/injurier.jpg)
Billedet: Shutterstock og udsnit af Magnus Barsøe-tweet
I begyndelsen af juni skrev Anne Kirstine Cramon på Twitter, at Berlingske havde bedt hende om at slette et tweet med et navn på en person, hun mente havde hovedrollen i historien om krænkelser i Socialdemokratiet.
Ifølge Anne Kirstine Cramon var Berlingske blevet truet med injurier, og anonymiserede selv krænkeren i deres artikel. Derfor måtte hun følge trop.
På samme måde slettede forfatter og debatredaktør på Politiken Magnus Barsøe et tweet efter en sms fra Peter Arnfeldt, der blandt andet er kendt for at være spindoktor for forhenværende skatteminister Troels Lund Poulsen (V).
I sms’en anklager Peter Arnfeldt Magnus Barsøe for at være injurierende.
Peter Arnfeldt bekræfter over for K-NEWS, at han har sendt sms’en, men ønsker på nuværende tidspunkt ikke at uddybe nærmere.
Og de samme historier florerede, da #Me-too var på sit højeste. Her oplevede blandt andet radiovært Maria Fantino at blive truet med injurier af en redaktør, der havde opført sig så markant grænseoverskridende overfor hende, at han blev fyret fra DR. Han truede med injurier og involvering af advokat, hvis ikke hun standsede med at fortælle om krænkelserne.
I den anden lejr er iman og direktør for Exitcirkel Sherin Khankan, der blev kaldt islamist af folketingspolitiker Naser Khader (K). Og rent faktisk rejste en sag mod ham for injurier.
Men Sherin Khankan fik hverken medhold i sagen i Landsretten eller ved Højesteret. Det gjorde hun ikke, selvom det Facebook-opslag, Khader havde skrevet, ifølge Højesteret, indeholdt injurierende påstande. Sagen blev dømt som værdidom, og derfor blev udfaldet, som det gjorde. En sag K-NEWS har skrevet om HER.
Men hvad er en injuriesag egentligt? Og hvornår kan man faktisk blive straffet for at sige noget offentligt om en anden? Det har K-NEWS spurgt advokat René Offersen, der blandt andet har ført injuriesagen for Sherin Khankan mod Naser Khader, om.
For på den ene side står spørgsmålet: Er injurier et gevær uden ammunition, som magtfulde mennesker kan true deres kritikere til tavshed med? Eller er det tomme gevær er et nødvendigt selvforsvar i en kamp mod falske historier og rygter, der spreder sig som steppebrande på sociale medier?
Ændring i straffeloven
I den danske straffelov stod der fra 1930 til 2018, at hvis man sagde noget ærekrænkende eller fornærmende om en anden person, som ikke var sandt, så var det i udgangspunktet strafbart. Særlige omstændigheder kunne gøre, at man blev fritaget for straf, men som udgangspunkt kunne man blive dømt for injurier for førnævnte. Det fortæller René Offersen, der er partner hos Offersen og Christoffersen og har arbejdet med mange sager om injurier.
Helt tæt på denne artikels røde tråd om, at truslen om en injuriesag har en effekt på det ytrede, så har Rene Offersen for nylig bistået debattør og socialrådgiver Asmaa Abdol-Hamid, da hun for nogle måneder siden blev stillet overfor påstanden om, at hun skrev injurierende om Nasser Khader og at hun derfor ville blive anmeldt for injurier.
Abdol-Hamid blev kontaktet af Khaders advokat, Heidi Højmark, om et konkret Facebookopslag, der ifølge Højmark var injurierende overfor Khader. Asmaa fjernede ikke sit opslag men modererede det umiddelbart efter hun var kontaktet af Khaders advokat.
Rene Offersen har på Asmaa Abdol-Hamids vegne blandt stået for kontakten til politiet med opfordringer om hurtigst muligt at afvise sagen.
Rene Offersen udtaler sig ikke her om den konkrete sag. Han udtaler sig generelt om injurier og den forandring, der er sket.
“Hvis man kigger på det historisk, så skulle der ikke så meget til i den oprindelige lovgivning - set med nutidige øjne - før man ville blive dømt for injurier og få en straf,” forklarer han.
Men i 2018 blev bestemmelsen omskrevet, så ordlyden og terminologien i stedet stemte overens med den måde Menneskerettighedsdomstolen dømmer.
For hos Menneskerettighedsdomstolen, der har dømt langt flere sager om injurier fra hele Europa, har fokusset i større grad været ytringsfrihed versus privatlivets fred.
“Det er en helt anden måde at gå til det på, end hvordan vi i Danmark historisk set har gjort det. Hvor vi har sagt, at hvis man siger noget, der er ærekrænkende, skal det være sandt, med få undtagelser, er det hos Menneskerettighedsdomstolen en meget mere omfattende praksis,” siger René Offersen.
Uoverensstemmelsen mellem beskrivelsen i den danske straffelov og den reélle praksis ved Menneskerettighedsdomstolen betød, at man i 2018 tog konsekvenserne og ændrede den danske lovgivning på området, så den kom i overensstemmelse med den praksis, der blev gjort ved Menneskerettighedsdomstolen. Derfor er lovgivningen på området i dag langt mere nuanceret end før.
