Det lyder som et drømmescenarie: De ansatte i afdelingen for ansættelsesret i Bird & Bird har de seneste uger været nødt til at lægge 25 procent ekstra oveni deres almindelige arbejdstid, fordi efterspørgslen på netop deres kompetencer er steget som følge af coronaepidemien. Alligevel er følelsen hos Søren Narv Pedersen, der er leder af afdelingen, afgjort ambivalent: Han føler sig privilegeret over, at der er masser af opgaver i en tid, hvor mange bliver fyret eller sendt hjem på løntilskud – præcis det, som mange af de klienter, der henvender sig, står overfor at gøre. Men:
”Der er triste skæbner bag dem, der henvender sig. Vi gør vores arbejde, fordi det er nødvendigt, men lige som alle mulige andre glæder vi os til, at det her er overstået,” siger Søren Narv Pedersen, der har mere end 20 års erfaring med arbejds- og ansættelsesret.
Afdelingen, der beskæftiger sig med ansættelsesret, er den afdeling i det danske Bird & Bird, der arbejder mest på tværs af landegrænser og har størst kontakt til de 29 andre Bird & Bird-kontorer rundt om i verden, og det skyldes ifølge Søren Narv Pedersen, at ansættelsesret er så forskellig fra land til land. Han ville for eksempel aldrig kunne rådgive om detaljer i svensk ansættelsesret, lige som en af hans svenske kollegaer i Bird & Bird aldrig ville kunne rådgive om dansk, sådan som man ellers kan gøre det inden for visse andre retsområder.
”Nu er vi kommet i en situation, hvor mange virksomheder har været og er oprigtigt bekymrede for, hvor det her fører hen. Virksomheder, som man har troet var bundsolide, har pludselig mistet deres indtægtsgrundlag og er i alvorlig risiko for at forsvinde. Vi har specialiseret os i ansættelsesret hos techvirksomheder, som ikke har været allerhårdest ramt, men de er også ramt, og vi bruger meget tid på at kigge på, hvilke muligheder der er for at tilpasse medarbejderstaben, mulighed for lønnedgang, nedgang i arbejdstid osv. Der er masser af muligheder og masser af spørgsmål, der rejser sig,” fortæller Søren Narv Pedersen og tilføjer, at mange lande har indført støtteordninger som følge af coronaepidemien, og at de stort set er forskellige fra land til land – det har man derfor også brugt meget tid på at rådgive om.
Klienterne, der henvender sig, har både været nye og gamle, der eksempelvis har haft kontakt til det internationale Bird & Bird måske med fokus på et enkelt eller to lande, og som nu udvider til alle de lande, der er mulighed for. Har klienten været en stor dansk virksomhed med datterselskaber i udlandet, har Bird & Bird i Danmark stået for processen med at indhente oplysninger fra Bird & Birds andre afdelinger. Har det været en international virksomhed med hovedkvarter i eksempelvis London, med ansatte rundt omkring i Europa, har virksomheden taget fat i Bird & Bird i England, som har henvendt sig i Danmark, hvor Søren Narv Pedersens team har bidraget med deres viden. Som udgangspunkt gælder de ansættelsesretlige regler i det land, hvor arbejdet bliver udført. Er man udstationeret kan der dog gælde andre regler.
Vores bidrag til den tragiske situation
Søren Narv Pedersen vidste, at han og kollegaerne ville få travlt, så snart han hørte om løntilskudspakkerne i midten af marts. Samtidig oprettede Bird & Bird også en gratis hotline, hvor virksomhederne kan ringe ind og få rådgivning.
”Det er vores bidrag til den her tragiske situation,” siger Søren Narv Pedersen, der vurderer, at arbejdstiden i afdelingen er øget med 25 procent, og at mindst 95 procent ud af de 125 procent har taget udgangspunkt i coronaepidemien.
Samtidig er der blevet droslet ned for andre ting, såsom retssager, fordi domstolene har været lukket ned.
Han er slet ikke i tvivl om, hvad rådgivningen i forhold til coronarelaterede spørgsmål kan betyde for klienterne.
”Her kan den rigtige håndtering af ansættelsesret betyde overlevelse for virksomhederne. Dem, vi hjælper, vil gerne gøre tingene rigtigt, men hvis man gør noget indenfor det her område, uden at vide noget om det, for at spare penge på den korte bane eksempelvis ved masseafskedigelser, så kan smerten vise sig om et halvt til et helt år, når konsekvenserne af ikke at have gjort tingene ordentligt viser sig,” siger Søren Narv Pedersen og tilføjer, at han synes, der skal lyde en stor ros til arbejdsmarkedets parter for at tage situationen meget alvorligt, og at begge parter har været klar på fleksible særaftaler.
Han mener altid, at der efter en større omvæltning, som vi for eksempel så det med finanskrisen, vil komme et større retsopgør.
”Men lige præcis inden for det ansættelsesretlige område tror jeg dog kun, at vi kommer til at se en mindre stigning i retssager som følge af coronakrisen. I forvejen ser vi ikke lige så mange – eller så store individuelle ansættelsesretlige sager, som man typisk ser i andre lande – fordi dansk ansættelsesret er kendetegnet ved at være relativ arbejdsgivervenlig. Jeg tror også, at arbejdsgiverne vil få en del elastik, hvis der skulle komme nogle sager, fordi der er forståelse for, at der er blevet truffet nogle hurtige beslutninger,” lyder det fra Søren Narv Pedersen, der forventer, at den ekstra coronarelaterede arbejdsmængde vil begynde at aftage stille og roligt nu.
Sammen med sine kollegaer opdaterer han løbende de gældende regler inden for ansættelsesret i Danmark i forbindelse med coronaepidemien på dette link.