Dette blogindlæg er udtryk for skribentens egne holdninger.
Når vores politikere laver regler, eller vores meningsdanner kræver, at de gør det, så går betragtninger om retfærdighed, eller i den mildere udgave, rimelighed, igen. Samtidigt, så skal reglerne være lette at anvende og kunne implementeres hurtigt.
Det er alt sammen meget fint, men det ville klæde debatten at anerkende, at regler stort set aldrig kan være det hele på en gang.
For i regelbygning er det et faktum, at ”retfærdig” næsten altid er lig med ”kompliceret”. Dette da simple regler oftest bliver uretfærdige (men nemme at administrere), og til gengæld så er regler, hvor lovgiver forsøger at tænke alle scenarier ind og gøre dem alle retfærdige, oftest så komplekse, at de bliver kontraproduktive.
Det ville klæde deltagerne i regeldebatten at (...) overveje om det måske ville være en ide at leve med lidt mere uretfærdige og upræcise regler, hvis det til gengæld betød, at vores samfund blev lidt mindre komplekst.
Man kan opstille det som på en linje, hvor den ene ekstrem er ultimativ retfærdig, og den anden er ultimativ uretfærdig.
I den fuldstændigt retfærdige ende af linjen vil enhver regel, der skal anvendes, være utroligt kompleks, mens det modsatte vil være tilfældet i den uretfærdige ende.
Et eksempel kunne være erhvervsevnetabskapitalisering i sager efter arbejdsskadesikringsloven kontra efter erstatningsansvarslovens. Den første lov går efter at gøre det retfærdigt og præcist, og der ganger man erstatningen med et tal med op til 4 decimaler, der ændrer sig efter kapitaliseringsåret. Kompliceret, svært at forudse, men ganske retfærdigt og præcist. På den anden side har vi erstatningsansvarsloven, her ganger man bare altid med 10. Ganske upræcist, ikke specielt retfærdigt – nogle får for meget, andre får for lidt – men nemt at anvende i praksis, og de fleste kan forstå, hvordan beregningen foregår.
I disse år laver vi flest ”retfærdige” regler. Det betyder, at de er ganske komplicerede at arbejde med i praksis, fordi lovgiver konstant forsøger at forudse alle situationer og fjerne skønnet, for oh ve, hvis en sagsbehandler skulle tænke den mindste smule selvstændigt.
Den type regler har også den bieffekt at de, grundet kompleksiteten, kræver mange ressourcer at anvende, derfor bliver vi flere og flere jurister hvert år, og samtidigt bliver der større og større behov for vores faglighed.
Det ville klæde deltagerne i regeldebatten at anerkende dette, og overveje om det måske ville være en ide at leve med lidt mere uretfærdige og upræcise regler, hvis det til gengæld betød, at vores samfund blev lidt mindre komplekst.
Det ville dog kræve, at de selvsamme meningsdannere også turde stå på mål for dette, når de forventelige forsider om reglernes uretfærdige karakter forventeligt starter – og det er nok især der, skoen trykker.