Chefen reagerede, som hun håbede, han ville gøre – del 2

Det lyder som en sproglig dramatisering at kalde det kulminationen på lang tids grænseoverskridende adfærd. Men det er, hvad Agnes selv kalder det.

”Det er sådan en dag, hvor det hele kulminerer for mig”, fortæller hun.

Et næsten to år langt forløb er gået forud for, at hun siger ordene direkte i ansigtet til den advokat, hun har udført opgaver for. 

”Det er dig, der går over grænsen her, og det har du gjort mange gange”.

Hun er i minutterne inden blevet skiftevis rost for at være rigtig, rigtig sød og kritiseret for sin måde at løse opgaver på. Og da han derefter, for at sige farvel, krammer hende og lader sin hånd glide ind under hendes jakke, lægger den på hendes lænd og samtidig kysser hende på panden, får hun nok:

”Han stivner, da jeg siger, ”det gjorde du bare ikke”. Han kan mærke, at jeg er megarasende. Det her var fucking dråben, for han har kørt mig ud af så mange parametre.”

De har været alene på kontoret her den 30. december, fordi han har bedt hende om hjælp til at nå nogle ting, inden hun rejser til udlandet. Han er ikke hendes formelle chef på kontoret.

Agnes forlader kontoret grædende og forsøger at ringe til sin søster, der dog ikke tager telefonen.

Første del af artiklen publicerede K-News igår, og du kan læse den HER, hvis du endnu ikke kender hele optakten til, at Agnes forlader kontoret i den tilstand, hun gør.

Fortæller det til chefen

Søsteren ringer tilbage efter noget tid, og Agnes får styr på sig selv. Hun taler med sin studentermedhjælperkollega om det, der er sket. Og hun sender en sms til sin chef på advokatkontoret. Han er kontorfælle til ham, Agnes mener har overskredet hendes grænser gentagne gange.

Sms’en er relativt kortfattet. Enkelte sætninger ser sådan her ud:

’Da jeg skulle til at gå, ville han fortælle mig lidt om, hvordan han følte for mig’.

’de ting han sagde virkede meget mærkelige og kun med god vilje kunne kobles på noget kollegialt’

’Jeg reagerede ret voldsomt’.

Chefen ringer kort efter til Agnes og spørger ind til forløbet og forsikrer sig, at han har forstået det rigtigt. I telefonen får han også forhistorien – eller forhistorierne.

Han er vred og irriteret. Blandt andet fordi han et år tidligere til en julefrokost er blevet gjort opmærksom på, at hans kontorfælle har en grænseoverskridende adfærd overfor de yngre kvinder. Dér, et år tidligere, har han haft en samtale med kontorfællen og sagt, at det skal stoppe. Det var åbenbart ikke sket.

Chefen sender, kort efter samtalen og de første sms'er den aften med Agnes, en klar og tydelig besked til hende om, at han tror på hendes fortælling, efter han har konfronteret sin kontorfælle med problemet. Hans opbakning ser sådan her ud på Agnes' telefon.

Telefonumre, chefens navn, datoen for korrespondancen og Agnes' rigtig navn er overstreget for at anonymisere denne fortælling.

I tiden efter nytår sker der forandringer.

En nyansat studentermedhjælper siger op. Den anden studentermedhjælper tager orlov. Agnes tager til USA. Chefen opsiger samarbejdet, kontorfællesskabet, med den anden advokat. Som forretningsgangene er, går der en periode, før samarbejdet kan ophøre.

I perioden frem mod de skilles, ansætter chefen ingen nye kvindelige studentermedhjælpere. Det vil han ikke på grund af kontorfællens opførsel.

Jeg blev ansat, da jeg var tyve, og der er man sgu bare virkelig ung og har formentlig ikke lært at sige, hvornår man har nået sin grænse

Indenfor og udenfor grænsen

K-News spørger Agnes: Når du tænker tilbage på det her forløb, er der så et sted eller tidspunk,t om hvilket du i dag tænker: ”her var jeg egentlig krænket nok”, og hvor du ønsker, du havde reageret allerede dér? Eller reagerer du dér, hvor du skal – den 30. december?

”Nej, det er alt for sent. Men det er dér, jeg tør reagere. Jeg er på vej til USA. Jeg er ude sådan set. Så der er ikke noget, der kan ske på den front.”

Svarer hun med direkte henvisning til frygten for at blive opsagt.

”Men derudover tror jeg bare, at hvis jeg gik til en chef, kunne jeg have en følelse af, at jeg kan sige, han har gjort lidt det her og lidt det her. Men sådan samlet set – er det nok? Er det en krænkelse i sig selv?”.

Hvad der er grænseoverskridende, og hvor meget det er det, kan Agnes i dag konstatere også er afhængigt af, om du er indenfor eller udenfor arbejdspladsen.

Det normale er, mens du er i det, uhyggeligt defineret af din hverdag. Når hun fortalte om det til sin kollega, fortalte hun alt. Kollegaen kunne forstå det, og de kunne dele deres syn på ham. Men til sine venner udenfor arbejdet fortalte hun ikke alt.

”Jeg nævnte nogle ting for mine venner. Men der var ting, jeg synes var for pinlige. Det er, som om at ved at sige det uden for arbejdspladsen, så skulle jeg også indse, hvad det var.

K-News: Så du talte mindre om det udenfor arbejdspladsen for at undgå at definere din egen grænse?

”Ja, det kan godt ses på den måde. Ja, ligeså snart man snakker om det udenfor, så må man ligesom også definere og indse, at hvis det ikke er grænseoverskridende det her, hvad fanden er så grænseoverskridende for dig? Hvor langt skal du ud?”

