Mange forskellige folk kom forbi i det kollektiv. Skøre eksistenser, afrikanske flygtninge. Formentlig ikke den vugge, mange jurister har ligget i
Efter forældrenes skilsmisse flyttede 6-årige Jacob med sin mor til en anden del af Østerbro og Jacobs far vendte siden tilbage til Comorerne, hvor han stadig bor i dag. Jacob beskriver sin barndom som en god, ordinær skilsmissebarndom i Danmarks middelklasse. Hvis man spørger ham, hvordan juraen tiltrak sig hans opmærksomhed, får man et svar, der både kendetegner Jacob Mchangamas underfundige humor og beskedenhed omkring egne evner på én og samme gang.
"Man skulle ikke have matematik. Jeg er ikke så glad for matematik".
Til trods for hans indsigt i egne, faglige mangler, mener han dog ikke, at man skal unddrage sig besværlige opgaver. Om opgaven er algebra eller lejeret, er det vigtigt, at man kaster sig over emner, der ikke udpræget behager én. Således også matematik.
”Jeg skulle have brugt mere tid på det svære, for eksempel matematik. Det fortryder jeg nu, at jeg ikke gjorde. Det er vigtigt også at udvikle dén del af sin hjerne. Min søn har det lidt, som jeg havde det. Han er god til at læse, men regning er ikke særlig spændende for ham. Men det skal han altså lære”.
At Jacob Mchangama i 2017, som jurist og retspolitisk debattør, fremstår både dygtig og seriøs lå ikke altid i kortene. Han genfortæller sig selv i vendinger, der formentlig vækker genkendelse hos nogle jurastuderende.
”Tidligere har jeg haft en tendens til at springe over, hvor gærdet var lavest. Det udvikler jo ikke nogen. Det er særligt for nogle mennesker, at de meget absolut dyrker de ting, de er gode til. På den måde konfronteres de ikke med de ting, de ikke er særlig gode til. Og det er lidt en fejl, hvis man ikke hæver barren for sig selv. Man skal have nogle tæsk og noget modgang”.
Bekendelserne hober sig op, og Jacob Mchangama husker også sider af sig selv og sin spæde ungdom, der for nogle bliver retningsangivende for resten af livet. Heldigvis for oplysnings- og analysearbejdet på netop hans fagområde, har han siden befundet sig mindre på dansegulvet.
”Jeg fortryder også, at jeg ikke kom i hæren. Jeg fik en lægeerklæring lidt på skrømt. Dengang var jeg lidt en douchebag, som godt kunne lide at gå i byen og jeg hang ud med venner, der var væsentlig ældre end mig. Jeg havde haft godt af noget kæft, trit og retning. Så havde jeg også været bedre til at rydde op, end jeg er i dag”.
Det er naturgivet, at et menneske må være komplekst. Den populære jurist er ikke en undtagelse og det er vel også det, der kalibrerer et menneske, der bevæger sig i så massivt alvorlige områder som menneskerettigheder.
”Seriøsiteten har måske nok indfundet sig i nogen grad, man bliver jo ældre og lærer lidt disciplin, men jeg er ikke stringent på alle områder i mit liv, slet ikke”.
Advokatbranchen og søvnløse nætter
Den primære årsag til det seriøse indtog i Jacob Mchangamas liv var jobbet som fuldmægtig. En overvældende oplevelse for de fleste, der tager springet fra bøgerne og læsesalen til praktikken og mødet med rigtige mennesker, der forlader sig på hjælpen fra den anden side af skrivebordet. Erhvervsretten fik næsten bugt med juristen, der ikke tidligere havde beskæftiget sig særligt med området.
”Det var ret stort og skræmmende for mig at komme ind i advokatbranchen. Jeg havde aldrig fokuseret på erhvervsret og pludselig var jeg advokatfuldmægtig og arbejdede med selskabsret. Jeg var med til at skrive store aftaler om aktieoverdragelser og arbejdede med lovgivningen omkring iværksættere. Det var temmelig angstfremkaldende, for der blev jeg kastet ud i ting, jeg ikke nødvendigvis havde forstand på eller var god til i forvejen. Jeg udfordrede virkelig mig selv i den periode. Det første halve år var meget svært for mig”.
Bevidstheden om, at man som bekendt bliver stærk af modgang, kom nu for alvor til den unge fuldmægtige. Jacob Mchangama husker tiden som lige lovligt udfordrende, men den efterlod ham med både viden og erfaring og måske vigtigst af alt; troen på hans egen faglighed.
