Kan det virkelig passe, at vi ikke længere må opholde os på Islands Brygge midt i København? Hvordan kan det være, at det pludselig udløser en bøde, at man venter på havnebussen eller sidder med sit barn på en bænk? Kan det virkelig være rigtigt, at vi ikke selv har ret til at bestemme, hvor mange vi vil ses, eller om vi besøger vores bedsteforældre?

Der er en masse ting, så som personlig frihed, forsamlingsfrihed og bevægelsesfrihed, som vi tidligere har set på som umistelige rettigheder. Flere af disse er inden for den seneste tid blevet væsentligt reduceret. Men hvad er en rettighed? Og hvor er det tanken om, at vi har nogle rettigheder, der skal beskyttes, eller ikke kan tages fra os, kommer fra?

Kigger man i historiebøgerne var det helt tilbage i oldtidens Grækenland, at filosoffer som Platon, Sokrates og Aristoteles begyndte at sætte ord på nogle tanker omkring, hvad en stat var, hvad det betød at være menneske i en stat – og særligt, hvad det betød at være menneske i en stat med medbestemmelse.

Hvad betyder rettigheder for en jurist?

Men hvad betyder rettigheder, når man taler mere konkret om jura? Hvis man kigger på jurastudiets opbygning, så har man om individets grundlæggende rettigheder på 2. semester – men det er først, når man når sit tredje og sidste år af bacheloren, at man får faget retshistorie. Det er derfor ikke umiddelbart noget, der fylder det store på skemaet. Spørger man professor i retshistorie på Københavns Universitet, Ditlev Tamm, om, hvor meget begrebet rettigheder fylder i hans hverdag, falder svaret meget klart og tydeligt:

”Nu er jeg jo jurist, så jeg har sådan set tænkt over rettigheder hele mit liv, siden jeg begyndte på at studere jura. Rettigheder og kampen for rettigheder er jo det, som er kernen i en jurists virke, så det må jeg erkende står som et ret centralt begreb for mig,” siger han og uddyber:

”Hvis man ikke tænker over rettigheder, så er man i min optik ikke en jurist. Så kan man være noget andet. Man kan være en, der har lyst til at tjene penge på at hjælpe folk med sager, men man er ikke en egentlig jurist. Det er en del af en jurists virke at tænke over, hvad det er, jeg gør. For en jurist er rettigheder en betegnelse for det, vedkommende beskæftiger sig med, fordi det handler om at kæmpe for ret og være med til at skabe den. Så det tror jeg også, at de fleste gør, men det er muligt, at de ikke formulerer det på den måde, eller at mange synes, at det er en meget højtidelig måde at opfatte sig på, men det er jo grundlæggende det, en jurist laver.”

Ditlev Tamm har undervist i retshistorie i mere end 50 år, og for ham er noget af det vigtigste, han underviser de studerende i, at de forstår hele grundlaget for juraen, og hvilken tradition juraen og juristerne indgår i.

”Det vigtigste for mig er, at få jurister til at forstå, at jura ikke bare handler om at løse konflikter her og nu og hjælpe klienter, men at man er en del af en tradition, der går langt tilbage i tiden, hvis overordnede målsætning er at sørge for, at der er lov og ret. Så man skal forstå, at jura er et meget vigtigt fag, og at det er noget helt grundlæggende i samfundet, at man har respekt for retten. Det er ikke så vigtigt for mig, at man kan huske detaljer om, hvornår den ene eller den anden lov er fra, men man skal have en grundlæggende forståelse af, at det man gør er vigtigt, og at man selv er med til at bære et ansvar for, at lov og ret er ordentligt indrettet i et land. Det lyder meget smukt, det ved jeg godt.”

Spørger man jurist og debattør, Nima Zamani, hvor meget begrebet rettigheder fylder hos ham, falder snakken hurtigt på hans forældre.

”For mig er rettigheder faktisk ret basalt og nemt at forholde mig til, fordi mine forældre i 1985 flygtede fra et land, hvor de absolut ingen rettigheder havde, og hvis de havde nogle lovnedskrevne rettigheder, så var det ikke nogle, de kunne regne med. Så min familie har en gang levet et sted, hvor der ingen rettigheder var, og nu lever de et sted, hvor der er rettigheder, og derfor er det vigtigt for mig at gøre opmærksom på, når jeg føler, at de rettigheder bliver gået på kompromis med,” siger han og uddyber med et smil:

”Og så betyder Nima retfærdighed.”

Men han er nu ikke helt overbevist om, at rettigheder og rettighedernes historie er noget, der nødvendigvis fylder særlig meget hos de fleste inden for juraverdenen.

