Hvad var for det dig det vigtigste, der er sket i den juridiske verden i 2019?
”Helt overordnet set har vi i branchen set en øget professionalisering, hvor advokatfirmaer er begyndt at tænke mere som virksomheder – og mindre som advokatkontorer. Det gælder på mange områder af vores virksomhedsdrift, og så gælder det særligt også i vores åbenhed mod resten af verden. Det er et vigtigt skridt for advokatbranchen.
Hos Gorrissen Federspiel har denne professionalisering også været et gennemgående tema i 2019, hvor vi bl.a. har lanceret en ny 2022-strategi, der samler huset under én vision.
På det personlige plan og inden for det retsområde, jeg beskæftiger mig med, har særligt to sager optaget mig. Den ene er den såkaldte vejmarkeringssag, hvor der forleden faldt dom i Højesteret. Den rejser afgørende spørgsmål om små- og mellemstore virksomheders mulighed for at gå sammen og byde på større opgaver. Dommen vil få betydning for vores måde at rådgive på fremadrettet.
Og så var det jo i foråret, at en 16 år lang og farverig straffesag endte i et stykke dansk retshistorie, da Østre Landsret afgjorde, at reklameforbuddet i den gamle spillelov fra 2003 var i strid med EU-reglerne. Det betød, at JP/Politikens Hus, der ejer Ekstra Bladet, samt chefredaktørerne Bent Falbert og Poul Madsen ikke skulle bøde for at have bragt annoncer for udenlandske bettingfirmaer – og dermed undgik de et konfiskationskrav på 415 mio. kr.
Afgørelsen var meget interessant. Og sagen rejste også en mere principiel debat om, hvorvidt det offentlige som procespart er tøvende med at få danske afgørelser eller bestemmelser prøvet ved EU-Domstolen.”
Hvad tror du kommer til at præge den juridiske branche 2020?
”Jeg tror, at vi vil se et øget fokus på etik og ansvarlighed blandt mange virksomheder i Danmark. Det vil også smitte af på deres valg af juridiske rådgivere, og det stiller øgede krav til advokatbranchen. Jeg tror, at vi kommer til at se en acceleration af vores åbenhed og transparens. Og så tror jeg på, at vores ordentlighed vil blive et endnu vigtigere konkurrenceparameter fremadrettet – vores klienter vil i højere grad vælge os for vores ordentlighed.
Derudover står branchen også over for en fælles opgave om at få branchens omdømme og troværdighed på ret køl igen. 2019 har været et nedslående år for vores fælles omdømme, og det kan vi ikke leve med. Derfor håber jeg, at 2020 bliver året, hvor vi som samlet branche får knækket kurven, så vi kan genvinde befolkningens tillid.”