/hammer%20og%20bord.jpg)
I USA har en række advokater og psykologer undersøgt 364 psykologiske tests, der er blevet brugt i retten. Her fandt de, at en tredjedel af dem ikke kunne betragtes som videnskabeligt pålidelige, at de ikke ville blive accepteret inden for den teoretiske praksis, og de blev i udgivelsen ligefrem kaldt for ”junk science”.
Undersøgelsen viste blandt andet, at i 10 procent af sagerne var de værktøjer, der var blevet brugt til at udforme og udføre testene, slet ikke blevet empirisk testet på forhånd og var derfor ikke blevet valideret. Normalt er praksis inden for retspsykologien ellers, at de test og metoder, man bruger, kommer igennem en lang række af studier – både før og efter de er blevet brugt i retten – for at vurdere, om de virker eller ej.
Undersøgelsen blev ledt an af Tess Neal, psykologiprofessor fra Arizona State University, og da hun skulle præsentere, hvad de var fundet frem til, sagde hun:
”Hvert år bliver hundrede tusindvis af psykologiske vurderinger foretaget og brugt i retten til at hjælpe dommerne med at foretage juridiske beslutninger, der gennemgribende påvirker folks liv. Der er nogle fremragende psykologer, der laver videnskabeligt og bevisbaserede evalueringer. Imidlertid, er der mange andre, som ikke gør det samme,” skriver Wired.com.
Det er ikke bevist, at der er faldet uberettiget dom i de sager, hvor der er blevet brugt tvivlsomme metoder i udformningen af de psykologiske test, men Tess Neal mener, at årsagen kan være, at man ikke før har kigget dem efter i sømmene på denne måde.
Advokaterne skal stille spørgsmål
Problemet er, at flere af advokaterne i USA ikke stiller spørgsmålstegn ved eller udfordrer de psykologiske evalueringer som bevis, når de bliver brugt i retten. Tess Neal opfordrer advokaterne til ikke bare at tro på, at de er valide, men kan også godt se, at det for advokater – der ikke har erfaring med retspsykologi – kan være svært, særligt for de offentlige forsvarere, der oftest ikke har de største ressourcer at gøre godt med, fordi det kan tage lang tid at undersøge validiteten af en psykologisk evaluering. Og fordi advokaterne ikke stiller spørgsmål ved det, så gør dommerne det heller ikke.
Tess Neal opfordrer advokater til at foretage deres egen research og rent faktisk kigge lidt dybere på de mere tekniske, psykologiske beviser, de får fremlagt.
Undersøgelsens fund er blevet bakket op af andre eksperter, skriver Wired.com. Blandt andet Eric Drogin, der både er retspsykolog og advokat og lige nu underviser på Harvard Law School. ”Ingen af de her problemer er overraskende for mig. Og det burde ikke være en overraskelse for nogen advokat eller forsker, der arbejder på det her felt,” siger han til Wired.
Mangel på objektivitet i evalueringerne
Et af nedslagspunkterne i undersøgelsen, som psykologerne, der har været med til at gennemgå testene er faldet over som bekymrende, er, at der er blevet brugt såkaldt ”projective tests”. Det vil sige test, hvor personen bliver bedt om at komme med en reaktion på en tvetydig opgave, hvor psykologen bruger deres reaktion til at analysere, hvordan for eksempel deres personlighed eller kognition er.
Et eksempel er ”Den Kinetiske Familietegning”-test, man primært bruger over for børn, hvor man beder dem om at tegne deres familie. Derefter kigger psykologen på, hvordan personerne er placeret i forhold til hinanden, hvor store de er, hvor mange detaljer de indeholder og så videre. Ud fra det drager de så deres konklusioner.
Problemet er, fremhæver Tess Neal, at det giver for meget rum til en subjektiv og skæv vurdering, når det kommer til psykologens fortolkning.
De fleste retspsykologer ville derimod ofte foretrække at bruger mere objektive test, hvor man for eksempel stiller en række sandt eller falsk eller multiple choice-spørgsmål, hvor man har lavet en objektiv måde, man rangerer svarene på, påpeger Tess Neal, skriver Wired. Den form for test medvirker, at selvom en anden psykolog kiggede på svarene, ville de nå frem til den samme endelige vurdering.
Derfor er noget af det mest bekymrende, ifølge Tess Neal, at i op imod 25 procent af de undersøgte test, har klinikeren slet ikke brugt nogen former for specifikke metoder eller test til at strukturere deres psykologiske evalueringer.
”De taler med personen, de bruger ingen former for redskaber overhovedet og skriver derefter en rapport, der udelukkende er baseret på deres egen mening, for derefter at introducere det som bevis i retten. Det sker,” siger hun.