/spantonnnn.jpg)
Billedet: Et screenshot fra filmen.
”Jeg har altid drømt om at komme til Paris. Det var min drømmerejse. Og jeg troede, at jeg kunne føle mig sikker.”
Sådan lyder det fra Emily Spanton, hovedpersonen i dokumentarfilmen ”Spanton vs. The French Police: Consent on Trial”, der vises på CPH:DOX.
Canadiske Emilys drømmetur til Paris blev ikke som forventet. Den 22. april 2014 møder hun to politifolk på en bar, og da de spørger, om hun ikke vil se deres kontor, siger hun ja. Hun fortæller selv, at hun troede hun gik ind på en politistation, med masser af liv og mennesker. Men da hun træder indenfor i den smukke, parisiske bygning viser det sig nærmere at være en bureaukratisk kontorbygning, der er tom og menneskeforladt.
Efter de træder ind i bygningen, er der to fortællinger om, hvad der foregik den nat i Paris.
Emily Spanton fortæller, at de to politifolk begge voldtog hende. Politifolkene nægter og mener, at hun frivilligt gik med til, hvad der skete på kontoret.
I dokumentaren følger vi herefter retssagen, mediedækningen - og hvordan hele MeToo-bevægelsen ender med at påvirke sagens udfald.
”Jeg synes, det er en tankevækkende og også skræmmende dokumentarfilm. Den giver virkelig stof til eftertanke og rammer jo lige ned i et stadig højaktuelt emne om samtykkelovgivning og MeToo’s betydning for vores opfattelse af voldtægt og seksuel ligestilling,” siger advokat Malou Ehmer, der har set filmen sammen med K-NEWS.
”Jeg var faktisk i Paris, da retssagen kørte, og jeg kan godt huske, de støtteplakater og sedler, der hang flere steder i byen. Jeg kan huske, at vi også talte om sagen med nogle franskmænd på en restaurant – så det var noget, der fyldte meget hos pariserne – nok især fordi det var de her højt respekterede politifolk, som var under anklage, og så fordi MeToo-debatten buldrede derudad,” uddyber hun.
En canadisk turist vs betjente fra en anerkendt specialenhed
Filmen viser skiftevis smukke billeder af Paris, og derefter rekonstruktioner af de forskellige versioner af aftenens begivenheder på kontoret, vist med en dukke. Samtidig følger man retssagen, hvor man hører både politifolkene og efterfølgende Emily Spantons forklaring af hændelserne.
Puha – det var lige til at få ondt i maven af. Filmen skildrings af efterforskningen og afhøringsmetoderne er dybt chokerende.
Advokat Malou Ehmer
Det dominerende i mændenes forklaring er, at hun mødte fuld op på en bar, og lignede en der udstrålede sex, idet hun var iført korte shorts, høje hæle og fiskenetstrømpebukser. De mener helt klart, at hun lagde op til dem, og det der senere skete.
”Filmen handler om, hvornår noget er en voldtægt. Den behandler samtykkebegrebet i dets simpleste form. Er der samtykke til sex – ”ja” eller ”nej”?” fortæller Malou Ehmer og tilføjer:
”I dag har vi i Danmark haft samtykkeloven i godt et år, og den har jo kastet noget af en debat af sig og gør det stadig. Men en ting har den gjort klart for os: Tidligere fokuserede man i voldtægtssager ret meget på forløbet op til parterne havde sex. Det er nu ligegyldigt. Selvom man tidligere har flirtet og måske lagt op til en hel masse, er det ikke i sig selv samtykke til sex. Og ændrer den ene part opfattelse undervejs, så er det det, der gælder. ”Nej” er ”nej” – uanset, hvad der er gået forud. Den problematik berører filmen.”
Derudover handler filmen om, forskellen på de to parter; Emily Spanton er turist i en fremmed by, mens mændene er politifolk fra en anerkendt specialenhed. En anklager fortæller i filmen, at en fransk kvinde aldrig havde anmeldt det, fordi hun ville tænke, at ingen ville tro hendes forklaring.
