Corona og nedlukning påvirkede tilsynsindsatsen i 2021, hvor pandemien betød, at Advokatrådets tilsyn gennemførte færre tilsynsbesøg end planlagt. Det fremgår af Advokatrådets tilsynsrapport for 2021, som for nylig er blevet oversendt til Justitsministeriet, skriver Advokatsamfundet i en pressemeddelelse.
Ifølge Advokatrådets tilsynsrapport var det hensigten, at der skulle udtages 301 advokatvirksomheder og 1498 advokater til tilsyn fordelt på tre risikogrupper i 2021. Men den reelle mængde af tilsyn samt indhentning af efterslæb fra 2020 betød tilsyn med 191 advokatvirksomheder og 356 advokater.
”Vi må konstatere, at mange af vores fysiske tilsynsbesøg har været umulige at gennemføre på grund af corona-pandemien. Kontorerne har været nedlukkede, og vi har selv også været ramt af sygdom og begrænsninger i mulighederne for at oplære nye tilsynsførende. Selv om vi har prøvet at erstatte nogle af de fysiske tilsyn med online-tilsyn og skriftlige tilsyn, har vi ikke nået så mange tilsyn, som vi selv har ønsket at komme i mål med,” siger Andrew Hjuler Crichton, generalsekretær i Advokatsamfundet.
Siden lovændringer i 2019 har tilsynet været tilrettelagt som et såkaldt risikobaseret tilsyn. Det betyder, at advokater inddeles i tre forskellige risikogrupper: Høj, mellem og lav.
Der er ikke lovkrav om, hvor tit advokater og advokatvirksomheder skal have tilsyn, men Advokatrådet har selv sat en målsætning om, at advokaterne og advokatvirksomhederne i de tre risikogrupper skulle have tilsyn henholdsvis hvert 3., 6. og 10. år.
På baggrund af de seneste to år med corona har Advokatrådet besluttet at ændre målsætningen til henholdsvis 4, 7 og 11 år for den første periode.
”Der skal føres et konsekvent og fast tilsyn med advokaterne, og vi mener, at vi har den rette kapacitet til at lægge det tilsynstryk, som vi ønsker. Men vi har i to år ikke kunnet anvende kapaciteten fuldt ud, og i erkendelse af det, har rådet valgt at sige, at vi nu midlertidigt justerer vores egne målsætninger og lægger et år til perioden,” siger Andrew Hjuler Crichton.