På en skala fra 0 til 10

”Jeg kan ikke i dag helt sige, hvad det er, der har gjort det, men min grænse var blevet overskredet. Jeg tror, det er de mange forskellige kommentarer og mange forskellige berøringer – det har gjort det. Jeg ved det sgu ikke. Jeg blev ansat, da jeg var tyve, og der er man sgu bare virkelig ung og har formentlig ikke lært at sige, hvornår man har nået sin grænse”.

Vi spørger Agnes, hvordan hun her, næsten to år efter, vil graduere alvoren af det, hun var igennem. For hendes øjne tegner vi en imaginær skala fra 0 til 10. 10 er voldtægt, og 0 er ingenting.

Hun holder for første gang, i den halvanden time vi taler med hende, en mange sekunder lang pause, inden hun svarer.

”Jeg bliver sgu i tvivl. I virkeligheden skulle man gå efter at have et 0 som grænsen for, hvornår det er ok og ikke ok. Det er et godt arbejdsmiljø. Jeg ville ønske den var 0. Men 0, det er usandsynligt. Men man kan klare lidt udsving – måske op til 2.

Jeg synes (pause), jeg har svært ved rigtigt at sige, at min er over fem. I mit hoved har jeg lyst til at sætte den lavere. Men jeg synes, det er en voldsom oplevelse. Men jeg har svært ved at sætte den højt. En del af de der helt voldsomme historier, vil jeg sige ligger på syv og derover. Så kan min måske godt ligge på 6.”

At tale eller ikke at fortælle

At der efter et forløb, der altså rammer seks på skalaen, er et liv med både eftervirkninger og afklaringer, er tydeligt i mødet med Agnes.

Hun taler roligt, kigger de samme steder hen i rummet, når hun husker, hun bliver ind i mellem – virker det som om – påvirket af en frustration, der stadig sidder i hende, når hun fortæller detaljer. Hun er reflekteret. Det er kommet lidt på afstand, og hun er videre, siger hun. Men hun valgte at fortælle om det til K-News, fordi hun håber på det kan være en hjælp til andre til at finde ud af og en hjælp til at diskutere, hvor grænserne går.

I forhold til eftervirkninger nævner hun, at hun efter hjemkomsten fra udlandsopholdet fandt det svært at søge, og sælge sig selv til, et nyt job.

”At han kørte så hårdt på mig, gjorde, at jeg havde sindssygt svært ved at skrive en ansøgning, hvor jeg roser mig selv. For han havde fortalt mig i lang tid, hvor mega dårlig jeg er. Og jeg tror, jeg er blevet lidt ekstra opmærksom på, hvilken setting jeg skal ind i. Det handler ikke længere ’bare’ om, at jeg skal have et job i advokatbranchen, men om, hvad det er for et job”.

K-News: Men er det ikke også bare en del af at blive ældre, at du ved, hvad du vil, og hvad du vil finde dig i?

”Jo, det er det helt klart. Men der er bare mange af mine venner, der ikke har været gennem den her oplevelse, som ikke tænker så meget i den retning.”

Når Agnes i dag ikke vil stå offentligt frem med navn og fortælle sin historie, skyldes det hensynet til de andre, hun har krydset på sin indtil videre korte vej på arbejdsmarkedet.

”Jeg har kun arbejdet to steder. Så hvis mit navn kommer på historien, og nogen tjekker mig, risikerer det at pege på de forkerte personer. Selvfølgelig er det også noget med, om det kan påvirke min karriere. Jeg ved ikke, om jeg er bange. Kan godt høre, det egentlig er lidt specielt, når jeg siger det højt, men det er som om,… hmm, bliver man den, der peger folk ud. Er du den, cheferne ikke kan stole på?”

Agnes holder sådan set ikke sin historie skjult, hvis hun er i en sammenhæng, hvor samtalen falder på #MeeToo eller den slags. Det er sådan, vi på K-News fandt frem til hende. Vi spurgte rundt, om der var nogen, der kendte nogen i branchen, som havde konkrete oplevelser, det kunne være interessant at undersøge i artikelserien ’Krænket nok’. Og der var én, der havde hørt Agnes fortælle.

”Jeg fortæller det til folk, hvis nogen spørger”, fortæller hun.

Hun bliver, i de snakke også, udfordret på sin beslutning om ikke at stå frem med navn.

”En af mine nuværende kolleger, jeg talte med, siger, at hvis hun var med i en sådan artikel, og hun søgte et job, og de slog hende op og fandt artiklen, hvis de så ikke ville ansætte hende, så er det fint nok. For så er det ikke det sted, hun skal være.”

Anonymiteten 

Selvsagt er alle episoder, der er sket, hvor kun Agnes og advokaten har været til stede, svære at dokumentere. Men K-News har i arbejdet med denne artikel talt med andre kilder, der grundlæggende bekræfter forløbet, og vi har set korrespondancer, der ligeledes tegner et klart billede af det foregåede.

Som konsekvens af, at Agnes er nervøs for, om advokaten, der i dag er ansat i et andet firma, vil kontakte hende, såfremt han ved, at hun fortæller sin historie, har K-News truffet beslutning om ikke at kontakte ham og forelægge ham historien.

Den normale rutine med at forelægge en historie for alle involverede parter, har vi valgt at sætte til side af hensyn til vores kilde, hvis historie vi anser for troværdig og så vidt muligt veldokumenteret. Hensynet til kilden, i kombination med at alt og alle i artiklen er anonymiseret 100 procent, ligger til grund for beslutningen. Advokatens identitet er os bekendt. Agnes er ikke kildens rigtige navn.