Værdidom eller beskyldning
Den nye praksis for injuriesager, der kom til i 2018, er bygget op af mange flere facetter end den, der før blev dømt ud fra i Danmark.
For det første er det afgørende, hvem personerne, der er involverede, er.
Er det offentlige personer som politikere, journalister eller folk, der på andre måder begår sig i den offentlige debat, må der både tages mere fejl af dem, og de må også tage mere fejl selv, før de bliver mødt af straf.
“Det er sådan, fordi vi ikke kan rende rundt og efterprøve alting, der bliver sagt i den offentlige debat. Og samtidigt, hvis det er relevant for den offentlige debat, har det også mere rum,” siger René Offersen.
Derudover er det vigtigt, om det, der bliver sagt, er samfundsanliggender. Og så skelnes der mellem værdidom og beskyldning.
“Værdidom er, når man siger noget, der alene udtrykker ens egen mening. Altså noget, der ikke gør krav på en udtalelse om et uomgængeligt faktum,” siger René Offersen og fortsætter:
“En beskyldnings kerne er, at der bliver opstillet en påstand med et faktuelt indhold.”
Hvis et udsagn bliver anset for en beskyldning, kræver det et klart faktuelt grundlag for ikke at kunne udmunde i en straf, men hvis det er en værdidom, skal det bare have en beskeden grad af faktuelt grundlag.
Eksempelvis fik Khader en værdidom, da han kaldte Khankan for islamist, fordi det bare var et udtryk for hans egne holdninger. Det var ifølge Højesteret ikke en faktuel beskyldning. Samtidigt har Sharin Khankan, ifølge Offersen, udtrykt sig uklart i nogle forskellige sammenhæng, og så kan man ikke udelukke, at Naser Khader kan have fået indtryk af, at hun kunne være islamist, herunder fordi han som folketingsmedlem har vidtgående ytringsfrihed.
“Retten tager ikke stilling til, om udsagnet er sandt eller ej, men retten tager stilling til, om i dette tilfælde Naser Khader, har haft et vist faktuelt grundlag at have sin påstand i. Altså har Naser Khader i fx en uklar udtalelse haft grund til at tro, at Sherin Khankan er islamist,” siger han og tilføjer, at det stort set altid vil fører til frifindelse for injurierer, når et udsagn kvalificeres som en værdidom.
“Det handler hele tiden om artikel 8 privatlivets fred og artikel 10 ytringsfrihed, det er en balancegang imellem de to, der bestemmer udfaldet i en injuriesag,” opsummerer han.
Er der ikke noget problematisk i, at magthavere og medier har lov til at sige mere, når det samtidigt er dem, der har mest kraft til at få folk til at tro på dem?
“Mediemøllen kører så hurtigt i dag, at det betyder mindre, hvad der bliver sagt med de enkelte udsagn. Tingene forsvinder jo. Det der startede med at være en nyhed om formiddagen, det er glemt til frokost.”
Svært at få medier dømt
I sagen med Anne Kirstine Cramon, Berlingske og S-politikeren ser René mere S-politikerens trussel som et forsøg på at lægge pres på Berlingske, så de tager S-politikerens navn ned.
“Der er i virkeligheden meget lille fare for medierne, når du kigger på straffeloven. Hvis man er utilfreds med noget, som medierne har skrevet, er det meget mere effektivt og fornuftigt at tage fat i de almindelige håndværksregler om god journalistik,” siger han.
René Offersen tror, at det for S-politikeren handler mere om at skabe forandring end at få en juridisk sag ud af det.
“Han skønner, at det klogeste er at true med bål og brand. Han ville med stor sandsynlighed ikke være i stand til at gennemføre det. Det ved jeg selvfølgelig ikke 100%, men der skal meget til. Som medie, hvis man har gjort noget, der er på grænsen, kan man jo godt ændre det, selvom det ikke er et udtryk for, at det man har gjort var ærekrænkende,” siger han.
Derudover tager det ofte halvandet år til to år før injuriesager bliver afgjort. Det vil sige, at sagen måske allerede er glemt, eller i hvert fald svær at rette op på.
“Og hvis personen, der rejser en injurie-anklage, så også taber i retten, tror offentligheden måske i endnu højere grad på det, der er skrevet eller sagt, selvom retten jo ikke har sagt at det er sandt, men bare at det ikke var injurierende ifølge den nye beskrivelse i straffeloven,” siger Offersen.
K-NEWS spørger afslutningsvis Rene Offersen, om det er problematisk at ressourcestærke personer med evnen til at formulere sig, eller i det mindst evnen til at fremstå som om de ved, hvad de snakker om, forsøger at true andre til tavshed med tomme injurietrusler
”Det er det vel, når du siger det på den måde,” siger René Offersen og fortsætter:
”Men det er let at sige, at det er der. Altså hvis nogen går ud med navn og siger noget, der er stærkt nedsættende om en anden person, så er det ikke nogen mærkelig forsvarsmekanisme, at vedkommende siger fra, og gør hvad personen kan for at undgå, at det kommer til at ske på den måde. Vedkommende vil jo typisk reagere, fordi personen har en anden oplevelse af det selv. Jeg tror, at man skal regne med, at de fleste i situationen vil have en oplevelse af, at det ikke er en retvisende situation.”