Danmark svigter sine forpligtelser over for folk med handicap

Danmark skal have ros for at beskytte mennesker med handicap på linje med andre minoriteter. For at have fokus på at højne kvaliteten og nedbringe ventetiderne i psykiatrien, trods fortsatte stigninger i ventetider flere steder. Og for at skabe opmærksomhed og styrke forholdene for børn med særlige behov. Sådan fremgår af den eksamination, som FN’s Handicapkomité netop har foretaget af Danmarks forpligtelser på handicapområdet.

Men herfra visner roserne og erstattes af 90(!) bekymringer og anbefalinger rettet mod Danmarks manglende håndtering og opretholdelse af rettigheder for folk med handicap.

Det er første gang i 10 år, at Danmark er til denne form for eksamen i forhold til internationale forpligtelser på handicapområdet. Og skulle man give Danmark en karakter, så peger rapporten på et 00 – for den utilstrækkelige præstation, der ikke demonstrerer en acceptabel grad af opfyldelse af fagets mål.

Samme billede blevet tegnet tilbage i 2014, hvor komitéen udkom med en lignende rapport – denne var dog syv sider kortere og knap 20 bekymringer og anbefalinger mindre. Og det er bemærkelsesværdigt, mener man hos Danske Handicaporganisationer, der giver Danmark dumpekarakter.

”Det mest opsigtsvækkende er, at Danmark bliver kritiseret for, at det går tilbage med at opfylde rettigheder for folk med handicap. Specielt når man kigger på vores forpligtelser i forhold til handicapkonventionen, hvor vi jo har skrevet under på, at vi vil beskytte folk med handicap,” siger Thorkild Olesen, der er formand for Dansk Handicaporganisationer.

Han bakkes op af ligebehandlingschef hos Institut for Menneskerettigheder Rasmus Brygger.

“Det er bemærkelsesværdigt, at et land som Danmark, der i mange år har brystet sig af at være et foregangsland på menneskerettighedsområdet, får kras kritik fra FN’s Handicapkomité for stagnation og tilbagegang for rettighederne for mennesker med handicap. Det kommer dog ikke bag på os, da vi længe har vidst, at der er betydelige problemer, blandt andet inden for uddannelses-, sundheds- og socialområdet. Det er vigtigt, at Danmark tager denne kritik alvorligt og blandt andet udarbejder en handlingsplan for, hvordan rettighederne for personer med handicap bliver sikret inden for alle samfundsområder.”

Konventionen og Danmarks forpligtelser

FN’s Handicapkonvention (CRPD) trådte i kraft den 13. december 2006. Konventionen slår blandt andet fast, at alle deltagende nationer i konventionen:

”Bekræfter på ny, at alle menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder er universelle, udelelige, indbyrdes afhængige og indbyrdes forbundne, samt at der er behov for at sikre, at personer med handicap fuldt ud kan nyde disse uden diskrimination.”

Danmark skrev under på aftalen i marts 2007 og ratificerede aftalen i 2009 – altså en formel tilslutning og medfølgende forpligtelse til at overholde dens bestemmelser. Samme år tiltrådte EU CRPD, og det blev dermed den første menneskerettighedskonvention uden for Europa, som EU har tiltrådt.

I 2014 valgte Danmark at tiltræde en tillægsprotokol til konventionen, som giver individuel klageadgang til FN’s Børnekomité. Tiltrædelsen skete i efteråret, og omtrent samtidig valgte den daværende regering ikke at ville inkorporere konventionen i dansk lovgivning.

Den første danske eksamination fra FN’s Handicapkomité var ellers lige landet, og her stod det udtrykkeligt, at man anbefalede Danmark at tiltræde konventionen via inkorporering i dansk lovgivning fremover. Ligesom også Menneskeretsudvalget, der var blevet nedsat i 2012, kom med samme anbefaling. Her var der dog uenighed om konventionens funktion i dansk ret med seks medlemmer for ud af 15.

“De væsentligste argumenter for en inkorporering var ifølge udvalget tydeliggørelsen af privates muligheder for at påberåbe sig konventionen for de nationale domstole og andre retsanvendende myndigheder. Udvalget fandt tillige, at inkorporeringen ved lov ville indebære en styrkelse af borgernes retsstilling på de områder, som konventionen regulerer, i det omfang konventionens bestemmelser er egnede til at kunne håndhæves ved domstolene,” lyder det sammenfattende i et beslutningsforslag, som blev præsenteret for regeringen i 2021 af tre daværende folketingsmedlemmer fra Radikale Venstre.

