Da en fattig kvinde blev Danmarks mest kendte barnemorder

Foto: Pressebillede fra filmen, farvetonet og med udsnit fra den oprindelige dom mod Dagmar Overby fra UfR

Noget af det største, man kan opleve, er følelsen af at trøste et lille spædbarn i sine arme. At skabe en tryghed, der gør, at det lille nye menneske finder ro hos dig og giver sig hen til omsorgen. Følelsen er stadig present hos undertegnede journalist, da jeg satte mig i biografmørket for at se Danmarks bud på en Oscar-statuette ved uddelingen den 3. marts.

Og måske derfor var filmen svær at se helt til ende uden ikke at skulle tage par dybe kvalmestillende vejrtrækninger undervejs. For når man bombarderes med scener, hvor skrigende spædbørn enten udgør lydtæppet eller de egentlige filmskud, alt imens fraværet af mor, far eller værge udpensles i et sort-hvid portræt af 1910’ernes fattige og mudrede København akkompagneret af et forvrænget lydbillede med flænsende violiner – ja så havde jeg flere gange lyst til at rejse mig og gå.

Ikke fordi filmen er dårlig. Men fordi den stopfodrer dig som seer med en virkelighed, der er så langt fra det, vi kender i dag. Hvor klasseskel, efterkrigstraumer og rationeringer styrer samfundet, og hvor den enkelte borger må gribe til ekstremerne, hvis hun vil overleve, i mangel på socialt sikkerhedsnet og retsstatslig beskyttelse.

Som de fleste nok allerede ved, efter uger med massiv pressedækning af filmen, så fortæller Pigen med Nålen historien om Dagmar Johanne Amalie Overby, der i tiden under og efter Første Verdenskrig ernærede sig ved at bygge bro mellem fattige enlige kvinders ønske om at skille sig af med deres nyfødte barn og så adoptivforældre. Eller det troede kvinderne i hvert fald. For Dagmar Overby valgte i stedet at tage livet af spædbørnene og enten gemme ligene væk, brænde dem eller hælde dem i byens vandforsyning. Velbekomme.

I 1921 endte Dagmar Overby med at blive dømt i landsretten for manddrab. En afgørelse, der findes i UfR - U.1921.834/2Ø.

Men - hvorfor overhovedet vende tilbage til afgørelsen fra 1921, vil du måske sidde og tænke? Fordi jeg sad på K-NEWS-redaktionen med filmen i den ene hånd og afgørelsen i den anden og så en oplagt anledning til at folde ordlyden af den gamle afgørelse ud og se nærmere på, hvad det var for et samfund, der dengang dømte Overby til livstid. Men også fordi sagen trækker tråde til nutiden og de heftige diskussioner om kvinders reproduktive rettigheder, som buldrer i flere jurisdiktioner og på flere kontinenter lige nu. Det vender vi tilbage til.

Dømt til fangekost og forbedringsarbejde

Afgørelsen fra 1921 har sit afsæt i årene, der går forud – og det er også her filmen foregår. Syersken Karoline kæmper for at få hverdagen til at fungere, da hendes mand er forsvundet under krigen – her referencen til nålen i filmens titel, der altså ikke har noget med Dagmar Overby at gøre.

Karoline ender med at blive gravid, men vil ikke have barnet. Så hun opsøger Overby, der driver en adoptionstjeneste.

I sagen mod Dagmar Overby kan man læse, at hun i årene 1916-1920 tilbød sin hjælp som adoptivmor. Kvinder kunne altså mod betaling overlade deres nyfødte barn til Overby, der lovede kvinderne, at hun ville sørge for børnenes opvækst og pleje ved at sende dem til andre familier fra bedre kår. Betalingen varierede fra 200 til 1260 kroner (tager man udgangspunkt i Danmark Statistiks prisindex-beregner, svarer det til mellem 7000-46.000 kroner), samt en del børnetøj og barnevogne.

Dagmar Overby var tidligere straffet for flere forhold. I 1909 blev hun dømt for simpelt tyveri ved den dengang gældende §228. Straffen for simpelt tyveri lød dengang på fængsel ”paa Vand og Brød, ikke under 5 Dage”, og Dagmar Overby blev dømt til fangekost og fængsel i 10 dage.

I 1918 blev hun igen straffet for tyveri og blev denne gang dømt efter §230, denne gang med såkaldt forbedringsarbejde i 15 måneder. Der var her tale om strafarbejde på et såkaldt forbedringshus, som frem mod vedtagelsen af den nye straffelov i 1930 var en slags anstalt for dømte for mildere forseelser. Det blev ændret med den nye straffelov fra 1930, hvor man også indførte muligheden for betinget fængsel.

Trods en afstikker til forbedringshuset, så havde Dagmar Overby i den fireårige periode også gang i sit foretagende – altså at tilbyde adoption af nyfødte. I denne periode slog Dagmar Overby 11 af de indleverede 13 børn ihjel, slår retten fast.

Foto: Pressebillede fra filmen af Trine Dyrholm, der portrætterer Dagmar Overby

Da to af kvinderne henvendte sig til Dagmar Overby med ønske om at få deres barn hjem igen, fik de overrakt børn, der ikke var deres egne. I afgørelsen står der blandt andet:

“I to Tilfælde havde Tiltalte efter at have dræbt det Barn, der af vedkommende Barnemoder (moren, der i denne sag havde anmeldt Dagmar til politiet for ikke at ville give lov til at se sit barn, red.) var afleveret til hende, tilbageleveret til Barnemoderen et Barn, som en af de andre Barnemødre havde givet hende, i det ene Tilfælde, fordi hun var blevet vred paa Barnemoderen, og i det andet Tilfælde, fordr det paagældende Barn for Tiden var hende til Ulejlighed.”

