BLOG: Forråelse og vildledende ledelse på socialområdet

Dette indlæg er udelukkende udtryk for skribentens egne holdninger.

Den 22. februar 2023 fik jeg morgenkaffen galt i halsen. Under overskriften ”Det er ikke nødvendigvis dårlig retssikkerhed, når Ankestyrelsen irettesætter kommuner”, fik to socialchefer uimodsagt lov til at fortælle om deres praksis, når de under en påstand om lovens uklarhed, lader ”på vippen”-afgørelser falde ud til fordel for sig selv. En højst problematisk tilføjelse til den magtulighed, der i forvejen er mellem borger og socialforvaltning. 

Lad mig slå fast med det samme: Det er ikke en social- eller arbejdsmarkedsforvaltnings opgave at løbe en risiko. Særligt ikke fordi den aldrig løber den til fordel for borgerne, men kun til fordel for sig selv. Det hedder magtfordrejning og er – åbenlyst – ikke lovligt.

Det er en kommunes pligt at oplyse en sag, før den træffer afgørelse. Det følger bl.a. af retssikkerhedslovens § 10 og hedder oplysningsprincippet. Det er også en kommunes pligt at undersøge retsgrundlaget og sikre sig, at der er hjemmel, inden der træffes afgørelse. Det hedder legalitetsprincippet. Hvis kommunen enten ikke kan finde ud af fakta – eller jus – så skal den sørge for at lade sig vejlede til at blive ”klog nok”, før den træffer afgørelse.

Perspektivforvrængning

Det er korrekt, når de to chefer fra henholdsvis Lolland og Viborg Kommuner fremhæver, at de mange skøn på socialområdet ofte medfører tvivl – det er prisen for at have en rammelovgivning. Tvivl i ”på vippen”-sager betyder, at kommunen skal gøre sig ekstra umage og inddrage alle de juridisk lovlige kriterier, hensyn og fakta, før den træffer den afgørelse, der bedst er i overensstemmelse lovens formål og beskyttelseshensyn. På socialområdet er det oftest borgeren – og aldrig kommunekassen – der nyder beskyttelse. Gør man det, vil der ikke være mange rigtige ”på vippen”- afgørelser tilbage i kommuner af Viborgs og Lollands størrelser.

At der faktisk ikke er ret mange rigtige ”på vippen”-afgørelser kan aflæses af Ankestyrelsens principafgørelser, som er der, hvor ny praksis og fortolkning offentliggøres.
Selvom Ankestyrelsen behandler ca. 50.000 sager om året, så udgav Ankestyrelsen hele 51 principmeddelelser fordelt ud over 22 forskellige love. At bare en af dem skulle være fra Viborg eller Lolland er mindre sandsynligt – og at de i Viborg skulle have så mange principielle sager, at det kan berettige til en udtalelse som ”omvendt kan nogen så tænke, om man som kommune ikke er så risikovillig, som man burde være og derved får prøvet systemet lidt mere af” er temmelig usandsynligt.

Citatet fortæller derimod, at fokus er på at prøve systemet af. Hvis det skal ske i Ankestyrelsen, så er man nødt til at træffe en afgørelse, der er så ubehagelig for borgere, at han/hun klager over den. Der er ualmindelig langt til god forvaltningsskik.

Fej for egen dør

Begge kommuner citeres for at omtale egen omgørelsesprocent i den lave ende – men ser man på handicapområdet, ligger begge kommuner over landsgennemsnittet for omgørelser, der ligger på 41,8% af klagesagerne.

Viborg havde i tredje kvartal 2022 i alt 23 klagesager på servicelovsområdet i Ankestyrelsen, hvoraf 43,5 % af afgørelserne blev omgjort (altså ikke lovlige afgørelser). For Lolland Kommune drejer det sig om 12 klagesager – hvoraf 50 % blev omgjort.

For at sætte dette yderligere i perspektiv, så kom der ikke nogen ny praksis ud af det, for langt de fleste af de omgjorte sager fra Viborg – og alle fra Lolland var så dårligt sagsbehandlede, at Ankestyrelsen ikke kunne afgøre, om de var rigtige eller forkerte. Sagerne blev derfor hjemvist og borgerne venter altså stadig på en lovlig afgørelse. 
Det kan forekomme stødende, at cheferne i de to kommuner ikke i højere grad har fokus på at sikre sig, at samtlige sager, der sendes til Ankestyrelsen, som minimum er sagsbehandlet så godt, at Ankestyrelsen faktisk kan tage stilling til dem, før de bekymrer sig om at afsøge, ”hvad lovgivningen sætter rammer for”. Det kunne jo være, at den lovlige afgørelse dukkede op, hvis sagen var oplyst korrekt. 

Forråelse truer retssikkerheden 

Cheferne forsøger at få det til at lyde som om, de gør borgeren eller ”retstilstanden” en tjeneste ved at afdække en fortænkt fortolkningen af loven. Problemet er, at kommunerne har en betydelig gevinst ved at lade afgørelser, der er ”på vippen” falde ud til fordel for sig selv. Det er nemlig langt fra alle borgere der har evne eller overskud til at klage, og i de sager, er det en ren gevinst til kommunen.

Det er på sin vis godt at K-NEWS giver spalteplads til de holdninger, som de to chefer lufter – det er nemlig den forråelse på chefgangen, som borgere og NGO’er i mange år har mistænkt kommunerne for at have.

Omvendt er det ikke uproblematisk at give taletid til kommunale chefer, der åbenlyst tager ulovlige hensyn til sig selv, når de træffer afgørelse. Det kan give andre chefer den tanke, at det faktisk er en acceptabel måde at bedrive ledelse på. Der løbes også en risiko for at sagsbehandlerne tænker: ”Hvis chefen kan få offentliggjort en artikel, hvor den tvivlsomme praksis beskrives, så er den måske ikke så tvivlsom alligevel.”

Der er meget, der kan stå i vejen for at udsatte borgere får den rette hjælp. Kommunernes budgetter, sagsbehandlernes sagsantal og arbejdsklima, jura på socialrådgiveruddannelsen osv. Men den uden sammenligning største risiko, er kommunale chefer, der ikke interesserer sig for retssikkerheden. Hvis det ikke er vigtigt for chefen, bliver det aldrig vigtigt for medarbejderne.

Artiklen, Sanne Møller reagerer på, hedder 'Det er ikke nødvendigvis dårlig retssikkerhed, når Ankestyrelsen irettesætter kommuner'. Vi har også skrevet om rapporten fra Justitia under rubrikken 'Retssikkerheden halter i de mindste kommuner'.