Hvis man kun har gået den sikre vej og ikke før har udfordret sig selv, så virker alt nyt jo skræmmende. Men jeg fandt med tiden ud af det og jeg blev god til det. Jeg udviklede mig rent faktisk og optjente en ret basal tiltro til, at jeg godt kunne klare det, jeg kastede mig ud i
Fra erhvervsret til EMRK
Jacob Mchangama specialiserede sig allerede i menneskerettigheder på overbygningen af sin uddannelse på Københavns Universitet og var endda et år i Holland og læse på menneskerettighedsinstituttet. Herefter brugte han et år på at gennemføre en masteruddannelse i Venedig og Strasbourg - naturligvis også med fokus på menneskerettigheder.
Derefter skiftede hans fokus til erhvervs- og selskabsret. Sideløbende med den nye, erhvervsorienterede jura, underviste han på Københavns Universitet i netop menneskerettigheder, så forbindelsen til menneskers globale rettigheder var intakt.
”I forhold til det, jeg laver nu, tror jeg det var godt givet ud, at jeg i 4-5 år arbejdede med en helt anden slags jura. Der kan godt være en tendens i mennesker til, at det, der er deres primære og langvarige fokus, farver linsen igennem hvilken, man anskuer alt andet. Det kan være problematisk i min optik. Jeg mener, at den menneskeretlige tilgang kan blive lidt virkelighedsfjern, hvis man kun har erfaring og viden på det eksakte område. Det kan fremstå løsrevet fra virkeligheden”.
Som nuværende jurastuderende vil vide og som kommende vil erfare, kan både teoretikere og praktikere, der har dygtiggjort sig og specialiseret sig inden for et afgrænset emne, nære en kærlighed til netop deres fagområde, der dog efter Jacob Mchangamas mening skal vogtes, hvis den skal samspille med den virkelighed, den helst skulle bidrage til og fungere i.
”Perspektiver er altafgørende med menneskeret. Hvis man udelukkende arbejder med menneskeret i sin egen forståelse af, at sit eget emne er det eneste rigtige og vigtige, så kører arbejdet lidt skævt. I dag ser vi for eksempel at alle mulige ting forsøges ”presset” ind i menneskerettighederne. Jeg tror også på, at man rent juridisk bliver bedre, hvis man har flere perspektiver”.
Nye tanker
Da Jacob Mchangama havde arbejdet som advokat i 1 år, skiftede han job. Han startede som chefjurist i CEPOS, stedet, hvorfra vi først lærte ham at kende og hvor hans tæft for kommunikation og at skabe fokus omkring sit område for alvor så verden.
”Jeg har altid haft stor mod på debat. Jeg orienterede mig om den menneskeretlige dagsorden alt imens, jeg var advokat, men det blev mit primære fokus, da jeg fik muligheden for at forfølge det, jeg i virkeligheden brændte allermest for. Her kunne jeg i langt højere grad udvikle og føde projekter og præge udviklingen i mine interesser fremad. Før arbejdede jeg 60 timer om ugen hos advokatselskabet og skrev mine menneskerettighedsorienterede ting sideløbende, hvilket min arbejdsgiver var helt accepterende overfor, men med skiftet til CEPOS blev det til et led i mit reelle arbejde og det var jo fint”.
I en tænketank skal man selv formå at identificere en problematik, derefter sætte en dagsorden, som medier og beslutningstagere, hvilket i sidste ende gerne skal virke fokustiltrækkende eller decideret diskurs– eller lovændrende. Kan man det, så fungerer en tænketank bedst. Og det kunne Jacob Mchangama.
”Den første analyse, jeg lavede, handlede om visitationszoner. Altså, politiets brug af visitationszoner i 2009 var jo ulovlig. Dengang brugte man det i hele kommuner og byområder, hvilket det klart fremgik af bemærkningerne til loven, man ikke måtte. Det kom på forsiden af Politiken. Min første analyse hos CEPOS gik helt OK, kan man sige”.
Friheden ved CEPOS var for den nye chefjurist i høj grad præget af, at han ikke havde klienter eller partnere, som han havde det, da han var advokat. Til gengæld skulle han nu tiltrække sig beslutningstageres opmærksomhed med sit arbejde.
”Naturligvis bliver man målt på, om man kommer ud over rampen, men der er ikke det samme rentable krav til aktiviteter, når man bedriver analyser og skaber politiske og juridiske debatter. Hos CEPOS var mit fokus at komme i medierne med vores kæpheste og få flyttet nogle ting, vi mente, var væsentlige at flytte på. Vi var kritiske over for magthavere, men vi favnede også alle. Enhedslisten lavede eksempelvis lovforslag baseret på vores analyser. Jeg arbejdede for alle og ikke kun det borgerlige Danmark”.