(...)Noget jeg oplevede, da jeg startede på jura, som jeg blev noget skuffet over (...) var, hvor mange der valgte jura, fordi de ville tjene penge

”Uden at blive for generaliserende, så tror jeg ikke, det fylder særlig meget. Jo, hos dem, der har en klar vej og vælger strafferetten eller menneskeretten eller udlændingeretten. Men noget jeg oplevede, da jeg startede på jura, som jeg blev noget skuffet over, og som gjorde, at jeg løb tør for energi på studiet, var, hvor mange der valgte jura, fordi de ville tjene penge. Jeg blev overvældet over, hvor meget af det obligatoriske stof på bacheloren, der kun handlede om forretning, erhverv, strategi og salg, som selvfølgelig også er én slags rettigheder, men det hang mig langt ud af halsen. Så jeg har haft en følelse af, at der er snobberi og arrogance, og mange folk, der går op i rigdom mere end andet på jura,” siger Nima Zamani.

Historisk tilbageblik

Lad os tage et skridt tilbage til, hvad en rettighed egentlig er, og hvor de kommer fra. Der findes mange forskellige måder at anskue rettigheder og deres oprindelse på, og det er ikke nogen nem sag at definere, hvad en rettighed er for en størrelse.

Nogle peger helt tilbage i tiden til 2000 år f.Kr., til Mellemøsten og Babylon, hvor man har fundet nogle af de første mere omfattende vidnesbyrd om retstænkning gennem breve og kontrakter.

Så er der selvfølgelig igen de græske filosoffer, der udtrykte deres tanker om menneskesyn, individet og opbygningen af staten tilbage omkring 400 år f.Kr.

Andre peger på, at vi fra Jesus' tid talte om rettigheder i form af de ti bud, fordi der her var nogle regler om, hvad vi ikke har lov til at gøre for derigennem at sikre andres rettigheder – såsom retten til liv og ejendom.

Men for de fleste er det især 1700-tallets oplysningstid, der forbindes med de rettigheder, vi kender i dag.

Det var blandt andet her, den engelske filosof John Locke delte sine tanker om, at alle mennesker har nogle naturlige rettigheder fra fødslen, og at det er en stats vigtigste opgave at beskytte disse. Han anses derfor for at være en af de filosoffer, der har haft størst betydning for fremtidige grundlove. Han så mennesker som frie individer, men at det var statens opgave at sikre denne frihed, lighed og suverænitet, og hvis staten ikke lykkedes med det, var det folkets ret at gøre oprør.

Derfor ser mange ham som en af de vigtigste inspirationskilder for både den franske revolution og den amerikanske uafhængighedsbevægelse. De franske filosoffer Roussau og Voltaire, hvis tanker især satte gang i den franske revolution, var begge inspireret af Lockes politiske filosofi. I Frankrig tog man dog skridtet videre og tog for alvor tankerne om menneskets naturlige rettigheder til sig på en måde, så man også forsøgte at handle efter dem og ikke bare beskrive dem. Det blev til den franske Menneskerettighedserklæring i 1789.

I 1791 kom USA med Bill of Rights, der også var stærkt inspireret af Locke og næsten ordret citerede hans tanker om det frie individs umistelige og ukrænkelige rettigheder såsom retten til liv, frihed og stræben efter lykken.

Rettigheder i nyere tid

Et andet vigtigt dokument, når vi snakker rettigheder, er selvfølgelig FN’s erklæring om Menneskerettighederne fra 1948 og den efterfølgende Menneskerettighedskonvention fra 1950. Modsat tidligere dokumenter er dette universelt og understreger dermed, at disse rettigheder gælder alle mennesker – uanset race, køn, alder, etnicitet og lignende.

Det er nemlig ikke altid, vi er enige om, hvad en rettighed er, eller hvem der skal have den. Et eksempel er kvinders stemmeret.

Herhjemme fik kvinder retten til at stemme i 1915. Finland var de første til at give kvinder stemmeret tilbage i 1906. Schweiz derimod gav først kvinderne lov til at deltage i valgene i 1971. Allerede tilbage i 1700-tallet kæmpede franske Olympes de Gourges for, at kvinderne – og medborgindernes – borgerlige og politiske rettigheder skulle sikres på lige vis som alle andres, da den franske Menneskerettighedserklæring blev til.

Hun endte med at blive henrettet for sine udtalelser, og først i 1944 fik kvinderne i Frankrig stemmeret.

