøg på fildelings- og streaminghjemmesider, som forbryder sig mod rettighedshaverne, og i 2017 var antallet af besøg helt oppe på 596 millioner. Det er en stigning på 67%, og det på trods af, at det aldrig har været nemmere at se film og høre musik på lovlige tjenester som Netflix og Spotify.
Partner hos Njord Law Firm og ekspert i immateriel ret, Jeppe Brogaard Clausen, tilskriver den voldsomme stigning et hold i en ellers målrettet brevindsats. Njord Law Firm har siden 2014 sendt flere tusinde breve ud til husstande, hvis IP-adresser har været brugt til ulovlig download eller streaming af film, og i brevene tilbydes et forlig på 1.500 kroner for at lukke sagen.
"Vi har sendt 5000 breve i 2017, hvilket er væsentlig lavere end de forgangne år, hvor vi har sendt mellem 30-40.000 breve. Dette skyldes, at teleselskaberne ikke mener at have pligt til at udlevere oplysninger om deres brugere på baggrund af IP-adressen, forklarer Jeppe Brogaard Clausen om den massive stigning.
Dette forhold bliver dog imidlertid afgjort mandag d. 7 maj, hvor Østre Landsret vil afgøre, hvorvidt rettighedshavende fortsat kan få kontaktoplysninger på brugerne af de ulovlige streamingtjenester.
Hver gang man lukker et site popper tre nye op. Vi skal have mulighed for at kontakte besøgende af de ulovlige tjenester - selvfølgelig med stor respekt for folks privatliv
"Man har stadig kunne lukke ulovlige udbydere som ’Popcorn Time’ i 2017, men ikke adressere de ulovlige forhold til brugerne. Det er ikke nok at lukke for adgangen. Hver gang man lukker et site popper tre nye op. Vi skal have mulighed for at kontakte besøgende af de ulovlige tjenester - selvfølgelig med stor respekt for folks privatliv. Vi beder jo ikke om sted og tidspunkt for at bevise, hvem der sad bag skærmen på det pågældende tidspunkt. Det drejer sig blot om navn og kontaktinfo," fortæller Jeppe Brogaard Clausen.
Den stigende aktivitet tilskrives også ubesværet mobiladgang til streamingsites, og særligt én ulovlig tjeneste har gjort sig bemærket i 2017. Streamingtjenesten GoMovies, siden GoStream fik i 2017 175 millioner besøg, hvoraf størstedelen af besøgende kom fra mobile enheder, fremgår det af tal fra Rettighedsalliancen.
Ingen nemme løsninger
Når samtalen rundt om middagsbordet falder på emnet ulovlig streaming, skilles vandene som oftest, men begge poler af debatten plejer at være fælles om, at der bare skal være bedre streamingtjenester til rådighed for forbrugeren. Det er ikke nødvendigvis den rette løsning, mener Jeppe Brogaard Clausen.
Man skal være opmærksom på, at de brugerprofiler, som streamer ulovligt, samtidig er dem, der har adgang til HBO, Netflix m.fl
"Man skal være opmærksom på, at de brugerprofiler, som streamer ulovligt, samtidig er dem, der har adgang til HBO, Netflix m.fl. Hele problemet opstår ved, at forbruget er enormt højt, og det bliver kun delvist dækket af lovlige sider, mens de ulovlige sider er et supplement. Det er naturligvis også et spørgsmål om tålmodighed og temperament. Forbrugerne vil gerne have det nye her og nu."
Det er ifølge Jeppe Brogaard Clausen ikke nok bare at sende en trailer i biografen om, hvorfor det er skidt for filmindustrien at streame ulovligt, man er nødt til at tage kontakt til dem, som streamer.
Den finske model
Skeler man mod vores naboer i nord, så er ulovlig streaming i Finland faldet og er forsat faldende i kølvandet på en målrettet indsats mod piratstreaming. I Finland gik myndighedsinstanser sammen på tværs og effektuerede en omfattende brevindsats lig den, vi kender i Danmark.
Modellen i Finland beskrives således i en rapport, som Njord Law Firm frit har oversat fra finsk til engelsk. Kontaktoplysningerne til IP-adressens ejer meddeles rettighedshaveren eller dennes repræsentant på grundlag af en retsorden, og så sendes IP-adressens indehaver typisk et brev med angivelse af, at der er opdaget en ophavsretskrænkelse på telekommunikationsområdet. Modtageren af brevet tilbydes en mulighed for at betale erstatning for krænkelse af ophavsretten og omkostningerne ved overvågning af omkostningerne. Den kompensation, der bliver anmodet om i brevet, kan ligge på 50 EUR for et tv-program og 100 EUR for en film. Kontrolomkostningerne ligger mellem 400-450 EUR.
Efter en prøveperiode blev brevøvelsen evalueret med formål om at se, om der kunne spores en effekt. Når man ser på brugerne af de ulovlige tjenester på internettet, er 17% af dem stoppet med at bruge piratkopiering eller ulovlige tjenester. 13% har reduceret deres forbrug. Af personer, der selv har uploadet uautoriseret indhold til internettet, er 13% stoppet og 14% har reduceret deres brug. Selvom disse to grupper overlapper, så har brevene haft positiv indvirkning på at reducere brugen af piratkopieringstjenester. Endvidere har 43% af den finske befolkning hørt om modellen med at sende breve ud. Hele 70% af dem, der streamer, har hørt om modellen.
Jeppe Brogaard Clausen fastslår, at hvis dommen i Østre Landsret falder ud til ophavsretshavernes fordel, så fortsætter Njord Law Firm med at sende breve ud, og de vil lade sig inspirere af Finland i den forbindelse. Endvidere tilføjer han, at Rettighedsalliancen skal fortsætte det gode arbejde med at lukke de ulovlige streamingtjenester.