11/12/2017 -

"2017 har været et år, hvor der for alvor er blevet sat fokus på vilkårene for medarbejderne i advokatbranchen" - Erik Wendelboe Christiansen


2017 var året, hvor der bl.a. var stort fokus på medarbejdertrivsel og individuelles arbejdsvilkår i advokatbranchen. Det mener Erik Wendelboe Christiansen, managing partner hos Horten. 

Redaktionen


2017 blev året, hvor bl.a. flere af landets store advokathuse for alvor fik markeret sig med egne mærkesager og forretningsområder. En af disse er Horten, der i 2017 har været med helt fremme for sætte fokus på medarbejdertrivsel, ligestilling og individuel tilrettelæggelse af arbejdstid for medarbejderne, og som har været med til at udfordre den 24/7-kultur og det massive arbejdspres i advokatbranchen, der ifølge en rapport fra Universum tidligere på efteråret får mange unge advokater til at forlade advokathusene til fordel for inhouse-afdelinger i erhvervslivet. 

En af drivkrafterne bag denne mærkesag er managing partner Erik Wendelboe Christiansen. Her giver han sit bud på de tendenser, der har præget 2017 og de bevægelser, der ifølge ham kommer til at præge 2018.

 

Hvad vil du fremhæve som det mest interessante, der er sket i den juridiske verden i 2017?

"For mig at se er det utvivlsomt mest bemærkelsesværdige, der er sket på advokatmarkedet i 2017, at der er påbegyndt en reel og relativt omfattende konkurrenceudsættelse af Statens indkøb af juridisk rådgivning. Det er en proces, som har været undervejs i en del år, men først i 2017 kom der realitet i opblødningen af Kammeradvokatens monopol på området. Den udvikling vil utvivlsomt fortsætte ind i 2018, og jeg tror, at det på rigtig mange måder vil være sundt for branchen som helhed, at der med tiden vil komme mere lige vilkår for konkurrencen.

Jeg synes også, at 2017 har været et år, hvor der for alvor er blevet sat fokus på vilkårene for medarbejderne i advokatbranchen. Også i den relation har der været meget snak om emnet i branchen gennem de seneste år, men i 2017 er der nok kommet en bredere og mere realistisk forståelse af behovet. Vi har i mange år arbejdet målrettet med at have en god arbejdskultur i Horten. I 2017 har vi arbejdet intensivt med at skabe rum for individuelle karriereveje og med at give mulighed for, at vores medarbejdere kan tilrettelægge deres arbejdsliv mere individuelt og fleksibelt afhængigt af, hvor de befinder sig i livet eller, hvad de hver især prioriterer som det vigtigste. Mulighed for at skrue både op og ned for karrieren. Mulighed for deltid og fleksibel arbejdstilrettelæggelse, og gode rammer for orlov til fædre og mødre og for orlov i andre sammenhænge. Vi kan helt konkret gennem medarbejdertilfredshed, rekruttering og fastholdelse måle, at det bliver værdsat."

 

Hvad ser du frem til som det mest spændende i 2018? 

"I 2018 bliver det blandt andet spændende at følge udviklingen i de innovative tiltag inden for advokatbranchen. Branchen introducerer løbende nye praktiske it-løsninger for vores klienter og finder på nye ting, men helt ærligt, så er der ikke sket nogen egentlig revolution i måden at gøre tingene på, sådan som det er tilfældet indenfor så mange andre fag. På det felt kunne jeg godt forestille mig, at der kommer til at ske en del i 2018.

Hos Horten arbejder vi rigtig meget med alt det, som kan gøre formidlingen fra os til vores kunder mere enkel og tilgængelig. Vi arbejder meget med webinarer og e-learning som redskaber, der giver mulighed for at arbejde, hvor og når det er muligt. Vi bruger fx infografik, video og pædagogik til at komme til sagens kerne og gøre vores formidling mere tilgængelig for vores klienter. Der er på alle måder meget at hente ved at være åben for andre måder at gøre tingene på. Det har branchen fået øjnene op for."

Del denne fra K-NEWS

Skal vi holde dig opdateret?

Få besked om nye artikler og podcast direkte i din mailboks ved at tilmelde dig herunder.

Vi indsamler ikke data om dig – og journalistikken, vi leverer, er gratis.

Nyhedsmail. Ja tak