Advokatrådet har besluttet at ændre på den måde, advokater og advokatselskaber indgiver oplysninger til brug for tilsynet – herunder klientkontoforhold.
Det skriver Advokatsamfundet i en pressemeddelelse.
De nye regler betyder, at advokater nu skal indberette tre erklæringer i stedet for to, da Advokatrådet har indført en ny tilsynserklæring, hvor advokaterne skal indberette oplysninger, der ikke relaterer sig direkte til klientkontoen. Konkret drejer det sig om:
- Forsikringsforhold: Disse oplysninger blev tidligere indgivet via klientkontoerklæringen.
- Ejerandele i anden virksomhed end advokatvirksomhed: Disse oplysninger blev tidligere indgivet via klientkontoerklæringen.
- Forbrugersager: Advokaten skal oplyse, om advokaten har forbrugere som klienter. Dette har betydning for, om der skal føres tilsyn med afgivelse af pris- og opdragsbekræftelser.
- Sager omfattet af hvidvaskloven: Advokaten skal oplyse, om advokaten beskæftiger sig med denne sagstype, og i givet fald nærmere om omfanget. Dette har betydning for risikoklassifikationen og den nærmere tilrettelæggelse af tilsynet på hvidvaskområdet.
Ifølge Advokatrådet er det skærpede tilsyn nødvendigt, da målgruppen for de to erklæringer, tilsynserklæringen og klientkontoerklæringen, ikke er de samme. De tre nye erklæringer lyder derfor nu:
- Den årlige klientkontoerklæring. Erklæringen skal indgives af advokater og advokatselskaber, der var aktive pr. 31. december, og omhandler kun klientkontoforhold. Fristen for erklæringen er den 31. marts.
- En årlig tilsynserklæring. Erklæringen skal indgives af aktive advokater og omhandler forsikringsforhold og oplysning om ejerandele i andre virksomheder, samt oplysning om advokatens sagstyper. Fristen for erklæringen er den 31. marts.
- Erklæring om obligatorisk efteruddannelse. Erklæringen skal afgives af advokater og advokatfuldmægtige, når deres individuelle treårsperiode er udløbet.