Der skal 1,4 milliarder kroner til, hvis ventetiderne ved domstolene skal ned på et 'acceptabelt niveau'.
Sådan lød det tilbage i oktober i en rapport, som Advokatrådet udgav i samarbejde med Copenhagen Economics. Og det er derfor ikke nok at 'forenkle retsplejen', som regeringen præsenterede i går, hvis ventetiderne ved domstolene skal ned.
Sådan lyder det fra Advokatsamfundet, der har ros til det nye regeringsudspil, men som også forholder sig noget afventende i forhold til den reelle effekt af det udspil, der i går blev præsenteret.
”I forhold til at nedbringe ventetiderne ved de danske domstole er vi åbne for at se på, hvor langt man kan komme ved at forenkle retsplejen, men vi kommer ikke uden om, at det også kommer til at kræve flere økonomiske ressourcer til domstolssystemet, så man kan hyre flere dommere og mere personale, hvis ventetiden for alvor skal ned. Det håber vi på, at regeringen vil være indstillede på at finde hurtigst muligt. For Advokatsamfundet er det af yderste vigtighed, at den nye regering skal levere de ekstra ressourcer til domstolene, som de har lovet under valgkampen. Vores rapport ’Domstole i knæ’, som Advokatrådet har fået udarbejdet af Copenhagen Economics, har med al tydelighed vist, at det simpelthen ikke kan nedprioriteres længere, og derfor har vi også tænkt os at holde regeringen fast på det løfte", lyder det fra generalsekretær Andrew Hjuler Crichton i en skriftlig kommentar.
Han tilbyder i samme ombæring Advokatsamfundets hjælp i de fremtidige drøftelser om rammevilkårerne for domstolene.
”Advokatsamfundet har noteret sig regeringens ønske om at styrke retsstaten, dens grundlæggende principper og nedsættelsen af en ekspertgruppe, der skal gennemføre en analyse af Justitsministeriets ressort. Her deltager vi meget gerne, da vi er optaget af både retsstaten, demokratiets stabilitet, borgernes retssikkerhed og individets frihed i vores løbende arbejde.”