Efter 6 år skal der ske noget i ens liv
Efter flere år i en tænketank, der i nogen grad er præget af politik og ideologi, trængte chefjuristen til en anden arbejdsgang og en tættere forbindelse til magtapparatet. Justitia, der er Jacob Mchangamas egen juridiske tænketank, har eksisteret i 3 år. Følger man med i retspolitiske debatter og overvejelser om menneskerettigheder og retssikkerhed, så ved man, at Justitia nyder stor årvågenhed og klienttilgang fra de bonede gulve.
Vi arbejder meget fokuseret på at være med der, hvor beslutningerne bliver taget. I Justitia mener jeg, jeg kan styrke fokus på retssikkerhed og menneskerettigheder, for vi associeres ikke med en øvrig, politisk agenda. Vi er ikke partipolitiske i vores initiativer. Naturligvis er der retspolitiske overvejelser i forhold til hvor, grænsen skal gå, for eksempel i forhold til ytringsfrihed. Men det er sådan set underordnet, om det er rød eller blå blok, der tilslutter sig vores analyse
Jacob Mchangama er særligt optaget af, at Justitia ikke har en politisk overbevisning og ikke vælger politisk side. De ansatte og dem, der modtager analyser og indblik i diverse, vedkommende emner, understøtter hans påstand om, at dette også udvirkes i det daglige.
”Justitia er løsrevet fra enhver politisk overbevisning. Vores studenter har været aktive i alt fra Enhedslisten til Liberal Alliance og blandt vores ansatte, der nu tæller 6 mennesker, eksisterer også et stort spænd mellem personlige værdier. Det er en af vores kerneværdier; vi hører ikke hjemme nogle steder og vi skal gå lige så hårdt i haserne på den ene blok som på den anden. Vi er samarbejdsvillige overfor alle og det satser vi alt på. Det mener jeg også lykkes. Jeg oplever, at politikerne respekterer, at vi kun har fokus på vores mission, at vi tilstræber at alt sker på et sagligt og fagligt niveau, for sådan tilsikrer vi bedst, at udvirke vores raison d’être - nemlig at styrke retssikkerheden og menneskers rettigheder generelt. Man kan ikke bestille et bestemt svar eller en farvet udmelding hos os”.
Senest har Justitia bistået Alternativet med en gennemlysning af konsekvenserne ved en afskaffelse af straffelovens § 140 om blasfemi. Indtil den 10. juni 2017 lød bestemmelsen:
§ 140. Den, der offentlig driver spot med eller forhåner noget her i landet lovligt bestående religionssamfunds troslærdomme eller gudsdyrkelse, straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder.
Men den er nu fortid. En sag, interesserede vil vide, ligger Jacob Mchangama nært på sinde. Han mener nemlig ikke, at individets eget valg og egen ret til at være religiøs, skal nyde større beskyttelse end så mange andre rettigheder.
”Mit fokus er de klassiske frihedsrettigheder. Ytringsfrihed, privatlivets fred, bevægelsesfrihed og senest terror versus retssikkerhed. De emner, jeg har beskæftiget mig med, er typisk emner, der er meget synlige. Blasfemiparagraf, terrorparagraf, terrorlovgivning, som jo tiltrækker sig en hvis opmærksomhed”.
Ikke egnet til forsiden
Der er en række andre emner, for eksempel socialt udsattes retssikkerhed, der også optager tænketanksjuristen. Dét emne berører funktionelt langt flere mennesker, end de begrænsninger, som er kommet med eksempelvis ”Imamloven” og herefter ytringsfriheden. For har den allersvageste gruppe i Danmark overhovedet en reel mulighed for at navigere i det system, som de er i berøring med? Bliver det truffet rigtige beslutninger? Jacob Mchangama er ikke i tvivl.
”Hvis man kigger på Ankestyrelsens statistik over omgørelsesprocenter, så er der tal, der er chokerende høje på en række områder. Det er helt ned til de sagsbehandlere, som træffer beslutninger, der har virkelig stor indflydelse på den enkelte, udsatte borgers liv, vi skal, for at sikre os, at retssikkerheden er intakt. Kender de mennesker de helt basale, forvaltningsretlige regler eller spekulerer kommunerne i at sætte retssikkerheden under pres for at spare penge? Det er de helt borgernære ting, der også er Justitias fokus, men det får ikke specielt meget opmærksomhed i medierne”.
