11/10/2019 - Artikel

Advokatsamfundet: Advokaten skal fortsat være en beskyttet titel


I en kronik i Berlingske finder CEO's fra Deloitte og PwC det unødvendigt og tæt ved konkurrenceforvridende, at titlen som advokat fortsat er beskyttet. Advokatsamfundet forholder sig uforstående og finder det problematisk potentielt at udvande advokatens uafhængighed ved fri konkurrence.

Rasmus Lehmann Hylleberg


Én ting revisorerne og advokaterne kan blive enige om for tiden er, at de ikke er enige om særlig meget. Først var det indberetningspligten i relation til skatterådgivning og nu vil to direktører fra henholdsvis Deloitte og PwC til at kigge på, om der ville være værdi i at opløse advokaten som beskyttet titel.

I en kronik på berlingske.dk torsdag fremhæver CEO Mogens Nørgaard Mogensen fra PwC og CEO Anders Dons fra Deloitte, at man med den nuværende konkurrencesituation i Danmark bør overveje at tage et opgør med advokat-titlen, som man f.eks. ser i England. Her har man delt advokatgerningen op i henholdsvis barrister og solicitor - førstnævnte må føre retssager ved domstolene, mens en solicitor udelukkende må yde juridisk rådgivning.

Og det er altså den juridiske rådgivning, som de to CEO's finder det unødvendigt at regulere på lige niveau med den praktiserende advokatgerning ved domstolene. Opsangen kommer som optakt til en ny rapport, der er lige på trapperne fra Konkurrencerådet, og som analyserer konkurrencesituationen i advokatbranchen.

"Beskyttelsen kan gøres konkret og målrettet til de opgaver, advokaterne har i retssalene, herunder at retssalsarbejdet skal udøves af en advokat fra et advokathus. Så ved kunden, at advokathuset gennem dets ejerskabsstruktur yder den nødvendige beskyttelse, men skal kunden have hjælp til anden erhvervsjuridisk rådgivning, står det frit for at bruge en advokat fra en anden type virksomhed", skriver Mogens Nørgaard Mogensen og Anders Dons i Berlingske.

 

"De skøjter let og elegant henover retssikkerheden"

Hos Advokatsamfundet forholder man sig uforstående over for angrebet på den beskyttede titel. Generalsekretær Andrew Hjuler Crichton mener, at det ville være et knæfald for retssikkerheden, hvis den beskyttede titel og dermed uafhængigheden udvandes.

"Når en borger eller virksomhed har brug for en advokat, så kan de gøre det i forvisning om, at advokaten blandt andet er fuldstændig uafhængig og altid kun arbejder for klientens interesser. Det ligger dybt i advokatens DNA, og det er det, som gør advokaten til en vigtig del af retssamfundet. Revisorer er derimod ikke underlagt sådan et regelsæt. De kan fx frit sælge juridisk rådgivning og faktisk til både part og modpart i en sag. Derfor hænger det retssikkerhedsmæssigt ikke sammen, hvis revisorerne vil have lov at køre deres forretningsmodel under et advokat-varemærke uden at leve op til det. Det ville ikke øge retssikkerheden i samfundet – tværtimod", siger han til K-News.

Andrew Hjuler Crichton så gerne, at man slap konkurrencen løs - men det skal være, hvor det giver mening, så der ikke bliver givet køb på retssikkerheden.

"Når revisorerne ønsker at kaste advokat-arbejde og –titel ud til fri afbenyttelse, så skøjter de let og elegant udenom, at retssikkerhed er et bærende princip i vores samfund. Vi skal naturligvis slippe konkurrencen løs, der hvor det giver mening. Men prisen må ikke være retssikkerheden. For retssikkerhed står altid over forretning og profit", siger han.

Del denne fra K-NEWS

Skal vi holde dig opdateret?

Få besked om nye artikler og podcast direkte i din mailboks ved at tilmelde dig herunder.

Vi indsamler ikke data om dig – og journalistikken, vi leverer, er gratis.

Nyhedsmail. Ja tak