Den anden del af udvalget påpegede dog samtidig: “At konventionen indeholder en række bestemmelser, der er vage og generelt formulerede hvilket gør bestemmelserne mindre egnede til at blive inkorporeret. Dette kan være et argument imod en fuld inkorporering, da sådanne bestemmelser indebærer en risiko for, at det overlades til retsinstanserne at træffe afgørelser, som det traditionelt set tilfalder Folketinget og regeringen at træffe.”

Bekymringen over konventionens virkning ved inkorporering i dansk lov lod til at være tungen på vægtskålen for regeringen. På spørgsmålet om, hvorfor regeringen ikke ønskede at inkorporere konventionen, lød svaret fra daværende justitsminister Mette Frederiksen til Information i et skriftligt svar, at: ”Regeringen har besluttet ikke at inkorporere yderligere menneskerettighedskonventioner, fordi regeringen ser en risiko for en forskydning af kompetence fra Folketinget og regeringen til domstolene. Og det er for regeringen vigtigt at fastholde de folkevalgtes ansvar for overholdelsen af vores internationale forpligtelser.“

I 2021 forsøgte tre medlemmer af Radikale Venstre så igen at få regeringen til at inkorporere konventionen i dansk lov. Og heller ikke denne gang lykkedes det.

Det fik daværende politisk leder af Kristendemokraterne Isabella Arendt (KD) og formand for Danske Handicaporganisationer Thorkild Olesen til i en kronik i Kristeligt Dagblad også at opfordre regeringen til at inkorporere. I kronikken påpeger de blandt andet, at der i Danmark er nogle tusinde borgere, som ikke har ret til at stemme ved et folketingsvalg, grundet deres handicap. Og at fem ud af seks danske trafikselskaber ikke vil hjælpe folk med handicap om bord på almindelige busser. Det oplyser de på baggrund af en undersøgelse fra Institut for Menneskerettigheder.

Det svækker Handicapkonventionens synlighed, legitimitet og gennemslagskraft, når Danmark ikke har inkorporeret den

“For os handler det om, at mennesker med handicap kan leve et liv som alle andre. At de kan deltage, bidrage og være en del af fællesskabet. Være ligeværdige naboer, kolleger og kærester. Leve et aktivt og selvstændigt liv. Besøge venner, tage toget og læse nyheder på mobilen,” lyder det blandt andet i kronikken.

Men det har også betydning for den retlige prøvelse af rettigheder under konventionen, at vi i Danmark ikke har inkorporeret konventionen, fremhæver ligestillingschef fra Institut for Menneskerettigheder Rasmus Brygger.

“Det svækker Handicapkonventionens synlighed, legitimitet og gennemslagskraft, når Danmark ikke har inkorporeret den. Der er meget få eksempler på, at danske domstole henviser til Handicapkonventionen og næsten ingen eksempler på, at borgere får medhold i sager ved domstolene på grundlag af Handicapkonventionen”, siger Rasmus Brygger.

Situationen i Danmark

Tilbage til kritikken fra den netop offentliggjorte eksamination. For det er en opsigtsvækkende hård kritik, der på ny kritiserer Danmark for manglende inkorporering af konventionen, men som også indeholder:

• Manglende inddragelse af forholdet mellem køn og handicap i lovgivning, samt manglende systematisk indsamling af data om situationen for kvinder og piger med handicap.
• Utilstrækkelig og forsinket støtte til forældre med handicap og forældre til børn med handicap, hvilket kan påvirke vurderingen af deres forældreevner negativt
• For mange børn i adskilte skolemiljøer og hermed opbygning af barrierer for inklusion i uddannelsesmiljøer.
• Manglende lovgivning og politikker, der inkluderer et handicap- og menneskerettighedsperspektiv, samt manglende revision og ophævelse af diskriminerende lovgivning.
• Øget tvang i psykiatrien, herunder en stigning på 22% de sidste 10 år. I 2022 blev der næsten 20.000 gange brugt bæltefiksering, fastholdelse og akut beroligende medicin brugt med tvang.
• Store regionale forskelle i støtte på tværs af landets kommuner.

