Hvis du mangler et lidt anderledes take på juraen her til ferien, eller bare gerne vil have et anderledes indblik i sager, du måske ellers ikke havde hørt om, så har vi her samlet en oversigt over de dokumentarfilm fra CPH:DOX, som vi her på K-NEWS har set og anmeldt sammen med en række fagfolk.
”Chokoladekrigen”
“Den (filmen, red.) sætter fokus på et emne, der desværre er meget aktuelt. Virksomheders ansvar for forsyningskæder er en debat, der stadig er aktuel,” siger Laura Nelson Marusic, advokat hos Kromann Reumert, der har anmeldt dokumentaren ”Chokoladekrigen” sammen med K-NEWS.
Dokumentarfilmen tager os med på en rejse, der viser, hvordan kakaobønner bliver plukket af børn under slavelignende forhold, og hvordan store virksomheder ikke vil tage ansvar for vilkår, der er i andre lande end USA.
I filmen følger vi menneskerettighedsadvokat Terry Collingsworth og partneren Paul Hoffmans juridiske kamp mod virksomhederne Nestlé og Cargill på vegne af seks klienter.
Klienterne er seks unge mænd fra Mali, som deler samme skæbne. Som børn i 12-årsalderen blev de lokket med løfter om gode penge til kakaoplantager i Elfenbenskysten. Men virkeligheden i plantagerne var noget anderledes end løfterne. Her var ingen penge, og de levede under slavelignende forhold med afstraffelse og hårde arbejdsforhold.
Filmen viser skiftevis scener fra retssalen og klip fra Elfenbenskysten, hvor Terry Collingsworth leder efter beviser på, at virksomhederne vidste, hvad der foregik.
“Som verdenen har udviklet sig, er vi kommet dertil, at mange - både virksomheder, forbrugere, politikere og repræsentanter fra civilsamfundet - ikke længere mener, at frivillige initiativer er nok. Vi er nødt til at have nogle håndfaste regler og stille konkrete krav til virksomhederne, både for at forbedre beskyttelsen af rettigheder, klima, osv. men også for at skabe en mere "levelled playing field" for virksomhederne. I filmen er det de amerikanske selskaber, der bliver gået efter, men det samme gør sig gældende for europæiske virksomheder,” siger Marusic, og mener, at filmen er et vigtigt indspark i en relevant debat.
”Jeg er glad for ikke at have købt en KitKat, imens jeg så den. Det har man ikke lyst til vel?”
Du kan læse hele anmeldelsen af filmen her.
”Judges under pressure”
”Stod det til mig, satte vi alle børn i skoler og ungdomsuddannelser til at se den her film lige nu. Filmen viser 100 procent, hvor vigtig magtens tredeling er.”
Så klart kan filmens tema faktisk ridses op, ifølge Nina Palesa Bonde, formand for dommerfuldmægtigforeningen, der har anmeldt filmen ”Judges under Pressure” sammen med K-NEWS.
I dokumentaren følger vi Igor Tuleya og en række andre polske dommere, der forsøger at værne om retsprincipperne, magtens tredeling og dommernes uafhængighed i Polen, hvor de siden 2015 er blevet trængt mere og mere op i en krog. Det er særligt Igors kamp mod systemet, vi får indblik i.
Han er blevet indkaldt til en disciplinær høring for at tilbagekalde hans dommerimmunitet, fordi han lod pressen være til stede i retten, da han afsagde dom i en sag, der omhandlede flere prominente politikeres brud på grundloven. Han mener, at politikerne nu forsøger at bruge hans sag som afskrækkelse for at få andre dommere til at holde munden lukket i fremtiden.
