10/03/2020 - Ny rapport

CCBE: juridiske eksperter skal forstå, hvordan AI'en fungerer


En ny rapport fra det europæiske advokatråd CCBE peger på alvorlige trusler mod retsstaten som institution, hvis vi ukritisk inviterer kunstig intelligens med ind i det juridiske maskinrum. Rådet anbefaler derfor, at advokater, jurister og domstole i langt højere grad øger deres egen indsigt og adgang til, hvordan de digitale systemer er skruet sammen.

Tekst: Rasmus Hylleberg. Foto: Shutterstock


Hvis den juridiske verden skal sikre en etisk, transparent og brugbar implementering af kunstig intelligens, så er det helt afgørende, at juristerne og domstolene får adgang til de bagvedliggende processer i de digitale systemer.

Sådan lyder konklusionen i en ny rapport fra det europæiske advokatråd CCBE, der netop har udgivet rapporten 'Considerations on the legal aspects of AI', der giver et overblik over de muligheder og udfordringer, der opstår, når man implementerer kunstig intelligens i henholdsvis domstolssystemet, i advokaternes sagsarbejde og i politiets kriminalitetsforebyggelse.

Og rapportens konklusioner er entydige – mens der følger mange spændende muligheder med de automatiserede løsninger, som den kunstige intelligens bringer med sig, så er der flere områder, hvor der er 'signifikante trusler' mod menneskets grundlæggende rettigheder og hele kvaliteten af vores retssystem.

 

Digitale beslutningstagere

Rapporten hæfter sig ved, at det ikke er nok at udlicitere opsætning og installation af digitale systemer til it-kyndige og softwareudviklere. For hvis de digitale systemer skal have en konkret positiv effekt på de juridiske systemer og højne retssikkerheden, så er det vigtigt, at man med implementeringen skaber nye 'tillidsbroer' mellem fagpersoner og systemer, så disse er åbne og transparente. Og vigtigst af alt så skal systemerne være åbne, så det er muligt for f.eks. strafferetsadvokater at få adgang til den data, hvorigennem den kunstig intelligens har truffet sin afgørelse, ligesom der skal være fri adgang til at vurdere og evaluere på de datasæt, som den kunstige intelligens benytter for at træffe sin afgørelse.

Samtidig skal advokater, der benytter sig af kunstig intelligens i relation til deres juridiske arbejde, forstå, hvordan systemerne er bygget op, så de samtidig forstår begrænsningerne ved systemerne. 

Rapporten peger desuden på, at det konstante kapløb om at effektivisere de juridiske processer og derigennem spare penge og tid ikke må ske på baggrund af en sløset implementering. CCBE anbefaler derfor, at de europæiske myndigheder og advokatsamfund etablerer gennemarbejdede etiske regelsæt og principper, før man kaster sig ud i en større implementering af kunstigt intelligente systemer.

Du kan læse hele rapporten HER.

Del denne fra K-NEWS

Skal vi holde dig opdateret?

Få besked om nye artikler og podcast direkte i din mailboks ved at tilmelde dig herunder.

Vi indsamler ikke data om dig – og journalistikken, vi leverer, er gratis.

Nyhedsmail. Ja tak