/inger%20screen.jpg)
Inger Støjberg er skyldig i at have brudt ministeransvarslovens, da hun sendte en ulovlig instruks om seperation af asylpar, da hun var fungerende integrationsminister.
Det mener 25 ud af rigsrettens 26 dommere. Men ikke Inger Støjberg selv. Som hun sagde til pressen umiddelbart efter domsafsigelsen ved Egtved Pakhus.
"Jeg er meget overrasket over afgørelsen – det er de danske værdier, der har tabt i dag. Jeg håber faktisk alle andre havde gjort det samme som mig i den her sag."
Det nærliggende spørgsmål fra de omkringstående journalister var selvfølgelig:
Jamen har du brudt loven med åbne øjne?
"Nej, jeg mener ikke, jeg har brudt loven".
Og her står vi så - 25 dommer, heraf 13 højesteretsdommer og altså 12 politisk udpegede er alle enige om, at Inger Støjberg har brudt loven, og altså skal straffes med fængsel. Omvendt mener Inger Støjberg, ligesom bl.a. Morten Messerschmidt og Pia Kjærsgaard, ikke, at hun har brudt loven, men at den politiske beslutning i relation til at splitte asylparrene op var det rigtige at gøre.
Og her er vi efterladt med det første åbne spørgsmål af en række, der efter dommen fortsat er uafklarede.
For hvad vægter overhovedet højest? Ført politik eller lovens bogstav?
Embedsmændenes rolle
Hvad dommen over Støjberg efterlader, er spørgsmålet om embedsmændenes rolle i centraladministrationen. Skulle embedsmændene i sagen have sagt fra i større omfang, eller har de involverede parter handlet inden for skiven af, hvad der forventes af dem i deres funktion som embedsmænd?
Som vi på K-NEWS satte fokus på i sidste uge, så er embedsmænd underlagt det, der kaldes Kodeks VII, der opstiller syv centrale pligter, som man er underlagt i arbejdet med at betjene f.eks. en minister, herunder lovlighed, sandhed, faglighed, udvikling og samarbejde, ansvar og ledelse, åbenhed om fejl og partipolitisk neutralitet.
Og efter rigsretsafgørelsen mod Inger Støjberg er der fortsat tilbage at diskutere, hvilken rolle man har som embedsmand. Hos Djøf, der er fagforening for mange af de jurister og fuldmægtige, der er ansat i ministerierne, ser man dommen som vigtig for den fremadrettede debat om forholdet mellem politikere og embedsmænd.
"Djøf vil nu nærstudere præmisserne for Rigsrettens dom, der også kommer til at ligge som en del af fundamentet for det fremtidige samspil mellem politikere og embedsmænd, og rammerne for den faglige, politiske og strategiske rådgivning, embedsmændene skal yde en minister," siger Henning Thiesen, formand for Djøf i pressemeddelelse i forlængelse af dommen.
(...)der har været en del sager, (...) hvor embedsapparatet er for dårlige til at sige fra. Så det tyder på, at det måske kun er toppen af isbjerget, vi har set
Men havde embedsværket et større ansvar i denne sag? Måske. For som embedsmand er man både fanget i på den ene side at betjene ministeren upåagtet af politisk ståsted, mens du på den anden side er forpligtet til at agere inden for loven. Men hvad kommer først? Som professor Michael Gøtze udtalte til K-NEWS, så er der ikke mange embedsmænd, der ønsker at gå imod en ministers linje, da det ikke ligefrem er karrierefremmende. Og det kan få store konsekvenser for vores retsstat.
"Når en minister giver en ulovlig instruks, så er det jo sådan set i strid med retsstatens principper. Men hvis den så også bliver fulgt ude i embedsapparatet, så undergraver det jo retsstaten, fordi man så får en ulovlig administration. Det betyder jo konkret, som vi har set i flere sager, at der er mange borgere, der lider uret”.
Professor Jens Elo Rytter supplerer:
”Jeg har et klart indtryk af, at der har været en del sager, hvor ministre går over grænsen, og hvor embedsapparatet er for dårlige til at sige fra. Så det tyder på, at det måske kun er toppen af isbjerget, vi har set. Og i det omfang, at der er flere, så er det jo selvfølgelig et problem for retssikkerheden”.
Statskassen betaler for et langt sagsforløb
Et andet spørgsmål er sagens omkostninger. For mens den tabende part i straffesag som udgangspunkt selv skal betale for sagens omkostninger, så slår afgørelsen fast, at statskassen finansierer sagens omkostninger.
Og det er ikke småpenge. Alene anklagerne står til et samlet vederlag på 11 mio. kroner. Her fremgår det også, at anklagerne har haft udlæg i sagen på sammenlagt 650.000 kroner, som statskassen altså også dækker. Ifølge Jon Lauritzen, der var anklager i sagen, så er det penge, der er gået til at trykke sagsdokumenter.
"Det er udlæg, der er gået til trykning af ekstrakter, herunder 10.500 sider i sagsdokumenter og 800 siders protokoller. De har skulle trykkes og bindes ind til alle dommere og parter i sagen", fortæller han til K-NEWS.
Og det var 650.000 kroner. Til print. I et samfund, der har en klar strategi om at være førende digital, hvor bøger kan lånes som e-bøger, hvor kommunikation i kommunalbestyrelserne leveres digitalt og hvor.... Vi lader den bare stå et øjeblik.
Kan man sidde i Folketinget som dømt i en rigsret?
Spørgsmålet om Inger Støjbergs fortsatte berettigelse i Folketinget skal nu også tages op til overvejelse. For spørgsmålet er present, efter det i lang tid har peget i retning af, at Dansk Folkeparti meget gerne så Inger Støjberg som ny formand for partiet.
Jf. Grundloven, så kan alle, også straffede, sidde i Folketinget, hvis de altså har stemmeret og er valgt ind. Men Folketinget kan tage værdighedsspørgsmålet op til overvejelse og kollektivt 'stemme' en politiker ud, hvis det vurderes, at denne ikke længere er værdig på baggrund af afgørelse fra f.eks. rigsret.