Dette indlæg er udelukkende udtryk for skribentens egne holdninger.
Da Højesteret i marts 2022 afsagde dom om logning af danskernes færden og kommunikation, troede mange at sagen var ovre. Der blev drukket gravøl og afregnet med advokaterne. Journalister “analyserede” nederlaget, mens politikere fra begge sider fejrede afgørelsen. Det var lykkedes Højesteret at mase en firkantet klods ned i et rundt hul.
Det er næsten 20 år siden, jeg startede på jurastudiet på Københavns Universitet, og jeg blev tidligt fanget af forfatnings- og menneskeretten. Den danske grundlov har ikke den beskyttelse, mange tror, så som borgere er vi afhængige af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Dengang var kun Dansk Folkeparti modstandere af europæiske menneskerettigheder, og som ung konservativ havde jeg ikke meget til overs for dét parti.
Siden er “de fine franske principper” blevet et belejligt monster, når magthavere vil retfærdiggøre udemokratiske indgreb i minoriteters rettigheder. Mens man i Sverige og Nederlandene har opdateret sine grundlove til at inkludere de fælles rettigheder, har vi i Danmark lagt afstand til konventionen. I 2003 forklarede vi på studiet, at den havde en særstatus i dansk ret, og at Folketinget kun kunne bryde dem, hvis politikerne udtrykkeligt fremsatte ønske om det. Det var utænkeligt, at det kunne ske.
Nu er der bred enighed om at “udfordre” rettighederne og vedtage lovgivning med “væsentlig procesrisiko”. Det sidste er newspeak, for “vi taber nok ved de internationale domstole”. Og det var meget rigtigt. Kun seks dage efter Højesterets afgørelse om logning sagde EU-Domstolen, at de danske dommere tog fejl, og at de nye logningsregler måtte droppes. Siden har vi været i et retligt vakuum, hvor ingen ved hvilke data, staten stadig får udleveret, og hvilken hjemmel teleselskaberne har til stadig at overvåge os.
Den Europæiske Menneskerettighedskonvention blev skrevet efter anden verdenskrig for at undgå en gentagelse af fortidens rædsler. I forbindelse med Lissabon-traktaten blev en opdateret udgave indført i EU's traktater som EU's Charter om Grundlæggende Rettigheder. I modsætning til Europarådet, hvor konventionen hører under, har EU økonomisk magt og kan sanktionere medlemslande, der ikke overholder charteret. Europarådets hårdeste sanktion er eksklusion, som det for nyligt skete for Rusland.
Derfor blev jeg glad, da den daværende justitsminister, Søren Pape Poulsen (K), i 2017 erkendte, at de danske logningsregler var ulovlige. EU-Domstolen havde, igen, sagt, at det var en ulovlig krænkelse af vores privatliv og pålagt os at stoppe. Den daværende minister mente dog at have fundet et smuthul: Han mente ikke, at der var en tidsgrænse for, hvornår stater skal rette ind.
Et lov-og-orden-parti mente ikke, at en dom pålægger en lovovertræder straks at standse sin overtrædelse.
Jeg så det som en oplagt mulighed: Hvis jeg, via domstolene, kunne etablere, at lovgivning ikke må være i strid med EU's Charter og Menneskerettighedskonventionen, ville det være muligt at skrive danmarkshistorie ved at sætte grænser for Folketingets magt. Hørups “Ingen over og ingen ved siden af Folketinget” gav mening i forfatningskampen i 1878, hvor husmænd, arbejdere, adel og konge sloges om magten. Folketinget var folkets repræsentanter og kunne ikke forventes at ville krænke sine vælgere.
Siden er Landstinget nedlagt, og kongehuset undlader at bruge sin formelle magt. Der er derfor hverken checks eller balances i dansk forfatningsret.
Det var derfor opsigtsvækkende, men ikke overraskende, at Højesterets seks dommere ikke satte foden ned overfor regering og folketing. Politisk har der siden 2001 været meget fokus på såkaldte “aktivistiske” dommere, og i dansk ret har vi ikke tradition for prøvelse af lovgivningens overensstemmelse med grundloven. Ligesom Østre Landsret var Højesteret ikke i tvivl om, at vores privatliv og ytringsfrihed blev krænket, men vi var jo ikke et teleselskab, og selvom vi havde et teleselskab som medlem, var kun de fire net-selskaber, TDC, Telia, Telenor og 3, forpligtet til at overholde logningsbekendtgørelsen.
Men hvad er formålet med rettigheder, hvis man ikke kan anvende dem i retten? Det forudså man heldigvis efter verdenskrigen, så både konventionen og charteret har en bestemmelse om præcis dét. Den afviste de danske domstole, men nu er spørgsmålet op til domstolen i Strasbourg.
Blandet andet på grund af den stigende politiske modstand er domstolen mere tilbageholdende, og det er optimistisk at tro, at de vil kræve en grundlæggende forandring af domstolenes kontrol med dansk lovgivning.
Men hvis vi vil kalde os en demokratisk retsstat, er det absolut nødvendigt.