Går man igen helt tilbage til oldtidens græske filosoffer, mente Platon dog, at kvinder ligeså vel kunne styre en bystat, fordi de rummede præcis den samme fornuft, som mænd gjorde. Hans elev, Aristoteles, mente til gengæld det komplet modsatte. Ifølge ham var kvinder ”ufuldstændige mænd”, som manglede noget.

Det er som nævnt blot ét eksempel på, at det der med rettigheder langtfra er noget, vi altid er enige om. Både når det kommer til, hvem der skal have hvilke rettigheder, men også hvad en rettighed overhovedet er. Er det noget, vi er sikret fra naturens side, som følger med alle fra fødslen? Eller er det noget, der skal være juridisk nedskrevet sort på hvidt?

Grundloven fra 1849 kan især ses som et eksempel på mere juridisk nedskrevne rettigheder. Grundloven er selvfølgelig også med til at understrege flere naturlige rettigheder, men mest af alt sikrer den os borgerlige og politiske rettigheder, som skal overholdes juridisk. Derudover er det mest markante ved tanken om naturlige rettigheder, at de ikke kan ændres på, hvorimod juridiske rettigheder, og derved Grundloven, kan – selvfølgelig kun i sjældne tilfælde – blive tilpasset, hvis der sker ændringer i samfundet.

Bør rettigheder fylde mere på jura?

Det er derved især disse nedskrevne rettigheder, som jurister beskæftiger sig med, og som jura helt grundlæggende er bygget op omkring. På jurastudiet bliver alle fremtidige advokater og jurister som nævnt undervist i både retsfilosofi og retshistorie. Og ifølge Ditlev Tamm er det da også begreber, som fylder hos de studerende.

Jeg mener, at det gerne skulle være sådan, at læren om ret var i alle fag – så jeg ser det som studiets svaghed, at man isolerer det, der er grundemnet, til nogle bestemte fag

”Det tror jeg helt bestemt, det gør. De studerer jo ret og beskæftiger sig med ret. Det er hele kernen i den juridiske uddannelse, at man lærer juristerne respekt for retten, forståelsen af den og de værktøjer og metoder, man skal bruge for at nå frem til, hvad der er ret. Ikke hvordan man skal omgå den eller alt muligt andet, men grundlæggende lærer man en respekt for retten,” siger han.

Men når man spørger Ditlev Tamm om, hvorvidt fagene og viden om rettigheder fylder nok på uddannelsen, er han mere usikker.

”Både ja og nej. Jeg mener, at det gerne skulle være sådan, at læren om ret var i alle fag – så jeg ser det som studiets svaghed, at man isolerer det, der er grundemnet, til nogle bestemte fag. Sådan skal det jo ikke være. Uanset om det er ejendomsret eller skatteret, obligationsret, eller hvad det er, man laver, så skal man tænke over, at det er en ret, man beskæftiger sig med – det er ikke kun, når man har retshistorie, man skal tænke over det. Så det burde også lægges ind over de fag, hvor man beskæftiger sig med den gældende ret,” siger han og uddyber:

”Men det er jo et meget akademisk synspunkt, jeg kommer med som professor, hvad jeg synes kan være idealerne for et studium. Hvorimod folk, der sidder med en konkret kontrakt med flere tusinde paragraffer, de ser mere konkret på juraen og tænker ikke så meget på, om det her nu er ret eller ikke ret, de tænker på at få det her til at hænge sammen, så vi kan få den her aftale på plads. Det skal man jo også kunne, og det er vigtigt. Men det er også vigtigt, når man lærer om jura, at det bliver set i en lidt højere sags tjeneste end bare at tjene penge.”

Også Nima Zamani påpeger, at der mangler et større fokus på netop disse fag.

”Selvfølgelig har man om retshistorie og retsfilosofi, men igen, det er to små fag, der ikke tæller særlig mange point. De fylder ikke en skid. Og det er der, man sidder tilbage og tænker, at det her er fundamentet for alt, vi lærer.”

Stiller man Nima Zamani samme spørgsmål som Ditlev Tamm om, hvorvidt fagene omkring ret og rettigheder bør fylde mere på uddannelsen, så er han ikke et øjeblik i tvivl.

”Ja, det synes jeg helt klart. Ja. Jeg synes, at jeg oplever jurastudiet som værende mange, der slet ikke reflekterer over, hvad det er, vi har de her regler for, og hvad det er, de skal kunne, men som bare lærer dem udenad, fordi det er sådan eksaminerne er bygget op. Hvis du går ind og lirer dem af til en eksamen, så får du et tolvtal, og så kan du få et arbejde hos et af de store advokathuse.”