Man kan altså overveje, om fraværet af dramatik eller øjeblikkelig forargelse i virkeligheden skærmer for de rettigheder, nogle særligt sårbare persongrupper ellers burde nyde. Systemet virker i nogen grad, men adgangen dertil er det måske så som så med.
”Socialt udsatte har sværere ved at lave forsider. Typisk er socialklasse 5 og dem derunder en gruppe af borgere, som ikke har muligheden for at gøre opmærksom på sig selv og deres problemer. Vi har i Justitia for eksempel også fokus på domstolsprøvelse; hvad betyder det for socialt udsatte, at omkostningerne ved at anlægge en sag er, som de er? Formentlig at adgangen til domstolsprøvelse ikke er lige for alle, når reglerne for fri proces er, som de er. Det er jo for pokker en af grundprincipperne i et demokratisk retssamfund”.
Er frihedsrettighederne under pres?
Internationalt set er Danmark meget velfungerende, når det kommer til at overholde egne og internationale aftaler om frihed, lighed og værdighed for mennesket som juridisk emne. Vi ligger på top 5 i verden, når vi skal måle os med andre retsstater. De seneste 15 år er der dog blevet filet og nedjusteret en del på retssikkerheden og det kalder naturligvis på opmærksomhed.
”Det er ret interessant at forholde sig til blasfemiparagraffen, der jo af både EU, FN og EMD gennem tiden er blevet anbefalet slettet af straffeloven herhjemme. Det blev den først, da der for første gang i årtier blev rejst en sag og det krævede månedlange debatter blandt Folketingets partier. Helt anderledes var det med Imamloven, da TV2 viste en dokumentar om ekstremisme og social kontrol i TV gik det stærkt og statsministeren stod kort tid efter og opfordrede til at gå til grundlovens grænser ligesom der hurtigt blev indgået en ret vidtgående politisk aftale om begrænsninger af ytrings- og religionsfriheden. Der er altså en ny, politisk kultur, der tillader stramninger på ytringer og religionsfrihed, mens lempelser er mere sjældne og kræver en enorm indsats at få igennem. Retssikkerhed og frihedsrettigheder er ikke særligt ophøjet for tiden og det er der jo desværre en grund til”.
Verden ændrer sig for tiden, hvilket også en jurist, der forsvarer det enkelte menneskes ukrænkelighed, må sande. Truslen mod Europa og Danmark er nu så reel, at det er meningsfyldt at ændre på rammerne for eksempelvis overvågning. Jacob Mchangamas eget niveau af pragmatik er således også ændret. Når der pludselig er parlamentarisk opbakning til en specifik stramning, er det Justitias opgave at rådgive så korrekt som muligt, når tænketanken spørges. Mødet mellem frihedsrettigheder og virkelighed bliver pludselig meget konkret.
Hvad man skal stille op med krigere fra Syrien, hvilke indgreb man foretager i deres bevægelsesfrihed? Det er alle de her spørgsmål, vi ikke havde kunne forestille os tidligere. Lad os begrænse det til folk, der vil kæmpe til ulempe for Danmark. Lad os anvende de mindste midler først og lad os begrænse de mere indgribende til dem, der rent faktisk har fortjent at få massiv overvågning i nakken, men således at massiv overvågning ikke bliver en del af den politiske, juridiske kultur. Det er Justitias holdning
Efter arbejde
Den fritidsorienterede Jacob bruger sine resterende timer rundt omkring på Københavns legepladser med sine to børn og ellers læser han. Hele 2 bøger ad gangen.
”Den ene handler om ytringsfrihed i det gamle Athen. En anden om samme emne, men under den Franske revolution. Og hører historiske podcasts om alt fra Romerriget Reformationen; der er jo ekstremt mange ting, man gerne vil vide. Hvis jeg har mere end et kvarters transport, så vil jeg gerne lytte til et eller andet der giver mig perspektiv og en elementær bund af historisk viden om den verden vi lever i og det forunderlige væsen som menneskeaben har udviklet sig til over tid”.
Det overrasker næppe nogen, at Jacob Mchangama bruger meget af sin tid på at tilegne sig viden, men måske overrasker det, at bølgerne går højt i Vanløse, når familien spiller matador.
”Min kone bliver virkelig gal, hvis hun taber. Det gør min søn Leopold og jeg egentlig også, men vi er mere vokale i det. Min kone er mere subtilt rasende”.