Dagmar Overby blev efter anmeldelse den 2. september 1920 efterforsket af politiet. Her fandt politiet knogle- og tandrester i Dagmars kakkelovn, og bare seks dage efter anmeldelsen tilstod Dagmar:

”At hun havde dræbt Barnet og forklarede herom nærmere, at hun straks efter at Anmelderinden var gaaet, havde leget lidt med Barnet, men at den Tanke pludselig var opstaaet hos hende, at hun maåtte dræbe Barnet, uden at hun kunde gøre rede for Motivet hertil, og at hun derpaa havde lagt Barnet i Barnevognen og taget en Snor og bandet den om Barnets Hals, uden at hun kunde angive hvorledes, men hun mente, at hun bandt den saa stramt, at Barnet er blevet kvalt derved. Hun lagde en tynd Sæk over Barnet og gemte noget efter Liget i en Koffert, der stod i Lejligheden. Næste Dag brændte hun Liget i Kokkelovnen i Lejligheden.”

I afgørelsen beskriver landsretten, hvordan den første anmeldelse startede en lavine af indberetninger om indleverede børn hos Dagmar Overby. Det blev i alt til 13 indleverede børn.

Filmen sidder stadig i mig, og det gør den måske særligt, fordi forbrydelsen ikke må være, men desværre er, ægte

Selv fortæller Dagmar Overby, at hun slog børnene ihjel samme dag, som hun fik dem. Hun erindrer ikke at have haft noget motiv, men hun beskrev for retten, at hun dog ofte var under påvirkning af æter, der var et kraftigere stof end lattergas, og som virkede sløvende og smertestillende. Der var dog ikke noget i den efterfølgende mentalbehandling af Dagmar Overby, der indikerede, at hun havde været psykotisk under drabene:

“I Anledning af Sagen blev hun underkastet mental Observation, og det hedder i Observationserklæringen, at der ikke har kunnet paavises mindste Tegn paa Sløvsind eller paa andre Psykoser som egentlig Forrykthed, Schizofreni eller lignende, og at der ikke er fremskaffet tilstrækkeligt videnskabeligt Grundlag for Antagelsen af, at hun har udført Drabene under en virkelig ved Nydelsen af narkotiske Stoffer (eller af andre Aarsager) forvoldt (forbigaaende) Sindssygdom.”

Det på trods, så forsøgte Dagmar Overby at få nævningene i sagen til at straffe hende med udgangspunkt i den daværende §38 og §39, som slog fast, at straffrihed eller nedsat straf kunne tages i brug, hvis den tiltalte havde være såkaldt afsindig, påvirket på forstandsevnen eller at være at betragte som en tåbe.

Tråden til nutiden

Dagmar Overbys forbrydelser står klart i sig selv – de er voldsomme, og er der blot et gram af virkelighed i filmens portrættering af Overbys handlinger, så er det næsten ubærligt at beskrive i detaljer, hvordan hun omgår spædbørnene. Så det vil jeg sparre dig for her.

Hendes handlinger har dog en relevans også i dag, selvom det er over hundrede år siden, at hun blev dømt. Sådan lyder det i hvert fald fra instruktøren bag filmen, svenske Magnus von Horn. Han beskriver, hvordan kvinder dengang måtte kæmpe ti gange hårdere for deres plads i samfundet – ”this world was hell for women”, siger han i et interview med amerikanske Filmmagazine.com.

Men han fortæller også, at der er en mening med at lave filmen nu. Til dagligt bor von Horn i Polen, og her oplever han fra første parket, hvordan man der, ligesom mange andre steder i verden, ønsker at udfordre kvinders ret til både fertilitetsbehandling og ikke mindst abort.

Han peger på, at abort jo netop var en af de rettigheder, som man dengang i 1920’erne burde have sikret, så de fattigste kvinder kunne komme ud af svangerskab uden at skulle være tvunget til at give deres børn væk, fordi de ikke havde penge til at passe på dem.

”Den første diskussion har altid været den moderne forbindelse til nutidens samfund, når man laver sådan en film her. I USA ved jeg, at det haster. I Polen, hvor jeg bor, haster det på samme måde,” siger han i førnævnte interview.

Når jeg ser filmen, kan jeg ikke andet end tænke, hvor godt det ville være, hvis abort var lovligt, eller hvis man dengang havde mulighed for at få hjælp af forvaltningen til en overvåget anbringelse via et godkendt adoptionssystem.

Men det leder også tankerne hen på det, der er virkeligheden flere steder i verden – aktuelt lige nu i USA, hvor man med ophævelsen af Roe vs. Wade og dermed den føderale ret til abort har skabt en situation, hvor stater som for eksempel Texas retsforfølger sundhedspersonale, der hjælper gravide med at søge hjælp til abort i andre stater, hvor det stadig er lovligt.

Med Pigen med Nålen har vi fået en kunstnerisk bearbejdning af et stykke Danmarkshistorie, der nok er forvrænget og dramatiseret til det store lærred, men som ikke desto mindre viser skyggesiden af manglende rettigheder i velfærdsstaten. Filmen sidder stadig i mig, og det gør den måske særligt, fordi forbrydelsen ikke må være, men desværre er, ægte.