”Vi har ofte en bestemt opfattelse af, hvordan en voldtægtsforbryder ser ud – og hvem vi bestemt ikke tror, falder i den kategori. Vi har jo alle i mere eller mindre grad nogle stereotype billeder af, hvem en voldtægtsforbryder er – og også af hvem der kan være voldtægtsofre. Det berører filmen også. Det er måske en mere sociologisk problemstilling end juridisk, men det gør den jo ikke mindre interessant,” siger Malou Ehmer.
”Det er jo helt forrykt”
I første omgang bliver Emily Spantons sag afvist. Men så kommer MeToo-bevægelsen, og sagen får lov til at leve videre. Men det betyder ikke, at Emily Spanton får en nem sag. Tværtimod føler hun, at det er hende, der sidder på anklagebænken. Den undersøgende dommer i sagen tager hele vejen til Canada for at tale både med Emily, men også flere af hendes familiemedlemmer, venner og bekendte.
”Jeg følte, at det var mig, der var for retten. Siden første dag, har jeg følt, at det var mig, der blev efterforsket, og som skulle bevise, at jeg var blevet overfaldet,” fortæller Emily i dokumentaren.
Måden, Emily blev behandlet på, er noget af det fra filmen, der særligt har gjort indtryk på Malou Ehmer.
”Puha – det var lige til at få ondt i maven af. Filmen skildrings af efterforskningen og afhøringsmetoderne er dybt chokerende. Det er næsten ikke til at tro, at det er foregået. Jeg er med på, at man har en anden tilgang til tingene i Frankrig, men jeg var målløs over den metode, man har anvendt og den tilgang, man har haft til ofret,” siger hun, og tilføjer, at hun på ingen måde kan genkende den proces herhjemme fra:
”Jeg synes heldigvis, vi er meget langt fra den virkelighed, der skildres i filmen. Selvfølgelig kommer der i voldtægtssager ofte vidner ind, der taler til den tiltaltes fordel. Men vi benytter i Danmark slet ikke metoder, som det, vi ser i sagen med Emily Spanton, hvor man fuldstændig kulegraver voldtægtsofrets private forhold og fortid for på den måde at gøre ofret utroværdigt. Det er jo helt forrykt.”
Men selvom Malou Ehmer ikke i ”sin vildeste fantasi” kunne forstille sig et lignende sagsforløb herhjemme, og heller ikke har oplevet noget lignende når hun har siddet med som bistandsadvokat, er det ikke fordi, der ikke også herhjemme er rum til forbedring i voldtægtssager:
”Det handler nok mere om, at jeg synes, at for mange sager bliver afgjort på politiets bord. Hvem er det, der skal vurdere, om en voldtægtsanmelder er mere troværdig end den påståede voldtægtsforbryder i samtykkesager, hvor det er påstand mod påstand? Det bør ikke være politiet, men en domstol – så efter min opfattelse bør flere sager finde deres vej til domstole.”
Et super indspark til debatten
Var MeToo virkelig nødvendigt for at lære at forstå, at ja betyder ja, og nej betyder nej? Sådan lyder et af spørgsmålene, som dokumentaren søger at give sit svar på.
Det er netop denne problemstilling der gør, at Malou Ehmer helt bestemt ville anbefale andre at se filmen:
” Samtykkelovgivningen som vi nu har haft i godt et år i Danmark har jo kastet en livlig debat af sig og gør det stadig.
Det er efter min opfattelse en historisk milepæl og et stort ligestillingsmæssigt fremskridt. Men lovgivning gør det jo ikke alene. Der er behov for at ændre alles syn på seksuel ligestilling,” siger hun og uddyber:
”Jeg synes filmen er tankevækkende, relevant og aktuel. Den er et super indspark til debatten – ikke mindst debatten om, hvad MeToo har betydet for hele vores tilgang for seksuel ligestilling og voldtægt. Jeg vil helt sikkert anbefale den til andre, og jeg kunne faktisk også godt se. filmen blive anvendt i undervisningen hos ældre elever og studerede.”