Ifølge Danske Handicaporganisationer er situationen dybt kritisabel, og her sender formand Thorkild Olesen kritikken videre til Christiansborg.

“Det er da kritisabelt, at man i Justitsministeriet har siddet efter sidste eksamination, hvor der faktisk har været en arbejdsgruppe og sagt, at man ikke vil inkorporere den i dansk lov. Men den starter jo hos socialministeren, så det er jo hende, der skal tage den her rapport og gøre noget ved den og tage den videre til justitsministeren. Det er hende der skal starte det her,” siger han.

K-NEWS har forsøgt at få et svar på kritikken fra social-, bolig- og ældreminister Sofie Hæstorp Andersen. Her lyder svaret, at ministeren ikke har mulighed for at stille op til interview, men ministeren udtaler til P1 Morgen mandag d. 16. september:

”Danmark er allerede forpligtede til at efterleve handicapkonventionens bestemmelser. Som borger kan man faktisk tage konventionen i hånden og gå til myndighederne og til domstolene og så få ændret ting. Og der bliver også konsekvent vurderet, at hvis man laver ny lovgivning, er den så i overensstemmelse med Danmarks internationale forpligtelser, når det handler om handicapkonventionen.”

K-NEWS har desuden rakt ud til justitsministeren for at få svar på, om man fra ministerens side er klar til at se på at inkorporere konventionen i dansk lovgivning. I et skriftligt svar henviser ministeren til socialministeren.

Besynderlig passivitet

Ifølge Thorkild Olesen er det mærkværdigt, at vi ikke har inkorporeret konventionen endnu her 15 år efter, vi ratificerede aftalen.

”Det er jo ret besynderligt, at vi tilslutter os en konvention, der kræver, at vi inkorporerer den i lovgivning, og vi så ikke gør det. Det giver jo et skær af, at vi gør det (ratificerer konventionen, red.) for at se godt ud udadtil, i stedet for reelt at gøre noget for folk med handicap. Det viser, at vi på en eller anden måde har en selvopfattelse af, at vi ikke behøver inkorporere den, fordi vi selv tror, at vi gør tingene så godt. Men rapporten angriber jo den selvopfattelse.”

Thorkild Olesen hæfter sig ligeledes ved konklusionen i rapporten om divergens i støtte til folk med handicap fra kommune til kommune som en af de helt store udfordringer.

”Det betyder, at det er fuldstændigt arbitrært, hvad du får af hjælp, afhængig af hvilken kommune du er i. Hvis du bor i én kommune, kan du måske få 24 timers hjælp, i en anden måske syv. Og det er jo ikke til at leve med den her forskelsbehandling. Det svarer jo til, at vi tillod at kommunerne så forskelligt på færdselsloven i deres respektive kommuner.”

Hvis man får en forkert vurdering fra kommunerne, kan man tage det til Ankestyrelsen, præcis som socialministeren påpeger. Og hvis man er et barn med handicap, kan man måske godt allerede forberede sig på, at man skal den vej. Ifølge en rapport fra foreningen Embedsværket fra 2020 var den gennemsnitlige omgørelsesprocent for børnesager på 51% i 2019 - og i 15 ud af landets 98 kommuner svimlende 70%. Ifølge Thorkild Olesen et klart tegn på, at uligheden på tværs af landet er til at tage og føle på.

Den svingende støtte kan i sidste ende endda være på kant med Danmarks forpligtelser under Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, lyder det fra Institut for Menneskerettigheder.

“Menneskerettighederne blander sig som udgangspunkt ikke i, hvordan staterne indretter sig, eller på hvilken måde de sikrer de konventionsbeskyttede rettigheder. Danmark kan derfor godt have regionale og kommunale forskelle, for eksempel i hvordan ressourcer fordeles, og hvordan service tilbydes. Det bliver dog et menneskeretligt problem, når borgernes rettigheder ikke bliver realiseret, for eksempel fordi der er omfattende fejl i kommunernes sagsbehandling. Det er dén kritik, Danske Handicaporganisationer har rejst over for FN’s Handicapkomité, og som komitéen viderebringer til regeringen,” siger Rasmus Brygger.