2017 har været et godt år for advokatbranchen, og 2018 tegner til at blive mindst lige så godt. Knap en måned inde i året er der fart på oprustningen hos landets store advokathuse, og senest er det Bech-Bruun, der tilføjer tre nye ansigter til ledelsen.
Advokat Anders Hauge Gløde er med virkning fra 1. januar 2018 optaget som partner i Bech-Bruun, og indtræder med speciale i rekonstruktion, konkurs og insolvens. Anders har været hos Bech-Bruun siden 2008 – først som student og senere som advokatfuldmægtig og advokat. Han startede oprindeligt i M&A, men er sidenhen blevet en del af faggruppen Bank, Børs og Rekonstruktion, hvor han nu også tiltræder som partner. Anders Hauge Gløde har mange års erfaring som rådgiver indenfor rekonstruktion og konkursbehandling og har herudover indgående erfaring med udarbejdelse og tilpasning af låneaftaler samt kautioner og sikkerheder. Anders rådgiver og repræsenterer især banker og pengeinstitutter og har et indgående kendskab til bankverdenen fra en udstationering hos Nykredit Bank. Endelig har Anders anseelig proceserfaring med at gennemføre retssager for landets domstole.
Thomas Bøgedal Kristiansen indtræder som partner per 1. januar 2018 og skal bidrage til Bech-Bruuns afdeling for M&A. Han startede oprindeligt sin karriere i Bech-Bruun i 2008, da han blev ansat som advokatfuldmægtig i Fast Ejendom og Entreprise. Han har sidenhen specialiseret sig inden for virksomhedsoverdragelser, og han rådgiver i dag inden for alle facetter af danske og internationale M&A-transaktioner. Thomas Bøgedal Kristiansen har derudover været ansat som International Associate hos Simpson Thacher & Bartlett LLP i London, men vendte i 2015 tilbage til Bech-Bruun, hvor han siden har været ansat som senioradvokat i M&A og rådgivet en lang række store private equity-fonde og danske og internationale virksomheder i forbindelse med M&A-transaktioner.
Slutteligt tiltræder Sven Frode Frølund som partner pr. 1. august, og han skal være med til at styrke Bech-Bruuns profil inden for M&A Real Estate. Sven Frode Frølund kommer fra en stilling som advokat hos advokatfirmaet Simpson Thacher & Bartlett LLP i London, hvor han har specialiseret sig i køb af virksomheder og ejendomsporteføljer i Norden og Europa. Sven Frode har bistået en række større equity fonde i en række M&A- og ejendomstransaktioner på tværs af europæiske lande og har derudover bistået i flere kapitalmarkssager, navnlig high yield bonds. Sven Frode har tidligere været ansat i Bech-Bruun i Fast Ejendom, M&A og Rekonstruktion. Han vil med sin internationale erfaring inden for M&A og M&A Real Estate bidrage med stor værdi til Bech-Bruun.