20/08/2020 - Konkurrence

Advokatsamfundet: "I Norge har man erfaret, at løsere regler om ejerskab giver problemer"


Andrew Hjuler Crichton ser med interesse på høringsnotatet til den nye norske advokatlov, som ifølge ham viser, hvorfor stramme regler for ejerforholdene i den danske advokatbranche er det eneste rigtige scenarie. 

Tekst: Rasmus Lehmann Hylleberg. Foto: PR/Morten Holtum


I Norge arbejder man lige nu på en ny advokatlov, der bl.a. skal stramme de norske regler for, hvem der må eje og lede advokatfirmaer. 

Som vi her på K-News kunne fortælle i går, har Advokatutvalget i Norge foreslået, at alle ejere og ledere skal igennem en form for omdømmescreening, og det sker på baggrund af nogle uheldige sager i Norge, hvor svindeldømte har haft økonomiske interesser og engagement i advokatfirmaer. 

Diskussionen i Norge pågår som bekendt på et tidspunkt, hvor man herhjemme i Danmark også kigger på ejerstrukturerne og konkurrenceforholdene i advokatbranchen. Ifølge generalsekretær hos Advokatsamfundet Andrew Hjuler Crichton viser eksemplerne fra Norge med al tydelighed, at deregulering og liberalisering af ejerforholdene i branchen kan være rigtigt problematiske. 

 

Hvordan forholder Advokatsamfundet sig til det norske forslag?

"Det er interessant, at man i Norge har erfaret, at løsere regler om ejerskab giver problemer. Har man ikke styr på ejerne af advokatselskabet, eller har selskabet andre interesser end de rent advokatmæssige, så mister borgerne muligheden for troværdig og uafhængig rådgivning, og det risikerer at tære på tilliden til retssystemet.

De nuværende norske regler tillader, at alle, der har deres hovedbeskæftigelse i en advokatvirksomhed, kan eje og lede det. Det giver en række problemer i forhold til at sikre uafhængighed og ordentligheden i advokatkontorerne, hvilket vi mener er helt essentielt at sikre i Danmark.

I den diskussion er det også værd at hæfte sig ved, at den ekspertgruppe, Advokatlovutvalget, som regeringen i Norge i sin tid nedsatte i forbindelse med revision af de norske advokatregler, har lavet en større udredning, hvor de bl.a. anbefaler, at det kun er advokater, der skal kunne eje selskaberne, for netop at sikre advokaternes uafhængighed og borgernes tillid til retssikkerheden. Det er jo stort set den model, vi har i Danmark."

 

Kunne I forestille jer, at en lignende lov om 'fit and proper' ville kunne fungere i Danmark?

"Vi har faktisk skrappere krav i Danmark for netop at forebygge den slags problemer og interessekonflikter. Så vi mener ikke, vejen frem er deregulering af krav til advokater eller til ejerskabet. Sagerne i Norge viser præcis, at det giver problemer, når der er åbent for, at alle mulige kan eje og lede advokatvirksomheder."

 

Hvorfor/hvorfor ikke?

"Vi har et regelsæt, som har en høj beskyttelse af klienterne i Danmark. Man er sikker på, at selskaberne er ejet af advokater for 90 %'s vedkommende, og for andre ejere skal være ansatte i selskabet, og de skal bestå en partnerprøve, hvor de demonstrerer, at de forstår kravene til advokater og til at drive advokatvirksomhed. Derudover vil de også kunne blive trukket i Advokatnævnet. Det er en højere sikring af uafhængigheden og interessekonflikterne.

Så vandelskravene er et skridt frem for Norge, men stadig et stykke fra den høje sikring vi har i Danmark, hvor selskaber skal ejes af advokater, som også er det den norske ekspertgruppe anbefaler for den fremtidige lovgivning i Norge."

 

Kan man komme frygten for, at eksempelvis rockerbander ejer advokatfirmaer til livs, som jo har været fremme i debatten omkring dansk liberalisering, på denne måde?

"Det vil de formentligt et stykke hen ad vejen, hvor åbenlyst kriminelle ikke kan drive virksomhederne, hvis man ser på straffeattester, og der bliver en fit & proper-procedure. Og i Norge er der jo en klar opstramning af reglerne.

Men man skal gøre sig det helt klart, at sådan et regelsæt stadig ikke vil beskytte uafhængigheden og værne mod interessekonflikter på samme niveau som i Danmark. De danske regler er meget klare på det punkt, og beskytter på den måde effektivt over for de problemer, som man har oplevet i Norge."

 

I Norge fremhæver man bl.a. bevæggrunden med, at det er vigtigt at have en advokatbranche, som befolkningen har tillid til, og der vil den her screening af omdømme være et vigtigt værktøj – hvad er jeres syn på det?

"Vi er fuldstændig enige i, at befolkningen skal kunne have fuld tillid til advokater og til vores retssystem. Det er en grundværdi i vores samfund, at man kan søge og opnå retfærdighed og have en advokat, som man altid er sikker på kun tjener dine interesser."

Del denne fra K-NEWS

Skal vi holde dig opdateret?

Få besked om nye artikler og podcast direkte i din mailboks ved at tilmelde dig herunder.

Vi indsamler ikke data om dig – og journalistikken, vi leverer, er gratis.

Nyhedsmail. Ja tak