18/11/2021 - Generationsskifte

Bødskovs uenige ekspertgruppe klar med rapport om generationsskifte


Et halvt år efter den oprindelige deadline er Skatteministeriets ekspertgruppe, der skulle kigge på reglerne for generationsskifte, endelig klar med deres anbefalinger.

Men der er fortsat ikke enighed blandt ekspertgruppens medlemmer, hvor advokat Michael Serup går direkte imod flertallets anbefalinger.

Tekst: Rasmus Lehmann Hylleberg / Foto: Shutterstock


I juni 2020 nedsatte skatteminister Morten Bødskov en ekspertgruppe, der skulle komme med anbefalinger til, hvordan rammerne for værdiansættelse i forbindelse med generationsskifte kunne se ud.

Nu er anbefalingerne så landet, et halvt år forsinket, og det er en splittet ekspertgruppe, der fremlægger sin analyse. 

Tilbage i juni 2020 lød det fra kommissoriet bag nedsættelsen af ekspertgruppen, at den "skal, om muligt, tilvejebringe grundlaget for et nyt robust objektivt værdiansættelsssystem baseret på en skematisk værdifastsættelse, så det bliver muligt ud fra objektive kriterier på forhånd at beregne grundlaget for beskatningen ved generationsskifte, fremfor de nuværende regler, der er baseret på skønsmæssig fastsættelse af handelsværdien”.

Men netop et objektivt værdiansættelsessystem er ikke en retvisende mulighed, fremgår det rapporten. 

"Ekspertgruppens flertal konkluderer, (...) at det ikke er muligt at opstille en skematisk metode for værdiansættelse baseret på objektive kriterier, der altid vil give et retvisende udtryk for handelsværdien", står der i rapporten.

Det er et flertal af den ialt fire personer store ekspertgruppe, der er enig i rapportens analyse. Advokat Michael Serup, der har speciale i generationsskifte ved Bech-Bruun, tilslutter sig ikke flertallets konklusioner.

“Enhver værdiansættelse rummer væsentlige usikkerheder. Det gælder uanset værdiansættelsesmetode og herunder altså også i mindst lige så høj grad de alternative skønsmetoder, som flertallet, efter indstilling fra Skattestyrelsen, ønsker at anvende i stedet for en skematisk model”, står der i en særskilt mindretalsbemærkning i rapporten.

 

En splittet ekspertgruppe

Allerede tilbage i maj kunne Børsen bl.a. fortælle, at ”ekspertudvalget er så delte i deres analyser af problemstillingen, at der næppe kommer en samlet anbefaling i den afsluttende rapport, der ventes at være klar i juni.” 

Og da fagmagasinet til skatterådgivere Taxo i slutningen af oktober forsøgte at blive klogere på, hvornår rapporten ville være færdig, nægtede formand Michael Møller at udtale sig hverken til citat eller til baggrund.

Generationsskifte er en øm tå. For det var de tidligere skematiske regler, som blev skarpt kritiseret og som daværende skatteminister Benny Engelbrecht altså derfor fjernede, der hidtil har været det bedste bud på en objektiv værdiansættelse. Men siden 2015 har disse regler så været smidt op i luften og vurderes nu ud fra subjektive skøn, der heller ikke flugter med en objektiv værdiansættelse. Eller som Peter Foss, bestyrelsesformand hos produktionsvirksomheden Foss, udtalte til Berlingske i september:

”Ét problem er, at værdiansættelserne nu er fyldt med subjektive spådomme og embedsmænds gæt på, hvad en virksomhed kan tjene mange år ud i fremtiden. Derfor er der brug for en såkaldt skematisk model, som beregner værdien ud fra kendte tal – eksempelvis egenkapitalen og fremskrivninger af tidligere års overskud. (…) Det risikerer at ramme tusindvis af håndværksmestre, maskinfabrikker og produktionsvirksomheder, hvor ejeren snart skal på pension. Det kan ramme som et lyn fra en klar himmel og lukke virksomheden, hvis ejeren dør pludseligt.”

Skatteminister Morten Bødskov vil nu nærlæse anbefalinger i forhold til fremtidig regulering.

“Først og fremmest vil jeg gerne kvittere for ekspertgruppens store arbejde. Det er ikke nogen nem opgave, de er sat på. Men det er vigtigt, at vi skaber gennemsigtighed og forudsigelighed for virksomhederne i forbindelse med generationsskifte. Nu ser jeg frem til at læse rapporten og dykke ned i deres anbefalinger sammen med partierne bag finansloven for 2020,” udtaler Morten Bødskov i en pressemeddelelse.

Du kan læse meget mere om generationsskifte i det kommende Taxo, der udkommer 1. december.

Del denne fra K-NEWS

Skal vi holde dig opdateret?

Få besked om nye artikler og podcast direkte i din mailboks ved at tilmelde dig herunder.

Vi indsamler ikke data om dig – og journalistikken, vi leverer, er gratis.

Nyhedsmail. Ja tak