”Jeg ser en kollega, en mand, der tager sin dommerkappe på – som jeg også selv gør – og som i alt det her lader loven og retsprincipperne stå først, på trods af de mange omkostningerne, det har for ham,” siger Nina Palesa Bonde:
”Det kan meget hurtigt blive teknokratisk og juristeri, når vi taler om retsprincipper, men i virkeligheden er det jo det, hele vores samfund er bygget på,” uddyber hun og fastslår:
”Det er så vigtig en film. Han siger jo meget godt, at domstolene og retsprincipperne er et værn mod, at den svage undertrykkes eller holdes nede af den stærke. Det lyder som noget højtflyvende juristeri, men det er jo det, det handler om – for ellers så ser vi jo magtmisbrug, og at politi kan trække folk fra gaderne uden begrundelse, ellers fængslinger, der ikke bliver prøvet, og det er jo en let glidebane mod noget, som vi slet ikke ønsker, altså den autoritære stat.”
Du kan læse resten af anmeldelsen lige her.
”The Treasures of Crimea”
Et ”retssagsdrama, som på uventet vis når Hollywood-højder”, og som giver ikke bare et unikt indblik i retssagernes verden, men også en unik indsigt i Ruslands annektering af Krim. Sådan lyder det fra vores gæsteanmelder, Jakob Plesner Mathiasen, om filmen ”The Treasures of Crimea”.
Og med invasionen af Ukraine er dokumentaren brændende aktuel, for den viser, hvordan en række kulturskatte, der er gravet op på Krim Halvøen, men bliver udstillet i Amsterdam i 2014, skaber det juridiske spørgsmål: Hvem tilhører genstandene?
Det juridiske omdrejningspunkt i filmen er UNESCO’s konvention om ulovlig handel med kulturværdier, og man følger retssagerne i Holland, hvor filmproducenten har fået lov til at komme med helt ind i retssalen.
Retssagerne rejser spørgsmålet om, hvorvidt konventionen finder anvendelse i en situation, hvor kulturarven ikke er stjålet, men hvor Krim, hvor genstandene er fundet, invaderes af en fremmed stormagt.
“Det giver én kuldegysninger, når man som seer ved, at Rusland kort tid efter filmens udgivelse invaderer Ukraine,” siger Jakob Plesner Mathiasen:
“I min optik er svaret ret oplagt, at det både etisk og juridisk ville være forkert at levere genstandene tilbage til Krim.”
Men selvom svaret ifølge ham er oplagt, så kommer retssagerne – og dermed filmen – med en række twists og overraskende afgørelser, nederlag og sejre på deres tur gennem retssystemet.
Alt det kan du læse mere om i den fulde anmeldelse af filmen her.
”Spanton vs. The French Police: Consent on trial”
”Filmen handler om, hvornår noget er en voldtægt. Den behandler samtykkebegrebet i dets simpleste form. Er der samtykke til sex – ”ja” eller ”nej”?”
Sådan lyder det fra advokat og partner Malou Ehmer, da hun skal forklare, hvad hun mener, er den vigtigste juridiske problemstilling i dokumentaren ”Spanton vs. The French Police: Consent on Trial”.
Dokumentaren handler om den candiske turist, Emily Spanton og hendes drømmerejse til Paris. Drømmerejsen bliver dog ikke som håbet. D. 22. april 2014 møder hun to politifolk på en bar, og da de spørger, om hun ikke vil se deres kontor, siger hun ja.
Efter de træder ind i kontorbygningen, er der to fortællinger om, hvad der foregik den nat i Paris.
Emily Spanton fortæller, at de to politifolk begge voldtog hende. Politifolkene nægter og mener, at hun frivilligt gik med til, hvad der skete på kontoret.
I dokumentaren følger vi herefter retssagen, mediedækningen - og hvordan hele MeToo-bevægelsen ender med at påvirke sagens udfald. Vi får også fortalt, hvordan retssystemet og politiet i Frankrig behandler Emily Spanton under sagens forløb, og særligt dette gjorde indtryk på gæsteanmelder, Malou Ehmer:
”Puha – det var lige til at få ondt i maven af. Filmen skildrings af efterforskningen og afhøringsmetoderne er dybt chokerende. Det er næsten ikke til at tro, at det er foregået. Jeg er med på, at man har en anden tilgang til tingene i Frankrig, men jeg var målløs over den metode, man har anvendt og den tilgang, man har haft til ofret,” siger hun og tilføjer:
” Det er jo helt forrykt.”
Resten af anmeldelsen finder du her.